Af Martin Lidegaard
Kære Mattias Tesfaye
Tak for dit vigtige interview i Weekendavisen om ”Åndelig oprustning”. Ikke overraskende er jeg positivt indstillet over for dit fokus på dannelse og demokrati, som hele mit parti er bygget på.
Folkeskolens betydning for det enkelte menneskes frisættelse og mulighed for at tage ansvar for sig selv og andre - og uddannelse og dannelse som måske det vigtigste værn mod de mørke og antidemokratiske kræfter, der i disse år vinder frem.
Så tillad mig også at lancere en dyb forundring over dit interview.
For hvordan kan du tillade dig at påstå, at vores nuværende folkeskolelærere opfatter sig selv som teknokrater?
Det virker ærligt talt som om, at det er længe side ministeren har sat sine fødder i et klasserum. Lærerne fungerer allerede i dag som mentorer, rollemodeller og vejledere, der aktivt arbejder for at udvikle elevernes kritiske tænkning, sociale kompetencer og demokratiske værdier.
Denne dannelsesopgave er fundamentet for at skabe ansvarlige, engagerede borgere, der kan bidrage positivt til samfundet.
Det, som Tesfaye ifølge ham selv, har brugt hele sin weekend på at fundere over, har de fleste lærere brugt hele deres virke på at ånde og være for vores børn i skolen.
Regeringens politik støtter ikke ligefrem lærerne i denne del af deres virke.
Og hvis ministeren ønsker at gøre lærere til ”åndsfyrster”, så er det jo påfaldende, at hans parti i årtier netop har kæmpet for det modsatte.
Vi radikale har stået fuldkommen alene i forhandlinger med netop Socialdemokratiet om at få ånd, kunst og kultur til at fylde meget mere i læreruddannelsen – og i folkeskolen for den sags skyld.
Hvis man vil have lærere, der har ånden og dannelsen for øje snarere end at levere tropper til konkurrencestaten, så skulle man måske lade være med at binde alt deres undervisning ind i læringsmål og kræve, at de gennemfører nationale test og et hav af prøver og karaktergivninger.
Nu er vi så endelig i det nye folkeskoleforlig - og tak for det! - ved at gøre op med politikker, der fokuserer ensidigt på målbare resultater og standardisering og indsnævrer fokus til testresultater og kortsigtede succeser.
Men det er som om nissen flytter med, når det kommer til den faktisk førte politik.
Så sent som i august måned foreslog regeringen for eksempel i ramme alvor at skære tilskuddet til al musikundervisning i gymnasiet, så både de store musikgymnasier som Sankt Annæ og Aurehøj ville blive ødelagt, ligesom de helt almindelige musiklinjer på landets gymnasier.
Det ville have ført til massiv mangel på musiklærere i både folkeskole og fritid, det ville have stoppet drengekor og pigekor. Men det ville også betyde et stop for morgensangen og højskolesangene, måske den mest demokratibærende institution i den danske kulturarv. På samme måde ville I skære tilskuddet til oldgræsk.
Vi radikale var det eneste (!) parti i det danske folketing, der ville kæmpe den kamp og med det yderste af neglene fik stoppet besparelsen en sen nattetime i Finansministeriet.
Det er ét eksempel.
Men bestemt ikke det eneste.
F.eks. er det svært at forestille sig at dannelsen vil trives bedre i de sidste år af folkeskolen, ved at hæve adgangskravet til gymnasiet, og på dermed hælde mere benzin på præstationskulturens bål, som du også lægger op til?
Hvis vi vil have et sprudlende demokrati med et stort ”vi”, så skal vi ikke have en skole, der i dag har så snævre rammer, at børn skal have medicin for at være i den.
Så skal vi ikke have en skole, der ensretter børn, putter dem i kasser, hvor man sidder stille det meste af dagen, bliver bombarderet med test, læringsmål, prøver og karakterer, som dræber børns nysgerrighed og mod på at lave fejl og blive klogere.
Hvis vi vil styrke ”vi’et”, så skal vi investere i de rum, hvor børns fællesskaber netop trives: I SFO’en, på fritidshjemmet i klubberne. I stedet har man beskåret dem med mindst 2 milliarder siden folkeskolereformen blev indført.
Det er netop i fritidspædagogikken, at børn får tilbudt præstationsfrie fællesskaber, hvor alle kan føle, at de slår til, har venner og voksne, der gider dem.
Hvor man kan spille i band, lave musical, lege, forhandle, blive afvist, blive accepteret, lave fejl og lære af dem. Hvor man kan blive klogere på, hvad man kan lide og ikke kan lide og dermed, hvem man er.
Hvis vi vil have ånd, kunst og kultur tilbage i folkeskolen, så kræver det lærer- og pædagoguddannelser som giver plads til netop det, og som ikke skærer det dannende væk, som regeringen lægger op til.
Så kære Mathias. Vi radikale omfavner og takker for din nye tilgang til uddannelse. Men lad os satse på ånd og demokrati i respekt for den kæmpe indsats, der allerede sker fra lærernes side, og så faktisk også ændre den politik, som i dag spænder ben for, at lærerne kan lykkes.
Læs endelig med her, hvis du mangler inspiration: Børneløftet.