Vi er med i aftalen om finansloven for 2024 og er godt tilfredse med resultatet. Det er lykkedes at få kæmpet tydelige radikale aftryk ind i aftalen.
- Vi mødte op til forhandlingerne med ambitionen om at gøre finansloven grønnere, end regeringen havde lagt op til, og for at investere mere i den næste generation. Det er lykkedes, som finansordfører Samira Nawa siger.
Der bliver bl.a. afsat penge af til forbedring af vandmiljøet, udtagning af lavbundsjorde og til at få etableret mere fjernvarme næste år.
Jeg er simpelthen så glad for, at det lykkedes at forhandle finansloven meget grønnere end regeringens eget oplæg.
Samira Nawa er også glad for, at det er lykkedes at få cirkularitet, genbrug og reparationer på den politiske dagsorden:
- Vi sætter nu endelig – endelig – fokus på initiativer, der skal være med til reducere vores klimaaftryk fra forbrug. Initiativerne i finansloven er kun en start, men nu er de første skridt taget på Christiansborg mod at understøtte mere cirkularitet, mere genbrug og flere reparationer.
Herunder en oversigt over nogle af de radikale aftryk i finanslovsaftalen.
Reparationer og cirkulær økonomi
En hovedprioritet for os i denne forhandling har været at sætte politisk fokus på de globale konsekvenser ved vores store forbrug.
Det er et politisk ansvar at skabe rammerne for et mere bæredygtigt forbrug ved bl.a. at gøre det mere attraktivt og enkelt at foretage reparationer når tøjet eller køleskabet går i stykker. Det er et vigtigt skridt i retning mod at få etableret en stærkere kultur for reparationer i Danmark og for at reducere klimaaftrykket fra vores forbrug.
Vi er derfor meget glade for at regeringen har lyttet og er kommet os i møde, dels ved at etablere en pulje på 10 mio. kr. årligt, hvorfra der kan søges tilskud til projekter, der fremmer cirkulær økonomi og reparationer og dels ved, at der nu vil blive udarbejdet en handlingsplan for hvordan reparationer, adgang til reservedele og forlængelse af produktlevetid kan fremmes. I alt er der bevilget 80 mio. kr. til dette indsatsområde over de kommende 4 år - det er et meget velkomment og tiltrængt første skridt i retning mod et mere bæredygtigt forbrug!
Desuden vil der nu blive oprettet en pulje til grøn efteruddannelse og bæredygtighed, samt et driftstilskud til sekretariatet for Uddannelse for bæredygtig udvikling.
Pulje til flere hænder i PPR
Med aftalen giver vi PPR et tiltrængt og flot løft ved at afsætte midler til flere kollegaer, i de kommuner der trænger allermest. Det er der brug for, hvis der skal frigives tid til at de dygtige medarbejdere kan gøre det, de er bedst til og som gør den største forskel for børnene: Nemlig de tidlige fællesskabsorienterede forebyggende indsatser i stedet for, som i dag, at bruge alt for meget tid bag skrivebordet med individorienterede opgaver og udredninger.
Akutpakke for vandmiljø
Vi blev alle chokerede over billederne fra danske fjorde og farvande helt uden liv tidligere i efteråret. De danske farvande gisper efter vejret. I slutningen af oktober fremlagde vi, sammen med Enhedslisten, Alternativet og SF, en fælles akutplan for havmiljøet og vi har sammen kæmpet om denne sag i forhandlingerne.
Regeringen har lyttet og der er blevet afsat godt 400 mio. kr. over 4 år til en akutpakke for reduktion af kvælstof og forbedring af vandmiljø bl.a. med midler til at styrke indsatsen for udtagning af lavbundsjorde ved at lavbundskonsulenter og til den kommunale indsats.
Fjernvarmeudbygning
Fjernvarmepuljen har været en vigtig prioritet for os, både i vores eget finanslovsforslag og i forhandlingerne.
Hurtigere udrulning af fjernvarme er helt centralt i arbejdet med at styrke vores energi-uafhængighed fra Rusland, men fjernvarmepuljen, som skal bidrage til at gøre udbygningen af fjernvarme mere attraktivt for fjernvarmeselskaberne har været gabende tom.
I vores eget udspil foreslog vi 200 mio. kr. til fjernvarmepuljen. Vi kom ikke helt der op i forhandlingerne, men vi er trods alt meget godt tilfredse med at der næste år tilføres 150 mio. kr. til fjernvarmepuljen.
Fortsat tilskud til lukningstruede udkantsgymnasier og VUC’er
Vi har også kæmpet ihærdigt for, at det midlertidige tilskud til de lukningstruede udkantsgymnasier og VUC’er skulle fortsætte og det har vi nu fået gennemslag for – ikke blot for et enkelt år, men permanent!
Det er vi virkelig glade for!
Det vil bidrage til at lette presset på de mest udsatte gymnasier og give et mere attraktivt uddannelsestilbud i udkanten.
Annullering af besparelse i Center for Undervisningsmidler
Desuden er vi lykkedes med at aflyse den varslede nedskæring af Center for Undervisningsmidler (CFU).
CFU sikrer, at skolerne har et rigt og varieret indhold af kvalitetslitteratur i bøger og klassesæt, som løbende vedligeholdes og opdateres, og som bidrager til meningsfuld praktisk og aktiv læring væk fra skærmene.
Det skal bevares og ikke beskæres!
Center for hjerneskade
Der bliver nu afsat 10 mio. kr. årligt til et løft af fritvalgsrammen til Center for hjerneskade.
Center for hjerneskade tilbyder specialiseret genoptræning til mennesker med hjerneskader og hjælper mennesker tilbage til deres liv og på arbejdsmarkedet. 8 ud af 10 af patienterne vender tilbage til arbejdsmarkedet efter et forløb på centeret.
De får årligt ca. 120 henviste patienter, der er i målgruppen for intensiv specialiseret genoptræning, men den finansiering, centeret har haft til rådighed indtil nu, rækker kun til ca. 45 patienter årligt. Et løft på 10 mio. kr. årligt er vel anvendte penge.
Velgørende organisationer
Derudover har vi sikret fortsat støtte til en række velgørende organisationer, dels i finanslovsaftalen og dels i aftalen om udmøntning af SSA-reserven, som blev indgået i starten af november.
Det er fx AIDS-fondets Checkpoint, Danner, Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, samt Livslinien.