Det Radikale Venstre blev stiftet i 1905
Før anden verdenskrig
Fra omkring 1880 og fremover, og ikke mindst efter dannelsen af den første folkevalgte danske regering i 1901 (parlamentarismens sejr over kongemagten), fandt dele af partiet Venstre, der var det gamle bondeparti, at dette parti havde svigtet den demokratiske liberalisme og var drejet mod højre. Allerede dengang blev denne minoritetsgruppe betegnet som de radikale.
Uden tvivl var den mest inspirerende person i denne proces en meget begavet politisk taler og skribent, Viggo Hørup. Han døde i 1902 og nåede således ikke at være med til at oprette Det Radikale Venstre, men han var utvivlsomt den åndelige fader til partiet. Selv i dag citeres han flittigt i den aktuelle politiske debat i Danmark.
Det nye parti var også inspireret af de franske radikale. Især var Dr. Peter Munch inspireret af disse tanker. Dr. P. Munch var historiker og senere dansk udenrigsminister i perioden 1929–40. Han var en af hovedmændene bag partiets første politiske program, „Odenseprogrammet fra 1905". Et program, der dannede mønstret for den danske samfundsudvikling på væsentlige områder i demokratisk retning og med blik for et velfærdssamfund.
Hovedpunkterne i „Odenseprogrammet" var dansk neutralitet, stemmeret til alle borgere over 21 år, hemmelige valg, adgang til folkeafstemninger, progressiv personbeskatning, arbejdsløshedsforsikring, nedsættelse af arbejdstiden og bedre omsorg for ældre, børn og de svage i samfundet.
Allerede i 1909 dannedes det første radikale ministerium med Carl Theodor Zahle som statsminister. Denne regering blev støttet af det nye Socialdemokratiske Parti, og det fortsatte med den anden radikale regering fra 1913–20, altså under hele første verdenskrig, hvor Danmark var en neutral stat.
I 1915 gennemførtes en ny grundlov, der gav kvinderne valgret og demokratiserede „Landstinget" (Parlamentets andetkammer).
Igen fra 1929 til den tyske besættelse af Danmark i 1940, bestod regeringen af Socialdemokrater og radikale, med statsminister Stauning og udenrigsminister Peter Munch i spidsen. Det var især på det sociale område, at de største mål blev nået, og det førte Danmark nogenlunde sikkert gennem 30’ernes krise både politisk og socialt.
Efter anden verdenskrig
Efter Danmarks befrielse i maj 1945 varede det nogle år, inden Det Radikale Venstre igen deltog i en regering. Det skete først i 1957. Partiets styrke lå stabilt på 12–14 mandater ud af 175, men dets indflydelse centralt placeret var fortsat stor. Danmarks tilslutning til NATO i 1949 skete mod partiets ønske og stemmer. Man havde hellere set et nordisk forsvarssamarbejde. Efterhånden accepterede partiet dog NATO-medlemskabet som en kendsgerning, men det fortsatte sin antimilitaristiske politik, og støttede på alle måder opbygningen af Forenede Nationer, ligesom det tog aktivt del i oprettelsen af Nordisk Råd.
I årene 1966 til 1968 oplevede partiet en stærk tilslutning til en ny udogmatisk linie fremført af den senere statsminister Hilmar Baunsgaard. Ved valget i 1968 opnåede partiet en mandatfremgang fra 13 til 27 mandater, og der blev en borgerlig regering med radikal statsminister. Regeringens hovedmål var at skabe økonomisk fremgang, og den forberedte desuden Danmarks senere tilslutning til EF. På andre felter måtte de tre regeringspartier holde lav profil – dertil var de trods alt for forskellige (Konservative og Liberale). Valget i 1973 blev et katastrofevalg for de hidtidige partier. I 1972 havde Danmark stemt sig ind i EF, men utilfredsheden med de gamle partier var stor. Tre nye partier stillede op og vandt stort.
Der fulgte nu en række ustabile år med skiftende mindretalsregeringer, og det radikale mandattal svandt under disse vilkår stærkt ind.
I 1977 var der kun 6 radikale mandater tilbage i Folketinget.
Den nyeste tid
Partiet genvandt efterhånden sin styrke, og ved skiftet i 1982, hvor socialdemokraterne gav op, og de borgerlige partier trådte til, besluttede Det Radikale Venstre at støtte den borgerlige regering. Det gjaldt nu om at få orden i landets økonomi og i beskæftigelsen. På en række områder deltog partiet i et såkaldt „alternativt flertal" sammen med venstre side. Det var især på udenrigspolitikken, retspolitikken og miljøpolitikken. I spørgsmål som atomvåbenfri zone i Norden og et nej til brug af kernekraft som energikilde var Det Radikale Venstre med til at holde en klar linie.
Det lykkedes i denne periode at bedre dansk økonomi væsentligt, især efter 1988, hvor Det Radikale Venstre indtrådte i en borgerlig regeringskoalition med hele 5 ministre. Regeringen holdt imidlertid kun til 1990, hvor valgresultatet kun gav partiet 7 mandater.
