Af Martin Lidegaard
Uvirkeligt. Det er måske den følelse, der fylder mest lige nu. Krig, blod, bomber på europæisk jord i det 21. århundrede.
Dernæst forfærdelse. Tusindvis af unge mennesker står nu til at miste livet, endnu flere vil blive lemlæstet og langt flere sendt på flugt til en uvis skæbne.
Alt sammen uden menig eller formål. Det er forfærdeligt.
Der hviler et historisk tungt ansvar på Putins skuldre. Generationer af ukrainere og russere vil fordømme ham og hans medsammensvorne, for begge folk kommer til at betale dyrt. Min tanke går i dag især til mine ukrainske venner og kollegaer, der går mørke dage i møde. Fat mod, Ukraine. Find styrke i modstanden og historiens dom.
Men jeg tænker også på mine venner i Rusland, der hver dag sætter deres liv på spil i deres politiske modstand mod Putins regime. Der har aldrig været mere brug for jeres mod.
Er selv på vej til Paris for at mødes med mine formandskollegaer fra de udenrigspolitiske udvalg i hele EU. Mens EU’s regeringer forhåbentlig nu vedtager de stærkest mulige sanktioner og forbereder en solidarisk fordeling af flygtninge, vil mit budskab til kollegaerne være ét:
Men de traditionelle sanktioner er ikke nok.
Det er NU, at der skal tages en principbeslutning om at udfase import af russisk gas til EU. Vi kan ikke blive ved med at pumpe milliarder af Euro i Putin og hans krigsmaskine. Lad os nu få lavet den køreplan, der kan erstatte russisk gas med energieffektivitet, vedvarende energi og alternative forsyningskilder. Det er en beslutning, som det vil tage nogle år at effektuere, men alene principbeslutningen og den gradvise udfasning år for år vil være det stærkest tænkelige signal i den nuværende situation.
Det har vi brug for.
---------------
