Det tyske demokratis skrøbelighed blottede sig med rigsdagsbranden i 1933. En brand, hvor der af asken voksede en diktator og en årelang tragedie, som fik filosoffen Hannah Arendt til at udtale »man kan ikke være tilskuer«.
De ord runger i mit hoved efter stormløbet på USA’s Kongres. Og nu forud for de måske planlagte attentater på demokratiske institutioner i hele USA i dag på indsættelsesdagen for Joe Biden.
Vi ved ikke, hvad der vil opstå af den amerikanske aske.
Det er et USA, hvor de hvæssede takker på Trumps konstruerede twittervirkelighed har skåret en dyb kløft ned gennem befolkningen. Et åbent sår, som er Joe Bidens bundne opgave at hele.
Det aftvinger også en samtale i Europa og i Danmark. Vi har ikke det samme sår. Men populisme spirer også her, og den forsvinder ikke af sig selv. Vi bliver nødt til højlydt at tale den midt imod, og vi må erkende, at den gnaver sig ind i det fundamentale, vi tager for givet: retsstaten.
Det er, som Venstre-manden Søren Pind skrev for nogle dage siden, ingen tilfældighed, at vi begynder et nyt årti med en rigsretssag. Det er udløberen af to årtiers flytten hegnspæle. En rejse, der begyndte med Dansk Folkeparti. Pænt pakket ind i ord om at »passe på Danmark‹ udfordrede de konventionernes grænser og underminerede langsomt alt det, der er fundamentet for vores tryghed.
Paludan og Stram Kurs fik mange til at vågne op og tage stilling i 2019.
– selv Lars Løkke var mættet efter fire års symbolpolitisk maraton, som nu kulminerer i sagen om de adskilte asylpar. Her blev loven brudt i angsten for at være en ’slapper’ i den strammerkamp, der udkæmpedes stædigt med kagefejring af andre menneskers ulykke, smykkelov, burkalov, udvisningsø og kronen på værket: paradigmeskiftet.
Og Nye Borgerlige fortsætter med sloganet om at ’løse problemerne fra bunden’. Retsstaten kan i deres hænder bøjes politisk. Den kan bruges, når det gælder den røde regerings minksag. Men ikke, når det handler om flygtninge fra Mellemøsten. Og det, selv om indholdet i sagerne om mink og asylpar er det samme: Loven er brudt. Jeg kigger derfor på jer, Søren Pape og Jakob Ellemann-Jensen. Vil I bygge et politisk projekt baseret på populismens konstruerede virkeligheder? Og i givet fald, hvor går grænsen? Skal det være Nye Borgerliges ambitioner om konventionsbrud, der sætter retningen? Eller Dansk Folkepartis nu højlydte ønsker om et Dexit?
Vi må trække en streg i sandet.
De, der spekulerer i at splitte, forsvinder ikke, bare fordi vi vender blikket væk. Eller forsøger at overtage budskaberne. Det kan altid blive vildere. Det er læren fra USA.
Vi må også stå ved, at ingen af os er uden skyld. Ja, Radikale Venstre har gennem årene været konfliktsky over for integrationsproblemer. Vi har et medansvar for, at vi har diskuteret tonen frem for virkelighedens problemer. Den arv og gæld vedkender jeg mig. Jeg ved også godt, at selv om jeg skriver dette, vil mine politiske med- og modspillere placere mig og Radikale Venstre som ekstreme.
Lars Løkke gør det på sociale medier, og det vil blive hvisket til ’kommentatorkøbing’ af både det røde og det blå spinkorps som en belejlig måde at placere sig selv som den moderate. Men den værdikamp, som herhjemme er udkæmpet på udlændingeområdet, og den splittelse, der er fulgt med, æder sig ind på os.
Det gælder, når der bliver lavet nazitegninger af Mette Frederiksen, og når Men in Black har opgivet troen på medier og kæmper med vold mod coronarestriktioner. Når unge klimaaktivister i modløshed dyrker grøften til boomerne. Og når Dansk Folkeparti kører heftig kritik af EU’s vaccinationsprogram, men sammen med Nye Borgerlige stemte nej til at sætte penge af til selvsamme program.
Derfor afhænger vores tryghed af, at vi taler populismen højlydt midt imod.
Vi bliver nødt til at afsløre, at populismen ikke har svarene på ulighed, flygtningestrømme, politisk korruption, globaliseringens fremmedgørelse eller klimaforandringer.
Men vi må ikke vende ryggen til de mennesker, der søger mod populismen – for vi bliver nødt til at tale sammen og løse de problemer, der nærer modløsheden og oplevelsen af kontroltab og mistroen til det etablerede.
I USA tror mange, at nu må det vende. Men hvad nu, hvis det forgangne årtis Trump har banet vejen for den næste Trump, der fortsætter kampen? Uanset udfaldet, så må man stoppe, inden det skrider.
Jeg siger nej tak til amerikanske tilstande. Vi kan her i Danmark godt dele os efter anskuelser, løse problemer og samtidig være sammen om det basale: retssind, lovsind og frisind, der er værnet mod gnavesår i vores demokratiske fundament.
