Martin Lidegaard: Børn og unge og deres fremtid skal fylde mere i dansk politik

Martin Lidegaards åbningstale ved Folketingets åbning, 3. oktober 2024.
Det talte ord gælder.

Kære kollegaer

Nogle gange er politik kompliceret. Andre gange er det meget enkelt. 

Især hvis man vælger at kigge helt konkret på, hvad partierne i dette ting vælger at prioritere - og ikke at prioritere.

I dag har vi igen prioriteret en debat om de ældre i Danmark og deres pension. Det er dét valgtema, som Socialdemokratiet igen ønsker at gå til valg på. Det er de ældre vælgergrupper, som især SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti igen vil slås om.

Og for Radikale Venstre er det også en relevant debat. For en genforhandling af velfærdsaftalen vil mindst koste 29 milliarder kroner. Om året. 29 milliarder kroner, som vi så ikke kan bruge på at løfte vuggestuer, børnehaver og skoler for vores børn. 29 milliarder kroner, vi ikke kan investere i vores unge og deres uddannelser.

Derfor står vi bag den fælles vedtagelse fra en samlet opposition, hvor vi beder regeringen om en hurtig genforhandling af velfærdsaftalen.

For der er et mønster og der en ny skillelinje i dansk politik, og det har der været i mange år, når det handler om, hvilke generationer vi prioriterer.

Lad os starte med vores sundhedspolitik.

Vores samlede sundhedsudgifter udgør årligt, i runde tal, 250 mia. kr.

Ifølge Danmarks Statistik anvender vi bare 5 pct. af udgifterne på sundhedsfremme og forebyggelse.

95% af alle nye midler tilført vores sundhedsvæsen de seneste årtier er gået til at behandle +65 årige. Og jeg under de ældre en god behandling, men det ville jo være bedre, hvis de slet ikke blev syge. Og det ville være bedre, hvis vi for alvor investerede i de tidlige og forebyggende indsatser for at bekæmpe social og sundhedsmæssig ulighed og fremme børn og unges trivsel – før de bliver voksne.

Der er behov for en ny generationskontrakt i vores sundhedspolitik, et paradigmeskifte, hvor vi ikke taler om forebyggelse, men udfører den.

Lad os derefter kigge på vores grønne omstilling.

Da Rusland invaderede Ukraine, blev de fleste partier her i salen enige om, at det skulle være slut med at importere russisk gas. Men vi prioriterer det ikke.

Vi kan godt finde ud af at afsætte 200 milliarder til det danske forsvar, men vi kan ikke finde ud af at bruge få milliarder på at lukke for fossil gas i Danmark. Danmark og EU pumper stadig milliarder i Putins krigsmaskine gennem vores import af gas.

Det er beskæmmende.

Der er heller ikke blevet sat vindmøller op på land de seneste fem år og der er ikke nogen strategi for udbud af havvind efter 2030, selvom Europa ikke kan gå grønt, ikke kan frigøre sig fra Putin, uden havvind fra Nordsøen.

Hvad gør den danske regering? Ingenting. Hvilken strategi har man? Ingen. På det område, hvor Danmark måske kunne gøre mest for europæisk sikkerhed og for klimaet.

Med den grønne trepart er der nu lagt op til indgåelse af den tredje frivillige aftale med landbruget, siden Lars Løkke Rasmussen for små ti år siden valgte at droppe de danske vandmiljøplaner. Vi kender alle konsekvensen.

Vores fjorde dør. Vores have dør. Vores natur på land er trængt som aldrig før. Nu mener statsministeren så, at der er indgået en ny ”grøn generationskontrakt”. Men det er ikke en kontrakt. Det er endnu en frivillig aftale.

I Radikale Venstre køber vi visionen i den grønne trepart, det vil gøre en kæmpe forskel for naturen, miljøet og klimaet, hvis det lykkes at tage 400.000 hektar ud af landbruget. Men vi er bekymrede for, om de aftalte virkemidler er forpligtende nok. Skal visionen blive til virkelighed, bør vi skrive en ægte grøn generationskontrakt om en fuld grøn omstilling af Danmark på fem år.

Hvad angår uddannelse, ligger Danmark heller ikke i front.

I Danmark investerer vi ifølge DEA mindre i videregående uddannelser end lande som Slovenien, Chile og Ungarn. Faktisk befinder Danmark sig på en 25. plads i OECD, når det handler om investeringer i uddannelse, eksklusive forskning og udvikling.

Nr. 25. Det må vi da kunne gøre bedre i verdens 9. rigeste land.

Vi kunne starte med at investere i vores universiteter i stedet for at skære i dem. 

Lige fra aftalen om kandidatreformen så dagens lys, har alle faglige aktører råbt vagt i gevær.  Nu bekræfter de tørre tal, at aftalen gør Danmark fattigere i enhver forstand, og erhvervslivet, universiteterne og de studerende kalder den hovedløs, fordi den giver færre uddannede og dårligere uddannede på et tidspunkt, hvor vi har brug for det stik modsatte. Kære forligspartier, kære SF, LA og Konservative. Er det ikke nu, I trækker jeres støtte til det her makværk af en aftale og sætter den på pause?

