Elbil
Nyhed

Radikale Venstre vil fastholde lav afgift på elbiler

Vi vil fjerne registreringsafgiften for elbiler, afskaffe rabat til plug-in hybrider og indrette fremtidens afgifter, så de understøtter omstillingen af bilparken. Det er både økonomisk ansvarligt og klimapolitisk snusfornuftigt.

Den grønne omstilling kan kun gå for langsomt, og det samme gælder salget af elbiler.

Derfor vil vi gentænke afgiftssystemet, så vi understøtter den grønne omstilling af bilparken, håndterer trængsel uden at bygge flere motorveje, reducerer støjgener og sikrer renere luft i byerne.

Læs hele udspillet

- Vi vil gerne lave et afgiftssystem, der fremmer den grønne udvikling, men samtidig har vi også blik for, at de manglende indtægter fra bilafgifter ikke slår et for stort hul i statskassen.
Samira Nawa

Fremtidens bilafgifter skal i højere grad beskatte ejerskabet og brugen af bilen i stedet for værdien af bilen. Det vil give de rigtige incitamenter til at lade bilen stå, når cykel og bus er et alternativ, herunder på de tidspunkter i løbet af dagen, hvor trængslen er størst.

Vi foreslår

  • Afskaf afgiftsrabatten til plug-in hybridbiler: Det stigende salg af rene elbiler viser, at elbilen er et reelt alternativ til benzin- og dieselbilen, og samtidigt er der stor usikkerhed om klimaaftrykket fra plug-in hybridbilerne.
    Derfor vil Radikale Venstre afskaffe rabatten til plug-in hybridbiler allerede fra 2026, så endnu flere kommer over i en ren elbil, når benzin- eller dieselbilen skiftes ud. Det betyder, at indfasningsprocenten hæves til 100 pct. i 2026 og bundfradraget helt fjernes fra 2026, således at plug-in hybridbiler beskattes på lige fod med øvrige biler med en forbrændingsmotor.

  • Udfasning af registreringsafgiften som vi kender den på rene elbiler. Elbiler må ikke blive dyrere, for ellers risikerer vi, at den positive udvikling går i stå. Derfor vil vi udfase registreringsafgiften som vi kender den i dag for rene elbiler – herunder også varebiler. Samtidigt fastholdes registreringsafgiften på fossile biler og plug-in hybridbiler. Det skal sende et klart signal til forbrugeren og sikre, at det billigste bilvalg også er det grønneste.
  • Højere og differentieret årlig ejerafgift for alle biler: For at finansiere udfasning af registreringsafgift og samtidigt fremme de mest energieffektive biler hæves den løbende ejerafgift og differentieres på baggrund af bilens vægt og drivmiddel. Den løbende ejerafgift skal være det bærende element i beskatningen, indtil der også indføres en kilometerbaseret vejafgift.

  • Kilometerbaseret vejafgift for alle biler: Fremtidens afgiftssystem skal passe til fremtidens biler. Derfor er endemålet for Radikale Venstre at inkludere al vejtransport, også privatbilisme, i en national kilometerbaseret vejafgift fra 2030. Udover at sikre transportsektorens grønne omstilling, skal en kilometerbaseret vejafgift skabe en bedre balance mellem privat- og offentlig transport, sikre færre biler på vejene og bekæmpe trængsel, mindske luftforurening og reducere klimabelastningen fra transportsektoren.

  • Hæv dieselafgiften: Danmark har fortsat lavere afgift på diesel end vores nabolande. Det driver grænsehandel med den billigere diesel i Danmark og mindsker bl.a. klimaeffekten af de højere afgifter hos vores nabolande. Radikale Venstre vil øge dieselafgiften med yderligere 0,5 kr. pr. liter for at styrke den grønne omstilling af bilparken.