Politikere skifter partier som aldrig før. Nye partier kommer til men uden svar på andet, end hvordan de selv bliver valgt. Symbolpolitikken trives i bedste velgående. De store problemer bliver ikke løst: Klimaforandringer smadrer jorden. Naturen dør. Velfærdsstaten knirker og formår ikke at bryde den negative sociale arv.
Hvert sjette barn forlader skolen uden at kunne læse, skrive og regne. Hver femte ung fuldfører aldrig en ungdomsuddannelse. Negativ social arv slår lige så hårdt igennem i DK som i USA. Og op mod hver tredje lærerstuderende falder fra inden, de er færdiguddannet.
Svaret fra moderne politik? Flere lappeløsninger og mere af det samme.
Der mangler visioner. Der mangler mennesker med evner til at tænke nyt. Der mangler lyst til at skabe radikale forandringer, der baner vej for, at vores børn kan levemeningsfulde liv. Har du det? Så send os din ansøgning, hvor du fortæller om dig selv og den idé, du har til, hvordan vi skaber en skole, alle børn glæder sig til at gå i.
Vi søger dig, der tør tænke nyt og pege på løsninger, politikerne ikke har modet eller fantasien til at forestille sig. Dig, der tror på, at vi faktisk kan skabe en skole, hvor alle trives, og alle som minimum lærer det helt basale. Og dig, der har én fremragende og lysende idé til, hvordan vi skaber netop denne skole.
Om jobbet
Radikale Venstres politiske leder Sofie Carsten Nielsen er klar til at låne sit job ud en dag i august 2021. Som politisk leder i Radikale Venstre skal du sætte en dagsorden for fremtidens Folkeskole. Du skal kunne arbejde målrettet, samarbejde med mange forskellige mennesker og ville udtale dig offentligt. Du behøver på ingen måde stemme radikalt. Så længe du har en idé, der kan forandre skolen, så flere børn forlader den med både færdigheder, drømme og muligheder i rygsækken. Det er store krav. Til gengæld lover vi at lytte og lade dig sætte dagsordenen på skoleområdet i den radikale folketingsgruppe. Forhåbentlig er din ide så god, at vi sammen kan gøre den til virkelighed.
Vi leder efter en kandidat, der:
- Har idéen, der kan gøre skolen radikalt bedre ved at sikre, at alle børn trives eller ved, at ingen børn forlader skolen uden at kunne det basale.
- Er optaget af skolen. Måske fordi du selv underviser, eller måske fordi du selv har haft en skoletid, der kunne have været bedre.
- Kan sætte en dag af til at være på Christiansborg i august 2021.
- Ikke har noget imod at optræde i medierne med din idé.
Send os din ansøgning, hvor du beskriver: Dig selv, hvorfor du søger og din idé til radikalt at forbedre skolen for alle Danmarks børn.
Ansøgningsfrist er mandag den 2. august kl. 12
Samtaler afholdes tirsdag den 10. august kl. 13-15
Søg jobbet som politisk leder
Om Radikale Venstre
Radikale Venstre blev stiftet i 1905. Og lige siden har vi kæmpet for at sætte mennesker fri til at leve meningsfulde liv i et grønnere, friere og stærkere Danmark. Grønnere, så klimaforandringer og biodiversitetskrise ikke tager kontrollen fra os. Friere, så mistrivsel eller dårlig uddannelse ikke stjæler muligheder. Stærkere, så svag integration, uansvarlig økonomi eller mangel på sammenhold i Europa ikke svækker vores fællesskab.
I 116 år har Radikale Venstre tænkt nyt for at skabe radikale forandringer, der gør menneskers liv radikalt bedre. Vi håber, at du vil hjælpe os videre.