Af Martin Lidegaard, politisk leder Radikale Venstre
Chefredaktør Christian Jensen skyder med skarpt i sin leder den 28. december. Radikale Venstre har ifølge Jensen tabt sig selv og jeg har fejlet som politisk leder, fordi jeg valgte ikke at gå med i Mette Frederiksens nye regering.
Jeg ser ikke overraskende anderledes på det.
Danmarks nye regering svigter - som Jensen selv har konkluderet - i forhold til vor tids største udfordring: Klimaet. Den vil samtidig beskære halvdelen af alle universitetsuddannelser med et år og for første gang i vores historie satse på mindre og ikke mere uddannelse til vores unge. Endelig lægger den ikke op til større strukturelle investeringer i vores børns trivsel.
De tre temaer er for os radikale indbyrdes forbundne og tegner konturerne af et politisk projekt, hvor de unge skal levere stadig mere til de ældre generationer, uden at vi samtidig investerer i de unges egen fremtid.
Regeringen skriver, den vil fremtidssikre Danmark, men hvis den ikke er klar til at investere mere i fremtiden, risikerer vi i stedet en historisk skævvridning mellem generationer, der går imod alt, hvad vi radikale tror på.
Vi vil gerne være med til at gennemføre flere af de reformer, som regeringen lægger op til, men vores motivation er ikke reformer for reformernes skyld. Vi vil insistere på, at det nye økonomiske råderum bliver brugt til at investere i vores fælles fremtid - i klima, uddannelse og vores børn.
Det er ikke en lille forskel på os og de tre andre partier, der endte i regering. Det er en essentiel og eksistentiel forskel.
Men kunne vi så ikke have fået større indflydelse og mulighed for at påvirke regeringen indefra end udefra? Og ville det ikke være mere i radikales og Martin Lidegaards ånd, som Jensen venligt foreslår med henvisning til min bog om at mødes på Midten?
Jeg ville om nogen ønske, at det var sådan. Men både forløbet op til den sidste nats forhandlinger, hvor vi radikale ikke fik lov at deltage i flere afgørende møder, og den position, vi blev tilbudt i de sidste timer, gjorde det stadig mere klart for mig, at vores reelle mulighed for at påvirke denne regering indefra ville være stærkt begrænset. Det skyldes i al enkelthed, at vores mandater er for få og - vigtigst - ikke er afgørende for de tre andre partier. Det er sagt uden surhed, for det var valgets tale.
Men risikoen for at påtage sig et stort ansvar og legitimere regeringen på de tre områder, hvor den står svagest, og som samtidig er afgørende for os og for Danmarks fremtid, var overhængende. Vi ville reelt tage medansvar uden at få medindflydelse. Og værre: Vi ville ikke være tro mod vores vælgere og stikke blålys i øjnene på de mange danskere, der anser os som garant for blandt andet den grønne dagsorden. Vi ville netop tabe os selv.
Nu har vi muligheden for frit at formidle og forhandle de tre områder, der må og skal fylde mere de næste år, end regeringen lægger op til. Det sker fra en unik midterposition, hvor vi - i modsætning til venstrefløjen - gerne vil være med til at bære reformer igennem, men - modsat højrefløjen - vil insistere på, at provenuet går til at investere i Danmarks fremtid og næste generation.
Jeg kan i øvrigt ikke genkende de såkaldte rekonstruktioner af forhandlingsforløbet, som Politiken ukritisk har videregivet fra anonyme kilder, og som Jensen baserer sine meget skråsikre konklusioner på.
Men det er sådan set underordnet.
Vi radikale forhandlede til det sidste, fordi vi blev inviteret til de sidste forhandlinger. Og jeg endte med at konkludere, at hverken indholdet eller den radikale position i en ny regering var stærke nok til at gå med.
Det var og er min vurdering, at det var det rigtige valg for Radikale Venstre - og for Danmark. Hverken Christian Jensen eller mig kan i sagens natur bevise, at vi hver især har ret i vores analyse, det vil kun de kommende måneder og år kunne vise.
Og her er jeg til gengæld enig i, at vi radikale har en stor opgave i at vise både vores nuværende og kommende vælgere, hvorfor der aldrig har været mere brug for Radikale Venstre i dansk politik.