Af Martin Lidegaard og Katrine Robsøe
Forhandlingerne om fremtidens universiteter begynder for alvor i dag. Og det er ingen hemmelighed, at vi i Radikale Venstre er stærke modstandere af regeringens planer om at halvere halvdelen af landets kandidatuddannelser.
Vi er derfor rigtig glade for, at det i dag er lykkedes Radikale Venstre at samle otte af Folketingets partier om at sige fra overfor regeringens planer. Alle partier uden for regeringen er med - undtagen Danmarksdemokraterne.
Det er radikalt, parlamentarisk ben- og samarbejde, når det er bedst. Og det giver håb om, at vi kan bløde regeringens hårde position op.
Konkret har vi sammen med de andre partiledere i dag sendt et fælles brev til uddannelses- og forskningsministeren. Her opfordrer vi til, at regeringen genstarter processen og dropper halveringen af kandidatuddannelserne. Lad os starte forfra. Lad os finde en vej, der ikke giver fremtidens unge en ringere uddannelse end tidligere generationer.
Den brede politiske alliance afspejler rigtig godt den store modstand, der også er mod forslaget uden for Christiansborg. Meget få kan se formålet eller fornuften i at svække det faglige niveau for tusindvis af unge.
Erhvervslivet og den offentlige sektor frygter dårligere kandidater. Vismændene og Finansministeriet påpeger, at produktiviteten vil falde, og det kan koste samfundet milliarder. Universiteterne er imod at sænke fagligheden og fordybelsen og frygter, at det vil svække de specialkompetencer, vi tjener så godt på. Og de studerende spørger ganske rigtigt, hvordan de kan forventes at lære det hele på den halve tid.
Det mest absurde er næsten, at regeringen også selv anerkender flere af problemerne. Moderaternes uddannelsesminister har indrømmet, at forslaget risikerer at gøre danskerne fattigere i fremtiden. Hun anerkender endvidere bekymringen for, at det vil skabe A- og B-hold på universiteterne, og at regeringen regner med, at 19 ud af 20 studerende, der rammes af forslaget, samlet set vil få mindre uddannelse i løbet af deres levetid. Selvom livslang læring ellers er et hovedargument for reformen. Det giver ingen mening.
Omverden har fundet fælles fodslag. Og nu finder vi det også på Christiansborg. Når så forskellige partier som Nye Borgerlige, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, SF, Alternativet og Radikale Venstre kan blive enige, gør det indtryk, og uddannelsesministeren har allerede udtalt, at halveringen af kandidatuddannelserne på det niveau bestemt ikke er ultimativt for regeringen.
Det lover godt. Lad os starte forfra og finde bedre løsninger. Sammen.
Du kan læse vores fælles brev her.
Med venlig hilsen
Martin Lidegaard, politisk leder, og Katrine Robsøe, uddannelsesordfører