Efter sommerferien går en ny politisk sæson i gang, og det bliver et styrket Radikale Venstre, der med en oprustning på sekretariatet går ind i det nye folketingsår.
Astrid Bernitt-Wolf bliver ny kommunikationschef og vil samtidig få rollen som souschef i den daglige ledelse af sekretariatet. Sally Skak bliver ansat som særlig rådgiver for den politiske ledelse og supplerer dermed Christoffer Lehmann.
- Jeg er virkelig glad for, at vi får to så stærke profiler med på det radikale hold. Det er en afgørende tid, vi som parti går ind i, og med ansættelserne af Astrid og Sally er sekretariatet mere end godt rustet til at løfte den opgave, der ligger foran os, siger Stine Zeeberg Pedersen, sekretariatschef for Radikale Venstre.

Astrid Bernitt-Wolf kommer fra en stilling som chef for integreret markedsføring og positionering hos DR. Inden da har hun over en periode på mere end 12 år besat adskillige ledelsesstillinger hos ikke bare DR, men også TV2 og Discovery Networks.
- Med Astrid får vi en kommunikationschef, der ikke bare er en stærk og strategisk kommunikatør, men som også har adskillige års ledelseserfaring fra store medie- og kulturinstitutioner som DR og TV 2. Hun er den ideelle profil til at løfte den todelte opgave, der ligger i rollen, hvor hun både får til opgave at binde Radikale Venstres kommunikationsindsats sammen på tværs af kanaler, og samtidig skal være souschef og bistå mig i den daglige ledelse af sekretariatet, siger Stine Zeeberg Pedersen.

For Sally Skak vil der være tale om en tilbagevenden til det radikale sekretariat, hvor hun indtil 2019 var ansat som PA for Martin Lidegaard. Hun kommer direkte fra en stilling i Miljøministeriet, men har tidligere også arbejdet for blandt andet Landbrug & Fødevarer samt Dansk Erhverv.
- Med Sally får vi en særlig rådgiver, der ikke bare har erfaring fra embedsværket og interesse- og erhvervsorganisationerne, men som også har et indgående kendskab til partiet og den politiske leder. Hun har en stærk politisk profil, og hun kommer til at spille en afgørende rolle, når den radikale politik og strategi skal ud og leve – også udenfor Christiansborgs tykke mure, siger Stine Zeeberg Pedersen.
Med ansættelsen af Sally Skak vil den politiske ledelse fremover have to særlige rådgiver, hvor den anden er Christoffer Lehmann.
Sally tiltræder 1. august og Astrid 1. september.