Det talte ord gælder
I dag vil jeg vende tilbage og prøve at se frem.
I dag håber jeg, at vi tager os tid til at vende blikket ud og se ind.
Jeg håber, vi tager os tid til at se ind på det Danmark, vi er.
Det Danmark vi er blevet, og det Danmark, vi skal være.
At vi tager os tid til at se på Danmark i Europa, og verden i Danmark.
-----
Først, vil jeg vende tilbage og se frem.
Tilbage til en anden tid for tre årtier siden. I 1989 faldt muren. Jeg var 14 år gammel.
Jeg kan stadig huske dagen. Murens fald var billederne af kold beton, der blev brudt ned.
Det var billeder af mennesker, der igen mødte hinanden.
Folket, mennesker i millionvis, gjorde krav på deres ret til at trække deres egne folkegrænser. De brød den uigennemtrængelige beton ned, der adskilte dem.
For første gang oplevede jeg storpolitisk, at når vi står sammen – på tværs af lande- og folkegrænser - kan vi forandre.
Jeg blev så inspireret.
Imens støvet fra murens beton lagde sig, udviklede et nyt Europa og og et udvidet EU sig - bygget på fred, fællesskab, samhandel og endnu tættere samarbejde. Det var måden at binde et nyt genforenet Tyskland ind, så landene omkring ikke følte sig truet. Det virkede.
Imens støvet fra murens beton lagde sig, udviklede et nyt Europa og og et udvidet EU sig - bygget på fred, fællesskab, samhandel og endnu tættere samarbejde. Det var måden at binde et nyt genforenet Tyskland ind, så landene omkring ikke følte sig truet. Det virkede.
Men hvilket Danmark – Danmark i Europa og verden - forventede jeg som teenager, tre årtier senere?
Murens fald og billederne af demonstranterne fra den himmelske freds plads i Beijing få måneder inden gjorde, at jeg som ung teenager havde en spirende tro på et stadigt bedre verdenssamfund. Men også et bevis på, hvor svært det er. Demonstranterne fra den Himmelske Freds plads er vist nok aldrig set siden.
Men alligevel. Dag for dag. År for år.
Jeg troede på, at der aldrig mere ville opstå territorial krig i Europa. Krig, hvor et land angriber et andet, for at vinde dets territorium.
Jeg troede på, at tiden, hvor stater såede splittelse mellem folk på tværs af landegrænser, ville være forbi.
Jeg troede på, at folkets frihed endeligt havde sejret.
Jeg troede på, at de allerstørste udfordringer, dem kunne vi løse. Vende til muligheder.
Muligheder for – og respekt for – andre mennesker. Også for dem, vi ikke umiddelbart synes ligner os selv.
Jeg troede på, vi kunne løse det med huller i ozonlaget og at isen smeltede – uden jeg måske helt forstod klimakrisen dengang. Og hvad den ville udvikle sig til.
-----
Tilbage til i dag.
Jeg kan godt forstå, mit 14-årige jeg ville være bekymret, hvis hun så det, jeg ser i dag. Billederne der fæstner sig i de 14-årige i dag er dem fra Butcha, Irpin, Mariupol.
Men jeg vil også berolige hende.
Putins angreb på Ukraine har vist, at sammenholdet i Europa og Vesten er stærkere, end mange troede det var.
At vi i Danmark, i Europa og på tværs af landegrænser har samlet os for at vise, at når mørke kræfter forsøger at splitte os ad, så står vi sammen.
Det er vores værn mod vold, det er vores sværd.
-----
For vores fremtids skyld, skal vi søge det og dyrke det.
-----
Jeg vil vise hende, at vi i dansk politik kan indgå historiske aftaler som det nationale kompromis om forsvar- og sikkerhedspolitik i Danmark.
Jeg vil bevise for hende, at vi i Europa tager ansvar for vores egen sikkerhed og vores eget forsvar, som vores allierede har bedt os om.
Jeg vil vise hende, at vi i Danmark søger indflydelse ved at melde os ind i forsvarssamarbejdet i EU.
Jeg vil bevise, at Danmark er sit ansvar i verden bevidst for de humanitære katastrofer og konflikter, der sender mennesker på flugt.
Murens fald og billederne af demonstranterne fra den himmelske freds plads i Beijing få måneder inden gjorde, at jeg som ung teenager havde en spirende tro på et stadigt bedre verdenssamfund. Men også et bevis på, hvor svært det er. Demonstranterne fra den Himmelske Freds plads er vist nok aldrig set siden.
