Rosa Parks
Malala Yousafzai
Jina Mahsa Amini
Hvad har disse modige kvinder til fælles?
Trangen til at bryde ud! Viljen til at sætte fri! Lysten til at gøre op!
Med urimelige regler. Med formørket religion. Med et dybt undertrykkende patriarkat.
Det, der sker i Iran i disse dage efter mordet på Jina Mahsa Amini, er intet mindre end enestående. Efter 43 år rejser en nation sig. Mod et religiøst diktatur. Og siger fra.
Forrest står kvinderne. Modige. Sammen. Med tørklædet i hånden. Fremfor på hovedet.
De iranske kvinder kæmper for noget, som er større end dem selv. Som er større end det øjeblik i verdenshistorien, de lever i.
Det var Hillary Clinton, som sagde: "Kvinderettigheder er menneskerettigheder. Og menneskerettigheder er kvinderettigheder."
Så når iranske skolepiger tager tørklædet af i trods. Når iranske studiner smider tørklædet for fødderne af deres rektor. Når iranske mødre kaster tørklædet på bålet. Så gør de det ikke bare for sig selv. For deres børn. For deres familier. For deres land. De gør det for os alle sammen. Kvinder og mænd. Verden over. Som hellere vil leve i frihed end under tvang. Som hellere vil finde deres egen vej i livet end at lade præster, terrorister eller buschauffører finde den for dem.
Som Malala, der blev skudt i hovedet som 14-årig af Taliban, skrev i sin bog efter attentatet: "Der findes to slags magt i verden; Sværdets magt og pennens magt. Men der er også en magt, der er stærkere end dem begge: Kvindens magt."
Den magt er lige nu ved at forandre verden. Og hvor vi håber, at den også får kraft nok til at ændre Iran.
Det er derfor, vi er her i dag. Det er derfor, vi har demonstreret længe. Det er derfor, vi klipper totter af vores hår. Og sender det til den iranske ambassade. For at vise, de iranske kvinder, at I ikke er alene. Men, at en hel verden følger med. I jeres beundringsværdige kamp. En kamp som ikke er ny. Men som har varet længe.
De fleste store forandringer i verden bliver påtvunget os udefra. En vanvittig despot går i krig. Klimaforandringer og naturdød ændrer den virkelighed, det landskab og den hverdag vi lever i. Forandringerne i Iran lige nu sker ikke pga. ydre pres. Men pga. indre mod. Hos kvinder og mænd. Som tør rejse sig mod overmagten. Og sige fra.
Dem skal vi hylde. Dem skal vi støtte. Dem, skal vi hjælpe til at lykkes.
Det er derfor, vi er her i dag. Det er derfor, vi har demonstreret længe. Det er derfor, vi klipper totter af vores hår. Og sender det til den iranske ambassade.
For at vise, de iranske kvinder, at I ikke er alene. Men, at en hel verden følger med. I jeres beundringsværdige kamp. En kamp som ikke er ny. Men som har varet længe.
Iranske Fatimah Baraghani, bedre kendt som Tahirih, tog i 1848 sit tørklæde af ved en konference fuld af mænd. Hun betragtes som Irans første feminist. Hendes sidste ord, før hun blev henrettet, skulle have været: ”I kan slå mig ihjel, men I kan ikke stoppe kvindefrigørelsen.”
Kvinderettigheder er menneskerettigheder!
Jeg vil slutte med et citat af Rosa Parks. Til Irans kvinder og til os alle sammen: "Du må aldrig være bange for, hvad du laver, når det er rigtigt!"
Kvinde. Liv. Frihed.
Tak for ordet!
Sofie Carsten Nielsen holder tale ved Global day of action for Iran
