Af Martin Lidegaard, politisk leder og udenrigsordfører
Ved et overfladisk blik ser situationen i Gaza ud til at være den samme nu, som da vi tog på sommerferie.
Men intet er det samme.
Først og fremmest har hver eneste dag i juli måned budt på nye civile ofre, flere uskyldige børn og forældre, der har mistet liv eller førlighed i skoler, hospitaler, telte eller bare i deres hjem for de få, der stadig har et sådan.
Destruktionen er total, og meningsløsheden og Israels fejlslagne strategi lyser ud af den sønderbombede stribe land, hvor det bliver stadig mere umuligt at se for sig, hvem der skal tage ansvar og finansiere en fremtid for hvem. Hvor det måske - måske ikke - er lykkedes at kappe hovedet af den slange, der hedder Hamas, men hvor man samtidig dagligt fodrer den samme slanges ynglegård og skaber de mest gunstige betingelser for at rekruttere terrorister og fjender til Israel i årtier fremover.
Hos alle de forældreløse børn, hos alle de sagesløse, der brutalt har fået slået deres nærmeste ihjel og fået vakt et had og en meningsløshed i deres liv, der kan true Israel på dets eksistens.
Det kan ikke fortsætte. Det må ikke fortsætte.
Læg dertil, at den internationale domstol i juli endelig også har slået fast, at Israels bosættelser på Vestbredden er ulovlige. Der er netop ikke tale om bosættelse, men om besættelse. Det skete ironisk nok næsten samtidig med, at et flertal i det israelske parlament vedtog at intensivere og befæste annekteringen af land på Vestbredden med det eksplicitte formål at forhindre dannelsen af en fremtidig palæstinensisk stat. En udpræget fuckfinger til både USA, EU og den tostatsløsning, som i stigende grad forekommer at være en teoretisk løsning, men ikke desto mindre den eneste mulige varige løsning, hvor to folk kan leve i fred i to stater. Den erkendelse ser endelig ud til at være nået den palæstinensiske side, hvor de evigt internt stridende parter med Kina som mægler ser ud til at have nået en eller anden form for vilje til samarbejde.
Endelig har juli måned budt på en intensivering af alle Israels væbnede konflikter med dets naboer og fjender i regionen: Hizbollah i Libanon, Iran i Syrien, huthierne i Yemen.
Hvad skal der egentlig til for, at den danske regering træder i karakter?
Hvornår indser den, at vi skylder både palæstinenserne og israelerne åbent at arbejde for en langt mere offensiv linje i EU med henblik på at skabe en varig våbenhvile til fordel for civile ofre på begge sider. Jeg foreslår tre spor til en start:
- Anerkendelse af Palæstina.
- EU sanktioner af de finansielle institutioner i Israel, der finansierer de ulovlige bosættelser.
- Fuld stop af våbeneksport til Israel.
Og ja, det vil indebære en åben politisk konfrontation med Benjamin Netanyahu og hans politik. Hvilket er nødvendigt. Netanyahu er stadig mere isoleret i israelsk politik og klamrer sig til den yderste højrefløj for at redde sit eget skind. Også uden Netanyahu er der et massivt flertal bag Israels nuværende krig i Gaza, men der er også sprækker. Besindige mennesker, der ser faren for Israels fremtid og leder efter alternativer og mere langsigtede strategier - og som frygter for Israels voksende isolation i verden.
EU og Danmark skal vise en vej for de israelere ved at gøre det tydeligt, at den nuværende politik er fejlslagen, og at lige så kritiske vi er over for den, ligeså klar er vi til at investere i en varig løsning for både Israel og Palæstina.
Status quo er ikke status quo. Status quo vil føre til endnu flere frygtelige lidelser og en reel potentiel risiko for undergang - både for det palæstinensiske og det israelske folk.