Vi skal forme fremtidens klimapolitik sammen
Radikale Venstre lancerede i januar et Grønt Generationsråd. Rådet består af almindelige danskere og skal bringe borgere og politik tættere sammen. Vi ønsker at gentænke den demokratiske samtale - ikke mindst om klimaet. Rådet skal konkret hjælpe os med at forme fremtidens klimapolitik. Vi tror, at politik skal laves sammen med dem, det handler om.
Nåede du ikke at tilmelde dig?
Har du et vigtigt indspark til klimadebatten, en idé vi overser eller noget helt tredje ?
Så kan du stadig deltage i debatten her. Vi læser alle input igennem, og tager dem med i vores politiske overvejelser. Alle inputs bliver desuden samlet og givet videre til Grønt Generationsråd, som vi har nedsat for at give borgerne en større stemme i klimadebatten.
Læs anbefalingerne fra Grønt Generationsråd
Mød Grønt Generationsråd, helt almindelige danskere
Alle blev inviteret til at deltage i Grønt Generationsråd, hvorefter 24 blev udvalgt ved lodtrækning.
Vi vil lave politik på en ny måde og lytter til ALLE - også jer, der normalt ikke er enige med os. Klimakrisen påvirker os alle, derfor skal alle have muligheden for at være med. Ingen har svaret, men alle har løsningen.
Herunder kan du møde nogle medlemmer af rådet, og høre hvorfor de har valgt at være med.
Materiale fra møderne: referater, oplæg og optagelser
Så hvad består det af mere konkret?
Grønt Generationsråd vil bestå af 24 deltagere, heraf nogle yngre og nogle ældre - sådan at rådet spænder over flere generationer. Derfor er det ikke alle, der tilmelder sig, som vil komme med i rådet. Men vi vil sikre, at alle får mulighed for at deltage i rådets arbejde undervejs i processen.
Borgerne er udtrukket ved lodtrækning på baggrund af relevante parametre (køn, alder, uddannelse). Borgersamlingen får viden fra eksperter og hører interessenter, og det er en faciliteret proces, hvor borgerne arbejder med værdier, temaer og mulige løsninger og ender med at skrive en række anbefalinger til Radikale Venstre. Radikale Venstre forpligter sig til at modtage borgerpanelets anbefalinger og diskutere dem men ikke på at implementere dem.
Konkret ønsker vi Generationsrådets hjælp til:
At forestille os, hvordan vi kan skabe en ambitiøs grøn omstilling, der reducerer Danmarks Co2-udledning med 70 pct. I 2030 og samtidig samler danskerne på tværs af generationer.”
Hvornår mødes Grønt Generationsråd?
Se en oversigt over mødedatoer her, alle møder er digitale
Hvorfor lige de to aldersgrupper?
De to aldersgrupper er valgt, så de repræsenterer to forskellige generationer med hver deres perspektiver, drømme, erfaringer og livssituationer. De er valgt således, at der er en generation i mellem dem, og på den måde kan vi tydeliggøre de forskellige drømme og behov, der er for hver generation. Hvor de yngste generationer vil opleve klimaforandringernes fremtidige konsekvenser hårdest med heraf styrket håb og krav til at vi hurtigt laver radikal omlægning af vores samfund og måden vi lever vores liv. Generationer, der gennem et langt liv har oplevet velfærdsstaten vokse i styrke og fået adgang tilfælles goder, står i dag på tærsklen til at høste frugten af deres arbejde. Hvordan bygger vi bro mellem generationer med forskellige muligheder, fremtidsudsigter, drømme og behov? Hvordan d designer vi en social bæredygtig grøn omstilling, der tilgodeser bredden, styrken og mindsker uligheden - så flest mulige kan se, forstå og tage medejerskab for at omstille os til en mere bæredygtig fremtid?
