Samira Nawa ved doorstep-møde
Nyhed

Grøn strøm til mere end 14 millioner husstande

Som årene går, står nogle dage tydeligere i hukommelsen end andre. Onsdag d. 30. maj 2023 kommer til stå lysende grønt i den radikale hukommelse. For denne dag blev Radikale Venstre sammen med regeringen og en lang række af Folketingets øvrige partier enige om rammerne for Danmarkshistoriens største udbygning af havvind.

Inden udgangen af 2030 skal der opføres op mod 14 GW eller omkring 900 af Vestas største havvindmølle i de danske farvande.
Havvindmølleparkerne vil kunne forsyne 14 mio. danske og europæiske husstande med grøn strøm. Havvindmøllerne vil også gøre det muligt at producere grøn brint ved hjælp af PtX. Aftalen er dermed et stort skridt fremad i den grønne omstilling.

"Det er en god aftale for klimaet, for os i Radikale Venstre og for alle, der skubber på for den grønne omstilling. Nu kan vi langt om længe komme i gang med den kæmpe udbygning af havvind, vi har ventet på så længe. Det har taget sin tid – men nu kommer vi i gang", siger Samira Nawa, klima- og energiordfører for Radikale Venstre.

Aftalen indebærer, at der skal udbydes 3 GW havvind i Østersøen omkring Bornholm, alt i mens de resterende 6 GW skal placeres i områderne Hesselø, Nordsøen, Kattegat og Kriegers Flak. Aftalen giver mulighed for at overplante, hvilket betyder, at der kan opstilles flere havvindmøller på arealerne end den udbudte minimumskapacitet. I så fald vil havvindmølleparkerne kunne producere grøn strøm til mere end 14 mio. husstande.

"De mange havvindmøller skal give grøn strøm til danske husstande, elektrificering og produktion af grønne brændsler – men endnu vigtigere skal vindmøllerne bidrage til den grønne omstilling hos vores europæiske naboer. Det gør mig stolt som klimaordfører, at et samlet dansk folketing kan se ud over Danmarks grænse og bidrage til den globale klimakamp", fortæller Samira Nawa.

Vindmøller og havnatur må ikke blive hinandens modsætninger. Vores kamp for klimaet skal ikke ødelægge miljøet.
Samira Nawa

Som noget helt nyt skal staten eje 20 pct. af havvindmølleparkerne. Det er ikke en ide, der har vokset i Radikale Venstres baghave. Der har været højere – og lavere – tal på bordet og som i alle andre aftaler er det forligets kunst. Nu skal ministeriet følge udbuddet og vurdere om ejerskab skal være fremtidens møde at sikre staten en andel af værdiskabelsen, eller om der findes andre modeller. Derudover har økonomien i projekterne omkring Bornholm vist sig, at der vil være et støttebehov. Det betyder at penge fra bl.a. den Grønne Fond skal sikre, at projekterne føres ud i livet.

"Den Grønne Fond, som Radikale Venstre tog initiativ til, har fungeret som en grøn forsikringsordning, der kan sikre etablering af Energiø Bornholm. Og det siger sig selv, at jeg er glad for, at Den Grønne Fond fyldes op i tilfælde af overskud. Det har vi også stået hårdt på i Radikale Venstre", siger Samira Nawa.

Men vigtigst af alt har Radikale Venstre fået massive indrømmelser i forhold til miljø og bæredygtighed. For første gang nogensinde skal der stilles krav om udarbejdelse af livscyklusanalyser for vindmølleprojekterne og krav om genanvendelige vindmøllevinger. Men også under havets overflade forbedres forholdene. For to af vindmølleparker vil der blive stillet krav om såkaldt naturinkluderende design – altså design af vindmøllefundamenter mv. – som kan sikre at havvindmøllerne bidrage til biodiversitet, i stedet for at gøre skade.

Derudover vil der blive etableret en Havnaturfond, som får tilført 500 mio. kr. fra Grøn Fond, med muligheder for yderligere 350 mio. kr., hvis staten får flere indtægter fra udbuddene end forventet.

"Det har været en radikal mærkesag i forhandlingerne. Vindmøller og havnatur må ikke blive hinandens modsætninger. Vores kamp for klimaet skal ikke ødelægge miljøet. Med en havnaturfond med penge allerede fra 2024 vil vi kunne igangsætte genopretning af Danmarks havmiljø som i dag er under massivt pres. Det er – ligesom den enorme udbygning af havvind – historisk", siger Samira Nawa.