Et spørgsmål om statsministerens troværdighed over for Folketinget – den såkaldte Tamilsag – førte i januar 1993 til, at statsminister Schlüter og hans regering trådte tilbage, og der blev dannet en firepartiregering ledet af socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen og med 3 radikale ministre. I regeringen deltog desuden Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.
Ved valget i september 1994 vandt Det Radikale Venstre 1 mandat og fik i alt 8 mandater. En mindretalsregering bestående af Socialdemokratiet, Centrum-Demokraterne og Det Radikale Venstre blev dannet, med Poul Nyrup Rasmussen som statsminister og 3 radikale ministre (undervisningsministeren, økonomiministeren og udenrigsministeren).
I december 1996 forlod Centrum-Demokraterne regeringen, men S og Det Radikale Venstre fortsatte. Ved den lejlighed blev regeringen omdannet og Det Radikale Venstre fik en ekstra ministerpost, kulturministerposten.
Valget i marts 1998 blev en gyser. Mange forventede, at regeringsansvaret skulle gå til Venstres Uffe Ellemann-Jensen, men valgresultatet gjorde, at regeringen alligevel kunne fortsætte.
Ved valget mistede Det Radikale Venstre 1 mandat, men fortsatte i regering sammen med Socialdemokratiet. Det Radikale Venstre beholdt sine 4 ministerposter, men med 2 nye ansigter i hhv. Undervisningsministeriet og Kulturministeriet.
Valget den 20. november 2001 førte til en fremgang for Det Radikale Venstre, fra 7 til 9 mandater. Valget medførte dog, at SR-regeringen måtte træde tilbage og overlade regeringsmagten til en VK-regering med støtte fra Dansk Folkeparti og Kristeligt Folkeparti.
De historiske bagmænd
Det Radikale Venstre udgav ved partiets 10 års jubilæum i 1915 et lille skrift med titlen "En Samling Aktstykker fra 10 Aars Virksomhed". Publikationen var rettet til partiets 10. landsmøde, der blev afholdt i København den 30. april 1915.
Som aktstykke nr. 2 er aftrykt Det Radikale Venstres Odense-program vedtaget på det stiftende landsmøde i maj 1905, mens aktstykke nr. 1 dels indeholder et ”Opraab til Organisation” skrevet af redaktør Niels Bransager, dels en liste med navnene på 635 vælgere, der med deres underskrift tilslutter sig Niels Bransagers opfordring til at organisere sig i alle valgkredse landet over.
Herunder bringes Niels Bransagers opråb og herefter en fuldstændig fortegnelse over de 635 vælgere fordelt på amter og med angivelse af såvel erhverv som adresse.
Opraab til Organisation
(skrevet af Redaktør Niels Bransager)
Det nuværende Ministeriums militære Politik betegner en Opgivelse af et af Venstres væsentligste Programpunkter. Og ved sin Sammensætning betegner Ministeriet et afgjort Skridt til højre ogsaa i den almindelige Politik.
I denne Situation opstod Folketingets Venstre. Det nye Parti er vokset frem af Troskab mod en af Venstres betydningsfuldeste Mærkesager, og dets Medlemmer vil hos alle virkelige Venstremænd møde oprigtig Tak og Paaskønnelse, fordi de skabte et Værn mod Frafaldet og dermed Muligheden for et nyt demokratisk Fremstød.
Idet undertegnede Venstremænd fra alle Landets Folketingskredse udtaler vor varmeTilslutning til den antimilitaristiske Holdning, Folketingets Venstre har indtaget, og idet vi udtaler den sikre Forvisning, at det ny Parti desuden vil blive Udgangspunkt for en dybtgaaende demokratisk Fornyelse af dansk Venstrepolitik, opfordrer vi vore Meningsfæller i alle Valgkredse Landet over til at organisere sig.
Naar denne Organisation er tilvejebragt, vil dens første Opgave blive at vælge Repræsentanter til et Delegeretmøde for hele Landet, hvortil der siden vil udgaa Indbydelse.
I de senere Aar bragte Venstres Vælgere og Rigsdagsmænd i et bestandig fjærnere Forhold til hinanden. Partiet blev et rent Rigsdagsparti. Og lige saa lidt bestod der nogen indbyrdes Forbindelse mellem Venstrevælgerne i Landets forskellige Egne.
Dette Forhold maa forandres. Venstrevælgerne maa samle sig i en fast og virksom Organisation. Ad den Vej styrkes i lige Grad Rigsdagspartiets Stilling og Vælgernes egen Indflydelse.
Derfor retter vi til vore Meningsfæller den indtrængende Opfordring: Organiser Eder til fælles og trofast Arbejde for en Venstrepolitik, der bærer ind i Fremtiden det bedste , som fandtes i Venstres gamle Program, og fører mod sin Løsning de nye Krav af politisk, social og aandelig Karakter, som Udviklingen har rejst og modnet. April, 1905
(Såvel retskrivning som selve teksten er taget uændret fra 1915-publikationen)
