Nyhed

Udspil om flyafgifter ligner mere ældrepolitik end reel klimahandling

Samira Nawa giver interview til DR
Samira Nawa mener ikke, at pengene fra en flyafgift skal bruges til at finansiere en forhøjet ældrecheck. Pengene bør i stedet føres tilbage til branchen, så den kan udvikle grønne brændstoffer.

Af Jens Gjesse Hansen

Regeringen er - endelig - kommet med en konkret plan for en flyafgift, og det er godt, at det skal være dyrere at flyve.

Men det er uambitiøst, at overskuddet bl.a. skal bruges til at finansiere en forhøjet ældrecheck.

- Udspillet ligner mere en finansiering af ældrechecken, end det ligner, at man vil gøre noget godt for klimaet, siger klimaordfører Samira Nawa.

Hun mener, at man burde bruge hele overskuddet fra flyafgiften på en luftfartsfond.

- Vi er optaget af at pengene går tilbage til branchen, så vi får en reel grøn omstilling af den. Midlerne skal blandt andet gå til udvikling af grønne flybrændstoffer og til at dække flyselskabernes merudgift ved køb af bæredygtigt flybrændstof.

 

Ligner mere en finansiering af ældrechecken, end at man vil gøre noget godt for klimaet.
Samira Nawa

Vi skal have en grøn afgiftsreform

Radikale Venstre vil indføre et klimabidrag på 50, 200 og 300 kr. for hhv. korte, mellemlange og lange ture fra 2024. Herefter øges klimabidraget, så det som udgangspunkt stiger til 100, 300 og 450 kr. for hhv. korte, mellemlange og lange flyrejser i 2030.

Men en afgift på flybranchen er kun ét af mange skridt, vi skal tage:

- Det her er ikke gjort med en enkel flyafgift. Vi vil lave en grøn afgiftsreform, så vi lægger højere afgift på de mest klimabelastende forbrugsvarer. Der skal fx højere afgifter på kød, tekstil og cement, så vi ændrer adfærd. Og så skal vi have indført en CO2-afgift på landbruget og i mål med 2025- og 2030-målene, siger Samira Nawa.

Et klokkeklart signal fra regeringen

Af samme grund efterlyser hun større ambitioner hos regeringen:

- Vi har en flertalsregeringen, men jeg mangler at se, at den har modet til for alvor at gøre noget. Det er ikke nok at finde nogle penge via en flyafgift og så bruge dem til en ældrecheck.

- Udspillet i dag er desværre et klokkeklart signal om, at regeringen tænker knap så meget på de kommende generationer og det Danmark, vi skal give videre. Hvis man gjorde det, ville man have investeret i klimaet ikke bruge pengene på en ældrecheck.