Ja, er det ikke i dag, vi begynder at skive en ny generationskontrakt, hvor vi sammen løfter alle uddannelser i Danmark? Også ungdomsuddannelserne.

Allerede i næste uge skal vi til at forhandle finansloven for næste år, og her har regeringen foreslået at beskære det såkaldte A-fags-taxameter, der i dag går til de gymnasiefag med særligt udstyr som kemi, fysik og musik.

De sparede millioner spredes i stedet ud over en lang række uddannelsessteder, men i så tyndt et lag, at en stribe lukningstruede gymnasier skal afgive flere penge, end de får. Pakken virker fuldkommen vilkårlig, vil ramme en stribe udsatte gymnasier i provinsen, føre til færre naturvidenskabelige studerende, slukke for musikken på gymnasierne og de facto afskaffe de klassisk sproglige fag. Igen vil det især blive gymnasierne i Danmarks udkant, der bliver hårdest ramt og igen vil det være drenge og børn fra ikke boglige hjem, der bliver ramt.

Og det bliver endnu værre for de samme grupper, hvis regeringen holder fast i sin nye reform for gymnasierne, hvor man vil afskaffe 10. klasse, afskaffe HF og hæve adgangskravet til det almene gymnasium.

Alt sammen for at oprette en ny EPX uddannelse for mere praktisk orienterede unge.

Jamen kære regering, lad os da lave den uddannelse, målrette HF mere mod erhvervsuddannelserne og i det hele taget løfte erhvervsuddannelser og lægge flere ungdomsuddannelser ind under samme tag i campus, som vi radikale også har foreslået.

Men lad os da gøre det uden samtidig at smadre 10. klasse, lukke HF og slukke drømmene for de tusindvis af unge, der gerne vil på det almene gymnasium, men ikke har 6 eller 7 i snit fra folkeskolen.

Kære Socialdemokrati: Vores partier har altid stået vagt om den frie og lige adgang til uddannelse. Hvad sker der? Hvordan kan I foreslå et nyt klassegymnasium, hvor de boglige højniveaufag kun er for elitens børn og især for pigerne, der har 6 eller 7 i snit, mens provinsen og drengene i vidt omfang bliver overladt til det praktiske gymnasium med et adgangskrav på 2. Hvad er det for et signal at sende til de unge, at de boglige fag er finere og kræver højere karakter end de praktiske fag? Var vi ikke enige om, at hånd og ånd er lige meget værd? Var vi ikke enige om, at både piger og drenge, såvel akademikerens som Arnes børnebørn skal kunne forfølge deres drømme. Og hvad der det for et nyt karakterræs I vil starte i folkeskolen?

Vores almene gymnasier er en bragende succes. Over 90% af eleverne gennemfører, langt de fleste læser videre til alt fra pædagog til kemiingeniør – vel at mærke også dem, der ikke har 6 eller 7 i snit.

Lad os lave en ny generationskontrakt for vores uddannelsespolitik, der åbner døre for alle vores unge, i stedet for at smække dem i hovedet på dem.

Til sidst om vores børn. For få uger siden præsenterede vi radikale et Børneløfte, hvor vi faktisk gør det for vores vuggestuer, børnehaver, skoler, klubber og SFO’er, som vi alle ved vi burde gøre: Prioritere dem langt højere og sikre det nødvendige uddannede personale med ordentlige arbejdsvilkår.

Det koster 15 milliarder kroner at gøre det, vi burde have gjort i årtier. Det koster noget tilsvarende at løfte alle de danske uddannelser og gennemføre en fuld grøn omstilling på fem år.

Sådan vil vi gerne prioritere. Til gengæld ønsker vi ikke uden videre at prioritere en ny velfærdsaftale, hvor vi i stedet bruger et tilsvarende beløb for at gå tidligere på pension. Eller fortsætter med at bruge 20 milliarder kroner om året på at betale ikke-nedslidte seniorer for ikke at arbejde på efterløn eller Arne-pension, inden de når folkepensionen.

Ni ud af ti på efterløn svarer selv, at de ikke føler sig nedslidte. For Arne-pensionen, svarer otte ud af ti svarer det samme. Derfor har vi radikale i stedet forhandlet og forsvaret den seniorpension, som regeringen ønskede at afskaffe, og som er målrettet de nedslidte. Også for at stå på det fundament, der har bygget det danske velfærdssamfund: Pligt til at bidrage, når man kan. Ret til hjælp, når man har brug for det.

Til sidst. Der er brug for, at børn og unge og deres fremtid fylder mere i dansk politik, men det betyder ikke, at der skal graves grøfter mellem generationerne. Tværtimod handler det om at bygge bro og lave en ny generationskontrakt.

Jeg ved, at mange seniorer gerne ville bidrage mere, hvis de ikke mødte aldersdiskrimination eller fik lov til at arbejde mere fleksibelt. Vi er mange, der er klar over, at når vi investerer i vores børn og unge, investerer vi også i os selv og vores egen fremtid, om det så gælder klimaet, vores velstand eller kapaciteten på sygehusene.

Og det er netop derfor, vi ønsker en ærlig politisk debat om, hvordan vi prioriterer vores begrænsede økonomiske og menneskelige ressourcer.

Vi kan ikke det hele. Så er politik heller ikke mere kompliceret. 

Tak for ordet.