Gik man og troede at regeringen var i fuld gang med skuffejernet for at fjerne de værste tidsler
i udlændingepolitikken, så er man blevet … ja, skuffet.
For indtil videre er der ikke blevet lempet på nogle af de mest mærkelige regler, der desværre stadig præget udlændingepolitikken.
Radikale Venstre har netop haft to forslag til debat – B50 og B52 – der bl.a. skulle gøre det lettere for unge, der er født og opvokset i Danmark, at få adgang til statsborgerskab. Og at sikre at uddannelse tæller med, når man søger permanent ophold.
Men der var desværre ikke opbakning til forslagene, som Samira Nawa, Christian Friis Bach og Martin Lidegaard havde fremsat.
Der er skabt en demokratisk underklasse
Men kampen fortsætter. Samira Nawa brugte sin grundlovstale på at påpege, at det jo burde være sådan, at alle borgere - uanset baggrund - har ret til at deltage i demokratiet
- Men vores samfund har desværre i stigende grad skabt en demokratisk underklasse og et rettighedsmæssigt A- og B-hold, som vi skal tilbage til tiden før 1915 for at finde lignende eksempler på. For mere end 10 procent af de borgere, der i dag er i Danmark, har ikke et dansk statsborgerskab og kan derfor ikke stemme til folketingsvalgene, siger Samira Nawa.
Blandt de folk uden stemmeret har en del boet i Danmark i mange år, mestrer sproget, har børn i daginstitution og skole, fast arbejde og betaler skat. En del er sågar født og opvokset i Danmark. De mennesker er på mange måder i samme situation som de fattige, som tyendet og som kvinderne var i, før de fik stemmeret i 1915.
Samira Nawa har de seneste uger mødt flere af de mennesker, der kæmper en aktiv kamp for at blive en del af demokratiet.
Anders Al-Fayoumi er 25 år og medicinstuderende på Københavns Universitet. Han er født og opvokset i Danmark og er meget aktiv i foreningslivet. Men han kan tidligst blive dansk statsborger, når han er 32 år, fordi man skal have været i fast arbejde i tre et halvt år for at få statsborgerskab.
- Jeg står som asyl-flygtning, selv om jeg er født på Frederiksberg og aldrig er flygtet fra nogen steder. Følelsesmæssigt er det hårdt at føle, at den stat, der burde passe på mig, siger, at jeg ikke er dansker. Jeg har gjort alt, man skal – men reglerne er meget skrappe og stramme. Jeg følger meget med i politik – jeg holder valgaftener, markerer 1. maj og Grundlovsdag. Men jeg ikke gøre noget, når der er valg. Jeg har ingen indflydelse på det samfund, jeg er med til at bygge op, siger han.
Leslie Rydén, er pensionist, bor i Tybjerg ved Herlufmagle og kom til Danmark fra Skotland i 1971. Hun er dansk gift og har arbejdet som radiograf i mange årtier. Som hun siger, så taler, skriver og drømmer hun på dansk og er dansk i hjertet, men ikke på papiret. Hun har nemlig opgivet at kæmpe sig igennem de mange prøver og ikke mindst gebyrer for at kunne få statsborgerskab.
- Jeg er blevet stædig – nu vil jeg ikke søge mere. Men jeg er meget mere dansk end brite – jeg er bare ikke officielt dansk. Selv om jeg har boet her så mange år, skal jeg stadig have et id-kort på mig og bevise, at jeg har ret til at være her. Det er en lidt underlig fornemmelse, siger Leslie.
Adris Naibi er 20 år, født og opvokset i Danmark og bor i Middelfart. Han har bestået folkeskolen, taget en Hf-eksamen og arbejder i det lokale supermarked i sit sabbatår. Han håber at kunne starte som murer efter sommerferien, fordi han er glad for lave ting med hænderne. Men det betyder til gengæld, at han skal vente mange år på at kunne søge om statsborgerskab – fordi uddannelse ikke tæller med i ansøgningsprocessen.
- Det er underligt, at der står i mine papirer, at jeg er ”fremmed,” når jeg er født i Danmark. Jeg skammer mig lidt, når jeg er går i byen og skal vise ID, hvor der står, at jeg ikke er dansker. For jeg føler mig jo som dansker, siger han.
Ina Dorfman er født i Moldova, men har boet her i godt 12 år. Kærligheden førte hende til Danmark, da hun mødte Claus, der er officer i Flyvevåbnet. Hun er cand.jur. og arbejder i en stor dansk virksomhed. Og er samtidig meget aktiv i en dansk NGO, som støtter kvinder og piger i hele verden.
- For mig er det meget vigtigt, at jeg føler mig som en del af samfundet. Det gør jeg også i hverdagen, når jeg går på arbejde, betaler skat og arbejder som frivillig. Bare ikke når der er valg, siger hun.
Fortsætter kampen for de 10 procent
Leslie, Adris, Ina og Anders er alle borgere, der så gerne vil deltage i - og bidrage til - demokratiet på lige fod med deres venner, kollegaer, ægtefæller og naboer - men som bliver afvist af det land, de bærer i hjertet.
I Radikale Venstre mener vi, at det hverken kan være i samfundets eller den enkelte interesse at få skabt en stor demokratisk underklasse. Derfor fortsætter vi kampen for at give de 10 % procent en stemme.
- For over 100 år siden kæmpede vi radikale for stemmeret til alle, da det ikke var populært, og det var nemmere at fokusere på andre emner. Vi kæmpede for de fattige, for tyendet og for kvinders rettigheder. For ligestilling, frihed og retfærdighed. Og i dag står vi her igen. Klar til at kæmpe for et demokrati for alle, siger Samira Nawa.