Zenia Stampe med Radikale Venstres udspil om mere forebyggelse i bandepakken
Nyhed

25 forslag til mere forebyggelse og resocialisering i bandepakken

Der skal mere forebyggelse ind i bandepakken - ikke kun strengere straffe. Vi skal forebygge, at børn og unge overhovedet søger ind i banderne. Og vi skal styrke resocialiseringen, så vi får bremset den kriminelle løbebane, som mange rockere og bandemedlemmer sidder fast i.

Forebyggelse fylder alt for lidt i bandebekæmpelsen. Der er siden 2009 vedtaget tre bandepakker, hvor forebyggelsesindsatsen har været fraværende eller marginal. Heller ikke med regeringens forslag til en fjerde bandepakke, tager man fat om problemets rod. Det er mere af det samme. Flere værktøjer til politiet. Hårdere straffe.

Vi mener, tiden er kommet til en mere balanceret tilgang i bandebekæmpelsen. Det er ikke nok at skride ind, når kriminaliteten har fundet sted og skaden er sket. Vi skal forebygge, at børn og unge overhovedet søger ind i banderne. Og vi skal styrke resocialiseringen, så vi får bremset den kriminelle løbebane, som mange rockere og bandemedlemmer sidder fast i.

Vi har opfordret Justitsministeren til at inddrage Socialministeren og Børne- og undervisningsministeren i udviklingen af bandepakken. De to ministerier ville kunne bidrage med vigtig viden og konkrete indsatser.

Men vi har også aktiveret vores eget netværk. Vi har talt med kriminologer, pædagoger, SSP-medarbejdere, kriminalpræventive medarbejdere, rådgivende råd, kommunale forvaltninger, civilsamfundsorganisationer og privatpersoner.

De har bidraget med indsigtsfulde og håndfaste forslag til forebyggelse og resocialisering. Med dette udspil ønsker vi at bringe forslagene ind på bordet i bandeforhandlingerne. Vi håber, at regeringen og de andre partier vil tage positivt imod dem.

Find vores 25 konkrete forslag i linket herover.