Sigrid Friis
Nyhed

Vi skal fra landbrugsstøtte til klimastøtte

Der er brug for at gøre EU's landbrug modstandsdygtigt og klar til en fremtid, hvor vi producerer mere mad til mennesker, passer bedre på vores klima, natur og miljø – og ikke mindst styrker biodiversiteten.

Der er brug for en reform af den europæiske landbrugsstøtte: Væk med slagtepræmier og frem med klimastøtte.

I dag modtager landbruget en tredjedel af EU's samlede budget. Flere hundrede milliarder fordeles i støtte uden hensyn til klima, miljø og natur.

Se vores plan B for landbruget

Skal vi lykkes med at vende modgang til fremgang og blive i stand til at give et bedre Europa og en bedre verden videre til de unge generationer, er yderligere reformer af EU’s landbrugspolitik derfor uomgængelig.

Der er brug for en Plan B.

- I dag er det for eksempel sådan i Danmark og i EU, at man får pengepræmier alt efter, hvor mange dyr man slagter. Dets flere dyr, dets flere præmier. Sådanne støtteordninger fremmer ikke ligefrem incitamenterne til at omlægge til anden fødevareproduktion, vel, siger Sigrid Friis, Radikale Venstres spidskandidat til Europa-Parlamensvalget.

Hvis vi skal løse klima- og naturkrisen, skal vi gøre det mere attraktivt at producere på den mest klimavenlige måde. Det er i allerhøjeste grad også et politisk ansvar – i Danmark og i EU.
Sigrid Friis

Radikale Venstre foreslår derfor en omfattende landbrugsreform til gavn for fremtidens landbrugere og med fokus på klima, miljø og natur.

Tre centrale ben

Vores vision for landbruget står på tre centrale ben:

  • 1) En omfattende reform af EU’s landbrugsstøtte med en ny samlet finansieringsmodel, der både bygger på en reduktion og omlægning af den nuværende støtte og på, at landbruget fremover betaler for forurening og udledninger, der skader klima og miljø – fx gennem en klimaafgift – og til gengæld belønnes for tiltag, der skaber natur og biodiversitet.
  • 2) Et europæisk klimamål for landbruget, som bidrager til et fælles klimamål for EU på mindst 90 pct. reduktioner i 2040, og tænkes sammen med vores mål for mere natur og styrket biodiversitet. Et mål der er differentieret ud fra de enkelte medlemslandes økonomiske og tekniske formåen.
  • 3) En landbrugspolitik med globalt udsyn, som fremmer bæredygtig landbrugsproduktion i de mest udsatte lande, herunder særligt på det Afrikanske kontinent, og som både bidrager til genopbygning af Ukraines landbrug og baner vejen for landets kommende medlemskab af EU.


I Radikale Venstre mener vi, at Danmark bør gå forrest og gøre en reform af EU’s landbrugspolitik, herunder en omlægning af landbrugsstøtten, til en central del af Danmarks EU-formandskab i 2025.

Læs hele udspillet her.