Af Jens Gjesse Hansen
Med et nyt udspil om skadelige kemikalier i vores hverdag blæser Radikale Venstre med Sigrid Friis i front til kamp mod skadelige kemikalier i hverdagen.
For der er brug for handling, siger Sigrid Friis, der er spidskandidat for Radikale Venstre til Europa-Parlamentsvalget.
- Det er ret vildt - nærmest absurd - at EU i dag stiller større krav til tøj til dukker end til det tøj, jeg har i min datters kommode, siger Sigrid Friis.
Læs hele udspillet her
Betydning for vores fertilitet
Hun mener ikke, at EU i dag stiller tilstrækkelige krav til kemikalier og hormonforstyrrende stoffer i produkter. Og det har stor betydning for både miljøet, vores sundhed og den drastisk faldende fertilitet.
- Danskernes fertilitet er styrtdykket gennem de seneste årtier, og selvom vi ikke kender alle årsagerne, så tyder alt på, at skadelige kemikalier og hormonforstyrrende stoffer spiller en stor rolle. Det bliver vi simpelthen nødt til at tage alvorligt, siger Sigrid Friis.
Sætte hårdere ind mod kinesiske internetbutikker
Udover at forbyde en lang række skadelige kemikalier i EU - hellere forbyde ét kemikalie for meget end ét for lidt - ønsker Radikale Venstre også at skærpe kontrollen og sætte hårdere ind mod kinesiske internetbutikker som Shein og Temu:
- Det er ret vildt, at Temu nu er den tredjemest populære webshop herhjemme. Når vi køber mega-billigt børnetøj på Temu, ved vi ikke, hvad det er for en pris, vi betaler på den lange bane. En pris for vores sundhed, natur og miljø. Derfor skal vi til dels skærpe producentansvaret, og vi skal blive langt bedre til at håndhæve reglerne, siger Sigrid Friis.
Sværere at genanvende materialerne
Kemikalier i tekstiler og andre produkter er også en barriere for at genbruge og genanvende materialerne.
Syntetiske materialer og kemikalier bliver brugt af industrien til at lave billige produkter, hvor kvaliteten er dårlig og levetiden for kort. Derfor vil skrappere krav også bidrage til at mindske overforbrug af fx tekstiler, der hverken kan genbruges eller genanvendes.
Vi skylder hinanden og de kommende generationer, at vi får bugt med problemet, så mennesker har friheden til at leve det liv, de ønsker.
Udspillet kort fortalt
Radikale Venstre foreslår bl.a., at:
- stoffer, der er hormonforstyrrende eller mistænkt for at være det, skal forbydes.
- farlige kemikalier, som bl.a. PFAS, skal forbydes i produkter.
- vi skal inddrage cocktaileffekten, dvs. sundhedseffekten af den samlede eksponering, når vi sætter grænseværdier for kemikaliers skadelighed.
- vi skal stille langt større krav til og føre bedre kontrol med online-producenter som fx Temu og Shein, der dumper billige, miljø- og sundhedsskadelige produkter på det danske og europæiske marked.