"Jeg er stadig moderne"
Og hvad mener jeg så med det? Jo, da jeg forleden i TV hørte, at den ældste folkevalgte lokalpolitiker i Danmark var 91 år, blev jeg bare så glad. Jeg hører til de store efterkrigsårgange. og der er rigtig mange af os, og især her i Dragør, hvor ca. 25% af borgerne er over 65 år.
Og netop, fordi vi er så mange, bliver vi ved med at være “moderne” og ikke mindst meningsdannere.
Aldersdiskriminering er et emne, der debatteres meget for tiden, og er især aktuelt i forbindelse med længere arbejdsliv, længere tid inden pensionering og længere levetid. Jeg mener klart vi i Dragør er en ressource og ikke en byrde, hvilket vi skal være os bevist!
Jeg er langtfra 91 år og stiller igen op til kommunalbestyrelsen, og qua min alder banker mit hjerte naturligt for ældrepolitikken, samt for en af mine andre kompetencer økonomien, der var den egentlige årsag til, at jeg i sin tid begyndte at interessere mig for Dragørs økonomi.
Der er mange områder og emner til debat i forbindelse med et kommunalvalg, men jeg syntes, der ved flere valg har været for lidt fokus på ældreområdet. Det vil jeg efter bedste evne forsøge at råde bod på. Jeg er en del af et stærkt team af sideordnede kandidater, hvor de andre er betydeligt yngre end mig, men hvor jeg i kraft af min alder repræsenterer den største del af Dragørs befolkning. Den del der vil vedblive med at være meningsdannere. Den del, der bliver ved med at være moderne.
Else Lykke Madsen, Radikale Venstre i Dragør, Pensioneret områdedirektør og 75 år