Det Radikale Venstre vil gerne opnå et dybere indsigt i hvordan borgerne oplever og anser klimaudfordringerne og hvordan vi som samfund kommer bedst mulig igennem en omstilling, hvor vi ikke taber en eller flere generationer på gulvet. For at gøre det medtager vi ikke alle aldersgrupper men fokuserer på de to grupper, der formodes at have mest forskellige behov og drømme for de meningsfulde liv. Forhåbningen er, at vi ved at samles om kontrasten sammen kan finde løsninger, der giver plads til begge generationer i den grønne omstilling.
Mandat og politisk forpligtigelse
Borgerne i rådet har til opgave at rådgive os i, hvordan vi bedst løse klimakrisen på tværs af generationer. Til gengæld vil Radikale Venstre støtte rådets arbejde og anbefalinger ved at:
- Give det grønne generationsråd mandat til at udarbejde en uvildig anbefaling om det kernespørgsmål, som det er sat i verden for at arbejde med.
- Sikre etableringen af en uafhængig ekspertgruppe, der skal bistå borgernes arbejde og sikre, at der inviteres uvildige og uafhængige ekspertrådgivere i løbet af Grønt Generationsråds arbejde.
- Gøre omverdenen opmærksom på den indsats Grønt Generationsråds medlemmer har foretaget sig, samt sikre at flest mulige stemmer indgår i rådets arbejde.
- Forpligte sig til at drøfte det grønne generationsråds anbefalinger i partiets Folketingsgruppe og i det omfang, det er muligt lade anbefalingerne være afsæt for gruppens politikudvikling.
- Forpligte sig til at støtte op om og videregive borgernes anbefalinger troværdigt og uredigeret til offentligheden.
- Redegøre for, hvordan anbefalingerne vil blive / er blevet fulgt/ikke fulgt.
Give en løbende status efter aflevering af anbefalinger samt af de politiske implementeringer.
Hvorfor et Grønt Generationsråd?
I en tid med terror, corona og kaos i USA er vi tilbøjelige til at glemme, at klimakrisen stadig er menneskehedens mest alvorlige krise. Den vil vi radikale nu give danskerne mulighed for at være med til at løse. Vi etablerer derfor et Grønt Generationsråd med unge og ældre, som på tværs af generationer skal hjælpe os med at forme fremtidens klimapolitik. Vi tror, at politik skal laves sammen med dem, det handler om.
Derfor håber vi, at vores Grønne Generationsråd kan blive en ny måde at løse problemer på, der samtidig kan bringe borgere og politikere tættere sammen. Man behøver ikke at stemme Radikale Venstre for at være en del af Grønt Generationsråd. Tværtimod er det hensigten, at Grønt Generationsråd skal afspejle forskelligheden i den danske befolkning, både når det kommer til politisk ståsted, uddannelse og køn.
Ved at oprette et Grønt Generationsråd udfordrer vi den måde, som politiske ideer er skruet sammen på i dag. Forhåbningen er, at vi får ny politisk inspiration til at løse de udfordringer, vi står overfor. Panelet skal udpege måder, hvorpå vi kan nå i mål med at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030. Grønt Generationsråd vil under processen lære om klimaudfordringerne, de mulige løsninger og vil så debattere og udforme anbefalinger på baggrund heraf.
Generationsrådets arbejde er åben for offentligheden og transparent, så flest muligt kan få et indblik og deltage i den demokratiske klimasamtale. Hele processen faciliteres af konsulentvirksomheden We Do Democracy for at sikre uvildighed og armslængde (https://www.wedodemocracy.dk/)
Men der er jo allerede nationalt borgerting, der skal arbejde med klima? Ja og det bakker vi op om. Men samtalen med danskerne skal også tages her i partiet og ude lokalt. Forandringen må begynde med os selv. Vi er overbevist om, at vi ikke har alle svarene selv, og derfor vil vi i dialog med jer om dem. For nok kender vi de teknologiske muligheder i den grønne omstilling, men hvordan griber vi de an på en måde, hvor vi samtaler både unge og ældre om forandringerne? Det tror vi kun, at I har svaret på og derfor inviterer vi nu et udsnit af danskerne til at deltage i den samtale.