Der er iltsvind i den danske uddannelsespolitik

Af Martin Lidegaard

I sidste uge gjorde Statsministeren det klart: Fredstiden er forbi, nu opruster vi. Militært, teknologisk og mentalt. Et par uger forinden fastslog Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye i et interview i Weekendavisen, at vi i tillæg til den militære oprustning har brug for åndelig oprustning med folkeskolen som fremtidens »indre forsvarslinje«.

Krudt og kugler kan ikke stå alene, lyder det, og det starter med skolen: Vi skal væk fra et individorienteret børnesyn og over mod et ”stort vi”. Vi skal fremme børns almene dannelse, og forståelse for vores fælles historie, værdier og alt det, der binder os sammen. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man næsten foranlediges til at tro, at ministeren var blevet radikal.  

Jeg er meget enig i, at når splittelse og diktatoriske strømninger får fat, er demokrati og dannelse modsvaret.

Folkeskolens betydning for det enkelte menneskes frisættelse og mulighed for at tage ansvar for sig selv og andre, samt uddannelsessystemets betydning for dannelse og evnen til at fostre kritisktænkende borgere, er vores måske vigtigste værn mod de mørke og antidemokratiske kræfter, der vinder frem.

Men derfra stopper enigheden med ministeren.

For hvis målet er stærke fællesskaber, hvorfra kultur, humanisme og klassisk dannelse skal udspringe, hvordan kan regeringens svar da være at føre en uddannelsespolitik, der for første gang i årtier satser på, at vi som samfund skal have mindre og ringere uddannelse i stedet for mere og bedre?

Regeringen har i sit regeringsgrundlag gjort trivsel til rettesnoren for sin børne- og ungdomspolitik. Så lad os starte dér.

Indtil videre har den rettesnor ledt regeringen til, at den først skar et år af de unges SU.

Dernæst lukkede den tusindvis af uddannelsespladser og halverede længden på op mod hver fjerde kandidatuddannelse på landets universiteter.

Sidenhen indførte den mulighed for at give karakterer fra 6. klasse og bragte et for længst forældet skolesyn tilbage i folkeskolen med eftersidning, hjemsendelse og straf for at opnå ”ro og orden”.

Ministeren siger, at han vil have klassisk dannelse tilbage, men ikke senere end i august måned forsøgte regeringen med finansloven at skære hele tilskuddet til A-fag som musik, latin og oldgræsk på det almene gymnasium. Det ville have ført til massiv mangel på musiklærere i både folkeskole og fritid. Det ville have lukket drengekor og pigekor, og svækket morgensangen og højskolesangene, som er den måske allermest demokratibærende institution i den danske kulturarv.

Nu er turen kommet til alle landets ungdomsuddannelser. Regeringen har med opbakning fra DF og SF valgt at lukke 10. klasse og HF samt skærpe adgangskravet til de treårige gymnasiale uddannelser STX, HTX og HHX. Betydningen af karakterer øges og unges frie uddannelsesvalg begrænses.

Det er ikke, hvad jeg forstår ved trivsel.

Hvordan skal vi få ”kloge hænder”, hvis der ikke er plads til at lave en fejl?

I følge aftalepartierne skal reformen blandt andet sikre gode ungdomstilbud til de elever, der er mindre boglige. Ligesom den skal få flere unge til at få øjnene op for de erhvervsrettede uddannelser, der i dag har for lav prestige. Problemer, som de fleste politiske partier – herunder også Radikale Venstre - har været optagede af at løse i årtier.

Både problemerne og løsninger begynder dog langt før eleverne skal træffe deres uddannelsesvalg. Det handler om tidligt at vække og fastholde børns skabertrang, åbne deres øjne for håndværkets mange facetter og gøre dem fortrolige med materialer. Alle børn er i udgangspunktet vilde med natur, de vil gerne rode i jord, røre ved dyr og lege udenfor.

Ligesom langt de fleste børn er glade for at skabe. De vil gerne forvandle et hvidt papir til et farvestrålende kunstværk, omdanne stole og tæpper til en hemmelig hule eller virkeliggøre en klump ler i nye former. Men i dag kommer vi tidligt til at slå disse interesser ihjel i mange børns liv.

