Lotte Rod om Børneløftet: Det er det vigtigste, vi kan gøre

Tale på Radikale Venstres landsmøde af Lotte Rod

Tænk på nogle af de gode minder fra jeres barndom. Hvad syntes I var sjovt at lege? Var der nogen, der tænkte på at lege udenfor med venner?

Det gjorde jeg. Jeg er vokset op på Teglholt i Aabenraa, hvor vi var ude på vejen hele tiden, tegnede med kridt og løb på rulleskøjter. Hvis vi var da ikke gik hjem til nogen for at score en spegepølsemad. Og så måtte vores forældre gå fra hus til hus for at finde os, når de skulle bruge os.

I min klasse var vi 15 elever. Vi var på koloni hvert år og spillede en masse teater.

Og som så mange af os, der var børn i 90’erne, gik jeg på et fedt fritidshjem. Med kaniner og cykelværksted.

Nu er jeg selv forælder.

Der er ikke nogen børn på vejen, jeg kan sende mine egne børn ud til. Fritidshjemmene er sparet væk, og SFO’erne er bare ikke det samme. Der er alt for meget skærm og stillesiddende portalundervisning, fordi lærerne ikke har tid til at forberede sig eller råd til en busbillet.

Der er beskeder på Aula om, man godt lige må komme og hente børn tidligt i børnehaven i dag, fordi der mangler personale.

Det kræver en landsby at opfostre et barn, men forældre har aldrig stået mere alene.

Der er noget helt skævt. Mens samfundet og vi voksne bliver rigere, køber et nyt køkken og en ny bil, er børns liv blevet fattigere.

Jeg tænker på det, hver gang jeg går ind ad den fine port i Undervisningsministeriet, op ad den gamle trappe og hænger jakken foran Jørgen Jørgensen, Ole Vig, Margrethe Vestager og de andre gamle undervisningsministre. Allerede inden jeg går ind til forhandlingsbordet, ved man bare, at det ikke bliver rigtigt godt.

Dansk politik har i mange år manglet evnen til at forestille sig, at det kunne være helt anderledes

Jeg er inspireret af stærke stemmer som Sigge Winther og Emma Holten, der rusker op i den offentlige debat. Men jeg er overbevist om, at det er os, der er i politik, der kan lave det om.

Det er det lederskab, vi vil tage på os.

Danmark bygger på, at vi går i klasse med hinanden på kryds og tværs. Men i længden kan ingen forældre leve med at aflevere børn med ondt i maven, og så vælger man fællesskabet fra.

Vi har brug for en ny samfundskontrakt.

Vi vil give et børneløfte:
Prøv at forestille dig: Du afleverer dit barn til en fast pædagog om morgenen. Når du kommer tilbage om eftermiddagen er pædagogen i gang med at fortælle historier eller dit barn er fordybet i leg med mudder på knæene og lommen fuld af sneglehus.

Vores børn skal være sammen med en uddannet pædagog i en lille børnegruppe hele dagen og ikke bare et par timer om formiddagen. De skal have lov til at være børn helt frem til skolestart i august.

Pædagoguddannelsen skal være den fedeste uddannelse med pædagogik og værksteder, vi skal i gang med at uddanne medhjælpere til pædagogiske assistenter og pædagoger i alle vuggestuer og børnehaver og vi skal lave en fri pædagogskole, ligesom Den Frie Lærerskole i Ollerup.

Forestil dig så, dine børn kommer hjem fra skolen. Din søn fortæller dig, at du skal lade være med at koge bønnerne så længe. Han er i køkkenet i denne uge for at lave mad til hele skolen. Din datter er helt opslugt af et rollespil i historie.

Telefoner, computere, iPads og portalundervisning er ikke længere hverdag. Vikarer er en sjældenhed.

Vi vil have veluddannede lærere med ordentlig forberedelsestid. De skal kunne tage en kandidat oven på deres uddannelse.

Vi vil lykkes med inklusionen ved at prioritere penge til, der kan være to voksne i halvdelen af timerne.

Der skal være meget mindre skærm og meget mere undervisning ud af klassen.

Vi vil give 1500 kr. pr elev til materialer i fagene, udflugter og lejrskole. De skal høre koncerter, se teater og møde kunstnere.

De skal have skolemad. Af med klamme toiletter. Flere skal på efterskole.

Vi skal holde op med at måle og bedømme børn hele tiden. Vi skal lave en skole med begejstring.

