I det radikale telt i år har vi fokus på uddannelse og børn, geopolitik, klima og ligestilling. Vi udlever den demokratiske folkemødetanke ved at gå i dialog med mennesker, diskutere politik i alle dets facetter og skabe en god og inkluderende stemning.
Vi byder op til debat og samtale om alt fra halvering af kandidatuddannelser, fritidspædagogik og kvinder i lokal- og regionalpolitik til rigsfællesskabets udvikling, den russiske opposition og EU’s rolle i den nye geopolitiske virkelighed.
Program for det radikale telt
Torsdag d. 15 juni
14.00-15.00 1-ÅRIGE KANDIDATER – ER DET HALVE NOK?
For første gang foreslår en regering at skære ned på vores uddannelsesniveau. Tilsyneladende skal vi være mindre forberedte på den fremtid, vi går ind i. Det vil vi gerne sætte til debat, for hvad betyder det for vores fremtidige samfund?
Deltagere: Katrine Robsøe, Dansk Studerendes Fællesråd, mf.
19.00-19.30 Martins tale på Hovedscenen: Martin holder sin partiledertale på Hovedscenen. Inden da mødes vi ved det radikale telt, hvorfra vi går samlet hen til scenen. Forud for talen vil der blive sunget en sang.
Deltagere: Martin Lidegaard, RU
Fredag d. 16 juni
11.00-11.45 EU i en ny geopolitisk virkelighed – hvad er på spil?
EU-kommissær Margrethe Vestager giver sine bud på EU’s store udfordringer og manøvrerum i den nye geopolitiske virkelighed, hvor statsstøtte, grønne investeringer, forsyningssikkerhed er på dagsordenen. Hvor bevæger vi os hen i det europæiske samarbejde, hvilke udfordringer kan anes og hvordan skal EU reagere?
Deltagere: Margrethe Vestager, Morten Helveg Petersen
12.00-12.45 Fritidspædagogik værksted med Lotte Rod
Radikale Venstre inviterer til fritidspædagogisk værksted for at drøfte rammerne for den danske fritidspædagogik. Sammen med parter på området vil vi diskutere, hvad fritidspædagogik kan, og hvad det kræver i dag.
Deltagere: Lotte Rod, m.fl.
14.00-14.45 Hvor er rigsfællesskabet på vej hen?
Rigsfællesskabet er under hastig udvikling, og grundloven er ude af trit med virkeligheden - men hvad er rigsfællesskabets udfordringer, og hvad vil vi med det? Radikale Venstre har lavet et samlet politisk program for rigsfællesskabets udvikling. Med udgangspunkt i programmet byder vi til debat mellem Aaja Chemnitz (Inuit Ataqatigiit), Anna Falkenberg (Sambandsflokkurin) og Christian Friis Bach (Radikale Venstre) med Martin Breum som ordstyrer og udfordrer.
Deltagere: Jan Villumsen, Lars Breum, Christian Friis Bach, Aaja Chemnitz, Anna Falkenberg
15.15-15.55 Den russiske presse og opposition: Hvad vil opstå efter Putin?
Novaja Gazeta, berømt for Muratovs Nobelpris i 2021, har som alle andre ægte medier i Rusland måttet fortsætte sit arbejde i udlandet. Katia Glikman, redaktør for Novaja Gazeta Europe, vil tale med Martin Lidegaard og Jens Alstrup om pressen i Rusland i dag og ikke mindst om den russiske opposition, som nok ikke mange udenfor Rusland har store viden om mere efter at konflikten i Ukraine udviklede sig til fuldskala krig i februar 2022. Hvad vil opstå efter Putin?
Deltagere: Martin Lidegaard, Katia Glikman, Jens Alstrup
Lørdag d. 17 juni
11.00-12.00 KLIMAHANDLING NU!
Ungdomspolitisk debat om hvordan vi skal nå at redde kloden, så den også er beboelig for fremtidens generationer.
Deltagere: RU, Ungeklimarådet mf.
12.15-13.00 SKÆR DET UD I PAP: Uddannelsespolitisk kreaværksted
Ungdommen råber regeringen op! Regeringen svigter de unge med halveringen af kandidatuddannelser. Det øger presset på de unge og sænker kvaliteten, når det kun handler om, at få de studerende hurtigt gennem systemet. Nu siger Radikal Ungdom sammen med Elev- og Studenterbevægelsen fra! Kom skær budskaberne ud i pap, og så sørger vi for, at de bliver afleveret til regeringen. Alle er velkomne til at hjælpe til og holde en uddannelsespolitisk brandtale!
Deltagere: RU, Elev- og Studenterbevægelsen
17.00-18.00 Kvinder i politik: Anekdoter fra by- og regionsrådet
Kom og hør to radikale, lokalindvalgte kvinder fortælle anekdoter om livet som kvinde i kommunal- og regionalpolitik. KVINFO udgav i 2021 en rapport, der berettede, at kvinder i kommunalpolitik befandt sig i en mere udsat position, end deres mandlige kollegaer. I dette afslappede format fortæller de to kvinder om de udfordringer, de møder som kvindelig politiker. Derudover kan du glæde dig til at høre sjove hverdagsanekdoter og generelle betragtninger om livet som lokalpolitiker.
Deltagere: : Kristine Kryger (B), medlem af Regionsrådet i Region H og kommunalbestyrelsen i Gentofte, og Katrine Kildgaard (B), medlem af Borgerrepræsentationen, København
Vil du være frivillig på Folkemødet?
Vi har brug for din hjælp! Det radikale telt på Cirkuspladsen på Folkemødet bliver hjemsted for en masse fantastiske arrangementer, og for at de kan forløbe på bedst mulig vis, har vi brug for frivillige.
Vil du være med til at sprede liv og glade dage, lave kaffe, popcorn, udlevere materialer og fortælle interesserede om, hvad det vil sige at være medlem af Radikale Venstre, så meld dig på linket herunder.
Du må gerne melde dig til flere forskellige tidspunkter, og vi har brug for op til to frivillige i hvert slot - vi sætter pris på al hjælp!
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Laura Borre på tlf. 61624550 eller mail laura.borre@ft.dk