Skiftende politiske flertal har i årevis skåret ned på alt det, der gør skolen levende for alle børn. Lærerne mangler tid, ressourcer og frihed til at lave spændende undervisning og gode frikvarterer, der får børn op af stolen, ud i naturen og ind på værkstederne. Skolerne mangler ressourcer til at hjælpe flere børn i den almene undervisning.

Folkeskolen er underlagt et utal af test, regler og mål, der skal sammenligne børn op imod et smalt normalbegreb. Alt for store dele af undervisningen handler om at forberede eleverne til test, prøver og karakterer og foregår indenfor i et klasselokale, hvor børn ikke lærer nok, og hvor de har svært ved at opretholde ro, fordi den stillesiddende undervisning strider imod børns måde at tilegne sig viden og færdigheder på. Det slukker børns nysgerrighed og mod på at lave fejl og dermed blive klogere.

Det giver dem en følelse af at være forkerte, og vi taber børn allerede i folkeskolen, fordi de ikke kan slå til i skolens snævre rammer.

Læg dertil, at mens skærmene er vundet frem i børn og unges liv, er fritidsordninger og klubber blevet beskåret med milliarder. Det betyder, at rigtig mange børn sidder bag en skærm derhjemme eller i fritidsordningen i stedet for at have fysisk og socialt samvær med andre børn. Det er en katastrofe, fordi det netop er i fritidsinstitutionerne, at børn får tilbudt præstationsfrie fællesskaber, hvor alle børn oplever, at der er plads til dem. Hvor der er rum til at kravle højt op, falde endnu længere ned og blive hjulpet på benene igen. Hvor man kan prøve ting af og blive klogere på, hvad man kan lide og ikke kan lide og dermed, hvem man er. Det er godt for alle børn men særligt de børn, der bruger det meste af skoledagen på at føle, at de ikke kan leve op til forventningerne.

Vi ved fra blandt andet ny forskning fra VIVE, at noget af det, der presser børn mest, er forventningen om at klare sig godt i skolen og få et godt arbejde.

Jeg vil i den grad gerne være med til at møde børn med tårnhøje positive forventninger, men de må og skal bero på et børnesyn om, at alle børn gør det så godt de kan, og skal motiveres til at opnå deres fulde potentiale i virkeligheden – ikke at opnå et bestemt gennemsnit på papiret.   

Vi har i årevis kæmpet imod uddannelsesparathedsvurderinger, nationale test, overdrevent fokus på karakterer og eksaminer og skærpede adgangskrav til ungdomsuddannelserne. Ingen andre nordiske lande har sådanne adgangskrav, fordi det vigtigste mål af alle er at få så mange unge som muligt til at i det hele taget at tage en uddannelse.

Hverken folkeskolen eller ungdomsuddannelser handler for os om bare at levere tropper til konkurrencestaten eller det private erhvervsliv, men først og fremmest om at frisætte alle børn med de bedste faglige og menneskelige forudsætninger, så de kan tage ansvar for sig selv og fællesskabet uanset, hvor de møder det.

Vi er lykkedes med flere positive ting. Der er kommet færre mål i undervisningen, prøvetrykket er blevet lettet noget og uddannelsesparathedsvurderingerne er afskaffet. De tiltag, som denne her regering nu har søsat, ruller den beskedne positive udvikling tilbage.

Ligesom iltsvind i havene skyldes overfiskeri, skyldes iltsvindet i vores uddannelsessystem overstimuli med alt for mange krav, test og mål og med alt for mange børn til for få voksne, for højt tempo og for lidt tid til at dyrke og styrke fællesskabet. 

Hvis vi vil have kritisk tænkende, kreative, fantasifulde børn med mod på fremtiden, når de forlader folkeskolen, så skal vi ikke have en skole, der er bundet så meget op på prøver og præstation, at et stigende antal børn slet ikke kan være i den. Hvis vi vil styrke ”vi’et” og børns fællesskaber, så skal vi investere i de rum, hvor børns fællesskaber netop trives.

De få præstationsfrie sprækker, vi har, hvor alle kan opleve, at de slår til og har venner og voksne, der gider dem, bliver endnu mindre nu, hvor tusindvis af unge får at vide, at de død og pine skal se at få nogle høje karakterer, hvis de vil gøre sig forhåbning om selv at kunne vælge deres ungdomsuddannelse.

For hvis ikke de når det inden udgangen af 9. klasse, vælger regeringen for dem. De såkaldte ”kloge hænder” får vi ved at pirre og motivere børn og unges interesser for håndværk – ikke ved at tvinge deres uddannelsesvalg.

