Anne Sophie Callesen, EU-ordfører
Hvad skal EU og Danmark dog i Afrika? Det er det seneste argument fra nej-siden i forbeholdskampagnen. Hvor man startede med EU-hærsspøgelset, er man nu nået til at tale om missioner i Afrika som noget, der foregår i ”fjerne egne” og ikke har noget med Europa at gøre.
Jeg troede ellers, at netop bekæmpelse af terrorisme, flygtninge- og migrantstrømme var noget, som optog i både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige? Svaret på, hvordan man konkret ønsker at bekæmpe disse problemer må siges at blafre i vinden, når man hverken ønsker mere udviklingsbistand eller større civilt-militært engagement i fx fredsbevarende missioner.
I Radikale Venstre ønsker vi ikke at vende tilbage til en tid med tvivlsom dansk militær aktivisme uden den nødvendige brede forankrig i Folketinget og internationale organisationer som netop EU og FN. Men helt at afvise, at Danmark kan være engageret udenfor Europa – fx i at bekæmpe pirateri ved Somalias kyst eller sikre at nødhjælp kan komme frem – har jeg ekstremt svært ved at forstå ræsonnementet i.
Stabilitet i Nordafrika og andre nærområder er nødvendigt. Først og fremmest af de åbenlyse humanitære årsager. Men også for Europas og Danmarks egen skyld. For er Europa der ikke, bliver det Rusland og Kina, som dominerer med militær tilstedeværelse og tvivlsomme udviklingsprojekter, som har til formål at kæmpe imod alt dét, vi tror på i Europa, og som kan undergrave styret i Kreml og Beijing. Demokrati, retsstat og menneskerettigheder. Derfor er et humanitært, civilt og indimellem desværre også militært engagement uden for Europa nødvendigt. Ukraine har vist os, hvad konsekvensen er, hvis vi vender ryggen til vores nærområder.
Vi har i Europa et medansvar for vores nærområders stabilitet. I Danmark skal vi også løfte vores del af ansvaret. I dag afskærer forbeholdet os fra at være med flere steder. Lad os i stedet være med, sætte retningen og tage ansvar, hvor det giver mening. Det handler ikke om at indlede krige – men om at sikre freden.