Tak til Marianne Jelved

Kære Marianne,

Forleden var det 35 år siden, du blev valgt til Folketinget første gang. Og 55 år siden at du blev uddannet lærer. Du var formand for Radikale Venstres folketingsgruppe i 17 år. Og du er lige blevet 79.

Wauw. Sikke et liv. I Storbritannien er der erklæret landesorg, fordi Dronning Elisabeth er død. Hun blev 96 år. Du er spil-levende, og det er vi glade for! Og her er ingen landesorg.

Men her er en eftertænksomhed. Og vi tager os tid til at fejre dine mange, mange år som folkevalgt for Radikale Venstre. For lige om lidt er der valg, og så slutter din tid i Folketinget.

Vores tid med Marianne Jelved slutter ikke i dag. For selvom jeg er klar over, at du måske ikke vil bryde dig om sammenligningen, så er du – som Dronning Elisabeth i Storbritannien – for os i Radikale Venstre en menneskelig institution. Du er en del af den klippe, vi har bygget Radikale Venstre op omkring.

I Radikale Venstre har vi en Marianne-pris, en sølvstøbning af den håndtaske du blev så berømt for at kunne slå med, hvis situationen krævede det. I overført betydning. Vi ved alle sammen, at det sidste, du kunne finde på, er at involvere dig i fysisk håndgemæng.

Men jeg har tænkt på den i de her dage. Forsøgt at søge styrke i den. For jeg ved, at du og den håndtaske en gang forhindrede, at valget blev udskrevet, da Poul Nyrup synes, det skulle være. Fordi du synes, det ville være forkert. Man kan godt sige, at du på en måde bestemte, hvornår der skulle være valg. Det synes jeg godt, man kan finde inspiration i.

Det kan man i den grad også i din bog ”Alt har sin pris”, selvom den er 22 år gammel. Her siger du f.eks.:

”Hvad er det så, der driver mig, læreren og politikeren? Der er et enkelt svar: Jeg har en forestilling om, hvad der er rigtigt og forkert, og jeg har en overbevisning om, at det kan lade sig gøre at forandre verden, så det bliver en bedre verden. Når jeg oplever, at noget er forkert, så føler jeg et ansvar for at ændre det. Det er ikke kun verden som sådan med alle dens systemer, der er interessant. Nej, det er også det ansvar, jeg har, vi alle har, for de muligheder, vi giver hinanden for, at vi hver især og i fællesskab med andre kan skabe et godt liv. Vel at mærke det, den enkelte selv føler, er et godt liv. Et liv, der også har betydning for andre.”

Det er meget, meget Marianne Jelvedsk. Men det ligner også til forveksling det formål, vi har defineret for os selv i folketingsgruppen. ”Vi vil sætte mennesker fri til at leve de liv, der giver mening for dem.”

Og det har drevet dig. Gennem politik og gennem dit lærerliv. Og det sidste har du båret med gennem politik altid. Måske tonede du det ned nogle år som økonomiminister, men i den tid, jeg har været en del af folketingsgruppen med dig, der er det kun kommet til at fylde mere og mere igen.

Du blev lærer i 1967 ovenpå den Blå Betænkning fra 1960, der blev til i et læseplansudvalg med radikale Kresten Helveg Petersen som formand. Den Blå Betænkning lagde indirekte afstand til 50’ernes folkeskolelov og fik med reformpædagogiske tanker introduceret det hele menneske i skolen. Det hele barn. Det fik gennemgribende indflydelse. Til det bedre.

Nu slutter du i folketinget med at have fået udarbejdet Den Grønne Betænkning for kort tid siden sammen med Lotte Rod – og ikke mindst sammen med alle de kloge mennesker, praktikere, lærere, ledere og elever, der udgør skolen i dag.

Det er en nytænkt betænkning til en ny tid og med en ny arbejdsform, hvor langt flere blev involveret undervejs. Men også den er et opgør med den overstyring, som folkeskolereformen og processen om den desværre medfødte.

Der er en oprører i dig og din håndtaske. Vi ved det. Også selvom man ikke kan se det. Og tak for det!
Og på den måde slutter du ringen så utrolig flot.

Kære Marianne. Du har meget at gøre endnu. Du skal skrive! Vi glæder os sådan til at læse. Og du skal se din familie, dine børnebørn og dine venner. Og lur mig om du ikke også skal holde oplæg, holde højskole og gøre alt det, der gør dig til Marianne Jelved.

Ingen over.
Ingen ved siden af.

Kære Marianne. Du kom med alt det der var dig til vores parti. Og du løftede og bar i årtier! Og så fik du endda Jens Rosendahls smukke sang optaget i sossernes ”røde” sangbog. Heller ikke det har nogen nogensinde overgået.

Tak for det hele. Tak for at være dig.