Og når dine børn har fri fra skole, skal de kunne tage på fritidshjem. Helt op til 6. klasse.

Du kan lige så godt lade være med at komme for tidligt. Din søn skal først lige være færdig med at indspille et nummer, han selv har skrevet. Din datter er ved at gøre rent ved kaninerne.

Det er sådan et rigtigt fritidshjem, hvor børn træder ind i en synlig anden verden end skolen med kaniner, bålhytte, musikstudie, træværksted og krearum, hvor de både bare kan hænge ud sammen med deres venner over et brætspil eller blive rigtigt dygtige i værkstederne.

Klubberne skal have åbent om aftenen, og pædagoger skal have tid til at opsøge de unge, hvor de er.

Vi vil gøre det nemmere at lave bilfrie dage og omdanne villaveje til børnezoner, hvor børnene kommer først.

Vi vil genrejse de bemandede byggelegepladser, så det ikke kun er noget for de heldige i København, men i hele Danmark. Vi vi styrke civilsamfundet.

Børn skal have meget mere vild leg i naturen.

Det er en stor plan. 15 mia. kroner er mange penge. Men det er det, det koster at gøre det ordentligt. Og det at være radikal har altid handlet om at lave omfattende forandringer af samfundet for at sikre oplysningstidens frihedsidealer, rettigheder og demokrati

Mens jeg var uddannelsesordfører for verdens bedste Radikal Ungdom for 20 år siden, skrev Martin Det kreative Danmark: Hvad nu hvis vi turde tænke Danmark forfra, tog det bedste fra os selv og vores historie og fandt de gode svar til nye tider

Da jeg så kom i Folketinget, ville jeg i mange år lave regnemodellerne om. Men så sagde en topøkonom til mig: Man kan bruge et helt politisk liv på at lave modellerne om. Man kan også bare træffe de rigtige beslutninger.

Det er det, vi gør med børneløftet.

Trådene fører ikke bare tilbage til Det kreative Danmark med helt tilbage til, da partiet blev dannet i 1905. Vi er stiftet på:

• at give alle lige Adgang til Kundskab og gøre alle delagtige i vor Kultur.
• at løse Folkeskolens Lærere fra deres tvungne Forhold – der dengang var til Kirken.
• at udvide Forældrenes Indflydelse paa Skolen.
• og at få frie Skoler, der ikke fremmede Klasseinteresser.

Indrømmet. De gjorde det noget kortere dengang end Børneløftet på 31 sider. Men alt var jo heller ikke bedre i gamle dage. Tænk, nogle gigantiske fremskridt vi har gjort de seneste 100 år ed med vuggestuer, børnehaver, fritidshjem, byggelegepladser, pædagog- og læreruddannelse.

Men det er det samme ideologiske kompas.

Det er interessant i en tid, hvor man på begge sider af os - både borgerlige og socialister - er ved at gøre familiepolitik til et spørgsmål om, at flere børn skal være hjemme hos deres forældre.

Det socialliberale svar er at styrke fællesskabet. At forældre tager ejerskabet tilbage. Børnehaven og skolen er ikke staten eller kommunen. Det er vores.

Vi har grund til at minde hinanden om, at robusthed ikke bor inde i det enkelte barn. Det ligger i samfundet rundt om børnene.

Børneløftet er den moderne landsby – børnehaven, skolen, fritidshjemmet, spejdertruppen, fodboldklubben og vennerne på vejen.

Som radikale insisterer vi på at tale om trivsel på en ny måde.

Fællesskab er noget, der bare er der. Fællesskabet er ikke til for, at jeg skal have det godt. Fællesskab er ikke noget, man får. Det er noget, vi giver.

Når vi sender vores børn i skole og fritidshjem, er det ikke kun, fordi vores børn skal have noget ud af det. Men fordi vores samfund er bygget på, at vi kender hinanden og har tillid til hinanden, og vi alle sammen bidrager til fællesskabet.

Børneløftet handler om børn. Men det handler lige så meget om fundamentet under hele vores demokrati. Uanset hvor mange penge man hælder i krudt og kugler, ligger den vigtigste styrke i Danmark i at opdrage vores børn til at være selvstændige og kritisk tænkende medborgere, som ikke blindt adlyder autoriteter, men har indsigten og modet til at danne egne holdninger og sige fra.

Børneløftet er ikke en smart strategi, taktik eller et tal, der lyder godt.

Martin sagde i Politiken, det er det bedste, vi kan gøre. Jeg vil tilføje: Det er det vigtigste, vi kan gøre.