Med afskaffelse af 10. klasse lukker man et af de sidste åndehuller, der er tilbage i vores uddannelsessystem 

Halvdelen af en ungdomsårgang vælger at gå i 10. klasse. To tredjedele går på efterskole og den sidste tredjedel på det vi forsimplet kan kalde ”den kommunale 10. klasse”: Folkeskoler, ungdomsskoler, 10. klassecentre mv. Det er særligt resultaterne blandt den sidste tredjedel af eleverne, der har fået aftalepartierne til nu at sløjfe 10. klasse som sådan. Argumentet går på, at disse tilbud ikke skaber nok værdi. Et argument, jeg mener savner nuancer.

Man kan vende tallene mange veje. Fortalere for 10. klasse vil fremhæve, at 61 procent af de kommunale 10. klasseelever, der går videre på en ungdomsuddannelse gennemfører den. Modstandere vil pege på at 39 procent ikke gør det. Er det nok, at 32 procent af eleverne fra den kommunale 10. klasse, søger en erhvervsuddannelse? Hvis ikke, hvor mange skal vi da op på? Er det for dårligt, at hver ottende elev i den kommunale 10. klasse får løftet deres karaktergennemsnit til over seks? Eller er det en succes, at disse 1.100 elever får muligheden for at komme på de treårige gymnasier?

Uanset hvad man måtte mene, siger tallene dog intet om de unges egen baggrund for at vælge 10. klasse. Vi ved, at unge primært vælger 10. klasse for at få afklaring, pusterum og udskyde deres uddannelsesvalg. Herunder også valget om, hvorvidt de overhovedet har lyst til at gå på en ungdomsuddannelse. Den mulighed bliver nu taget fra dem. Har man fulgt bare lidt med i diverse kommentarspor, hvor denne reform diskuteres, er værdien af 10. klasse - for de mennesker, der har gået der – da også svær at overse.

Det er 75 år siden, at vi så de første forsøg med det, der senere blev til 10. klasse. Dengang handlede det om at forberede eleverne til teknisk uddannelse, men op igennem 70’erne udviklede 10. klasse sig til i stigende grad at blive et uddannelsestilbud, som handlede om at give eleverne tid til at modnes.

I 55 år har vi som samfund set værdien i at give unge mennesker et år til at tænke sig om og finde ud af, hvad de drømmer om. Et åndehul i et efterhånden iltfattigt uddannelsessystem, hvor bedømmelse og præstation dikterer alt for meget af undervisningen.

I en tid med stigende mistrivsel og øget tempo blandt unge i hele Vesten, er der i min optik intet, der peger på, at vi har brug for mindre plads til at tænke os om og blive klogere på os selv og hinanden – tværtimod.  Man finder ikke kantareller ved at tage den lige sti. Man må ind i skoven, uden retning og give sig tid. Det er som oftest, når man farer vild, at man bliver klogere på, hvor man i virkeligheden skulle hen.

Måske har vi som samfund nu har allermest brug for at gøre, hvad H.M Dronning Magrethe opfordrede os til for otte år siden: ”Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget, der ikke er behov for, noget unyttigt!”.

Man ved, at det er alvor, når en radikal begynder at citere kongehuset. Vi har brug for en radikalt anden tilgang i vores syn på værdien af uddannelse. I dette rige land må og skal vi kunne give plads til også de dele af uddannelsessystemet, hvis værdi ikke kan aflæses i et karaktergennemsnit eller et Excelark, men i stedet i fællesskaber, venskaber og kundskaber. Det er sådan vi skaber de bedste forudsætninger for et rigt ungdomsliv, og dermed et rigt samfund i fremtiden.

Tesfaye siger, at han har talt med ungdommen, men jeg er ikke sikker på, at han har lyttet.
I folkeskolen efterspørger eleverne mere medbestemmelse – ikke eftersidning. De beder om mindre præstationspres – ikke mere. På ungdomsuddannelserne taler de karakterfrie forsøg sit eget tydelige sprog: Mere trivsel, mere læring. Den reform, som regeringen med støtte fra DF og SF vil føre ud i livet, er ikke bare et eklatant svigt at kommende ungdomsgenerationer, den er også et alt for stort gamble med hele det fundament, som skal bringe os sikkert igennem en af de mest usikre tider i historien.