Der er brug for en plan B for Europas demokrati. En plan, der handler om at beskytte og styrke vores demokrati.
For lige nu bliver der sat spørgsmålstegn ved helt basale rettigheder som fx noget så grundlæggende som kvinders ret til at bestemme over egen krop, og at personer af samme køn har ret til at leve sammen.
Derfor er der behov for at værne om vores demokrati og lægge pres på de medlemsstater, som tilsidesætter vores fælles værdier.
- Jeg er træt af, at Ungarns Viktor Orban får lov til at rive alle os andre rundt i manegen, hver gang han står fast på sin vetoret. Derfor vil jeg styrke vores europæiske demokrati. Og derfor har vi i dag præsenteret vores udspil om at beskytte vores demokratiske Europa, siger Sigrid Friis, spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget for Radikale Venstre.
Nye medlemmer skal gradvist med
Udspillet handler både om at gøre os klar til fremtiden og om at give et svar til den højredrejning, der finder sted i Europa.
- Det er en god ting, at flere lande vil være med i fællesskabet. Jeg glæder mig til at kunne byde velkommen til nye kandidater som Moldova og Ukraine. Jeg håber, vi kan få dem gradvist ind i klubben, så vi hurtigt kan få dem med ombord. Det er afgørende både for ukrainerne, der lige nu står et svært og sårbart sted med krig i deres land, men også afgørende for Europa.
- For EU er vores vigtigste fællesskab. Det skal vi styrke. Det skal vi passe på, siger Sigrid Friis.
Et svar til højredrejningen
Udspillet er også et svar til den bølge af højreekstremisme, der skyller ind og ruller rettigheder tilbage, ikke mindst for både kvinder og minoriteter. Og som stiller spørgsmål ved grundlæggende ting som for eksempel retssikkerheden i vores demokratier.
- Hvis et enkelt land forbryder sig mod grundlæggende rettigheder, indfører LGBT-fri zoner eller basher minoriteter, så skal hammeren altså falde hurtigere og hårdere, end den gør i dag. Det må ikke være sådan, at vi lader os rive rundt i manegen af Ungarn, hvor Viktor Orban med sin vetoret kan spænde ben for gode ambitioner blandt EU's andre medlemslande, siger Sigrid Friis.
Vi må ikke gå på kompromis med vores værdier
Udspillet handler bl.a. om at styrke håndhævelsen overfor medlemslande, der ikke lever op til EU-lovgivningen, reformere EU’s beslutningsprocesser (udfase vetoretten i udenrigspolitikken og bane vejen for en ny, demokratisk udvidelse af EU), og feje for egen dør og styrke retstilstanden i Danmark.
- Vi må ikke gå på kompromis med vores værdier, retsstatsprincipper og institutioner. Det er vigtigt for mig. Det er vigtigt for Radikale Venstre. Det er derfor, vi siger, at der er brug for en plan B, siger Sigrid Friis.