Fra én krise til en anden. Klimakrisen.
Det danske Folketing er endelig i bevægelse på klimaområdet. Vi bevæger os fra ord til handling lige nu. Tak. Det var på tide. For indtil nu har det været for lidt og for sent.
Vi er så langt fra i mål.
Men jeg tør i dag godt sige til den teenager, jeg var, at vi nu er i gang. At vi ved det er alvor.
Fordi vi i Danmark har modet til at træffe de svære valg. Gå forrest. Det er svære valg, der har drevet vores samfund frem.
Jeg vil sige til hende, at en grønnere verden venter.
At fuld uafhængighed af fossile energikilder og overgang til energiøer og grøn energi ikke er en utopi, men noget vi i Danmark nu samler resten af Europa om at sikre.
Jeg vil lade hende forstå, at den bundne opgave er fuld af muligheder. Men jeg vil også forstå hendes fortsatte bekymring. Hendes legitime ret til at kræve handling af mig som voksen. Af jer.
-----
Lad os vende blikket ud og se ind.
Prøve at se på Danmark, som andre ser på det i dag - i vores samtid.
Hvilket Danmark ser I? Hvilket Danmark ser europæerne? Hvilket Danmark ser andre borgere i verden?
Er vi de forbeholdne? Hvem er vi?
Skal Danmarks landegrænser være dem, der begrænser kærlighed fra at vandre og komme hjem igen? Fordi danskere ikke kan forelske sig i udlændinge og få lov at bo i deres eget land, selvom de kan forsørge sig selv. Jeg tror ikke, det er folkets grænse.
Prøv at se forbi vores landegrænser, bølger blå, bytårne og bakketoppe – selvom jeg godt ved, at det er de grænser, litteraturen og kunsten ofte har trukket og malet for os.
Prøv at se, om du kan finde vores folkegrænse.
Se for jer det Danmark, vi, her i Folketinget, er med til at ændre.
Se på det Danmark, vi på gode dage er med til at forandre.
Se på det Danmark, vi er.
Hvordan ser vi egentlig ud, for dem, der kigger ind?
Det håber jeg, vi kan også kan debattere i dag.
Hvilket Danmark ser den verden, der kigger ind? Er det et Danmark, der rækker ud over os selv? Ud over egne grænser til de andre europæere? Men også udover Europas grænser, fordi Europa ikke er verden. Vesten er ikke verden.
-----
Hvor trækker vi vores grænse i forhold til for eksempel at hjælpe mennesker på flugt? Skal vi trække nogle nye? Lære noget af den vilje og evne vi har vist til at tage imod de flygtende ukrainere? Hjælpe flere dér hvor de er, så de ikke tvinges til at flygte?
Er vi, danskerne, de forbeholdne i en sådan grad, at vi ikke vil og tror på at vi kan skabe et fælles, stærkt europæisk asylsystem?
Er vi dem, der med symbolvold og magt insisterer på at køre solo udenfor fællesskabet og sende folk der er flygtet til Danmark til en lejr i Rwanda – for afskrækkelsens skyld? Så de andre lande kan løfte opgaven i stedet for os?
Og er vi et land, der lader fem små danske børn rådne op – risikere at dø – i en fangelejr i Syrien, fordi vi ikke selv vil stå for at retsforfølge deres tre mødre?
Skal Danmarks landegrænser være dem, der begrænser kærlighed fra at vandre og komme hjem igen? Fordi danskere ikke kan forelske sig i udlændinge og få lov at bo i deres eget land, selvom de kan forsørge sig selv.
Jeg tror ikke, det er folkets grænse.
-----
Forandring kræver, at man tør tænke stort og nyt. Og tør at ændre indstilling, når virkeligheden forandrer sig omkring os.
Tænk, at vi bor i et frit og fredeligt land, hvor vi kan kæmpe for det, vi har kært. Den fred og den frihed kan vi aldrig tage for givet.
De fællesskaber og de sammenhold, vi er en del af, har vi møjsommeligt opbygget gennem mange år. Dem kan vi heller ikke tage for givet. Vi kan lægge kræfter i dem og styrke dem. Det er vores valg. Jeg er taknemlig for at vi bor i et land, hvor vi har det frie valg.
Tak for ordet.
