DR’s dokumentar Skolens tabte børn viser en virkelighed, der burde få os alle til at stoppe op og spørge: hvordan kunne vi som samfund lade det komme så vidt? Det er en virkelighed, der råber til himlen om svigt af vores børn og afslører, hvor dybt systemet fejler.

Men sandheden er, at vi ikke engang kender det fulde omfang af børn, der vægrer sig mod at gå i skole. Vores måde at registrere fravær på er fyldt med blinde vinkler. Børn i mistrivsel risikerer at forsvinde ud af systemets opmærksomhed, og når vi ikke engang kan gøre status over, hvor mange børn der ikke er i skole, hvordan skal vi så kunne sikre, at ingen tabes?

Mørketal og skjulte børn
I dag bliver alt fravær over 10 % lagt i én kasse. Vi kan altså ikke skelne mellem et barn med 11 % fravær og et barn med 80 %. Samtidig tælles børn på reduceret skema slet ikke med, selvom deres situation ofte er mindst lige så alvorlig. Det skaber et mørketal, hvor nogle af de mest sårbare børn ganske enkelt forsvinder.

Når vi ikke ser hele billedet, mangler vi både et redskab til tidlig opsporing og et solidt grundlag for rettidige indsatser. Det er ikke bare et statistisk problem – det er et retssikkerhedsproblem. Bag tallene gemmer sig børn, der mister skolegang, fællesskab ogofte troen på både sig selv og de voksne-og som kommer mere og mere i mistrivsel. 

Et voksende problem i Egedal
I Egedal viser de nyeste tal, at 33 % af eleverne har over 10 % fravær – en stigning fra 27% året før. Vi har talt med og kendskab til flere familier i Egedal som har børn med fuldt skolefravær, børn både fra almenområdet og fra kommunens kompetencecentre. Det er børn, som lige nu står helt uden undervisning og fællesskab. Og tallene dækker kun de
børn, der registreres – ikke de mange på reduceret skema eller børn, der bliver hjemme i perioder uden at fremgå i statistikkerne. Vi mangler også systematisk viden om, hvor mange børn der er indskrevet i kommunens mellemformer, hvor mange timer de er der om ugen, hvor længe de bliver, og hvad der sker bagefter: Kommer de tilbage til folkeskolen, eller visiteres de videre til specialtilbud? Uden registrering forsvinder børn ud af opmærksomheden, og familier overlades til en opslidende kamp for hjælp.

Forældrene står alene
Mange forældre fortæller, at de oplever at stå alene med deres barns mistrivsel. De rækker ud til skole eller kommune, men hjælpen trækker ud. I mellemtiden vokser fraværet, barnet bliver mere isoleret, og familien presses til det yderste. Det handler ikke om forældre, der ikke vil samarbejde – det handler om familier, der bærer byrder, de ikke kan løfte alene, og et system der svigter og reagerer alt for sent.

Hvad kan vi gøre?
Det første skridt er at skabe et reelt overblik: systematisk og gennemsigtig registrering af fravær. Vi skal kunne se forskel på fraværstyper, om barnet er på reduceret skema, sygemeldt eller i mellemformer. Og registreringen skal bruges omsorgsfuldt – som et redskab til tidlig opsporing og dialog, aldrig som straf. Vi skal også lytte til, anerkende og inddrage den viden, forældre og fagpersoner har om barnet, og bringe barnets egen stemme mest muligt i spil. Forældre skal mødes med tillidog anerkendes som den ressource, de er. Og lærere og pædagoger skal have tid, ressourcer, rammer og viden der gør det muligt at reagere på mistrivsel, før den udvikler sig til skolevægring.

En ny retning
Når børn tabes, mister de ikke bare deres skolegang, men også fodfæstet i livet. Vi sender børn ud i livet med ar på sjælen, og efterlade dem med en langt sværere vej i livet, selvom det kunne have været anderledes. Derfor har vi brug for en ny retning, hvor vi tør investere i rettidig støtte, hurtige visiteringer og de rette tilbud første gang. Hvor ægte inklusion handler om at skabe plads til forskellighed – ikke om at gøre børn almindelige. Og hvor ingen børn forsvinder i statistikker og mørketal.

Radikale Venstre går til valg på at sætte børnene først – ikke tallene. Vi ønsker en kommune, hvor ingen børn tabes i systemet, men mødes med rettidig hjælp, respekt og reelle muligheder for at trives og udvikle sig. 

Af Cirkeline Kajhøj, kandidat til KV25
og Rikke Mortensen, spidskandidat og gruppeformand for Radikale Venstre

Af Cirkeline Kajhøj, socialrådgiver, mor til et barn med handicap og kandidat for RadikaleVenstre i Egedal Kommune

Vi har selv skabt mange af de problemer, som DR’s dokumentar ”Skolens tabte børn” viser.

Med kommunalreformen i 2007 blev ansvaret for det specialiserede område flyttet tilkommunerne. Med inklusionsreformen i 2012 besluttede et bredt flertal, at 96 % af alle børn skulle inkluderes i den almene folkeskole. Samtidig begyndte mange kommuner at nedlægge deres specialskoletilbud. Nogle gik så langt som at beslutte, at alle børn uanset handicap som udgangspunkt skulle starte i folkeskolen, når de begyndte i 0. klasse. Og vejen til at bryde ud af folkeskolens hængsler og få bevilliget et specialiseret skoletilbud blev sværere og sværere.

Konsekvenserne har været katastrofale for alt for mange børn. For børn med fysiske og psykiske handicap og særlige behov har det betydet, at de er blevet presset ind i rammer, hvor deres behov ikke kan imødekommes. Det er ikke inklusion, når børn placeres i fællesskaber, hvor de ikke trives, det er eksklusion i forklædning. 

Alt for mange ender i mistrivsel, ufrivilligt skolefravær og langvarige perioder uden undervisning og socialt isoleret i hjemmet. Børn mister troen på sig selv og de voksne, og alt for mange familier bryder sammen under presset. 

Ifølge Autismeforeningen har næsten hvert femte barn med autisme været væk fra skolen i over et år. Danmarks Lærerforening viser samtidig, at 85 % af lærerne underviser børn, som ikke får den nødvendige støtte. Tallene understreger, at problemet ikke er enkeltstående – det er strukturelt. 

Som mor har jeg selv stået – og står stadig – med et barn, der vægrer sig mod at gå i skole. Min søn er snart 12 år og blev for ca.1 ½ år siden endelig visiteret til et skoletilbud som kan imødekomme hans særlige behov, men først efter det som føles som en lang, altopslidende kamp. Og vejen dertil har været alt for hård. De år på en skole, der ikke matchede hans behov, hvor han blev mere og mere psykisk presset og hvor mistrivslen voksede massivt med angst som følgesvend, og det efterfølgende år hjemme uden et skoletilbud med belastningsreaktion og depression som følge af overbelastningen har sat dybe spor. Selv nu, hvor han er i et helt fantastisk tilbud med yderst kompetent personale, er han stadig langt fra at kunne komme i skole på fuld tid. For børn går i stykker, og man gør dem ondt, når vi voksne ikke lytter, anerkender og handler på deres mistrivsel. 

Når voksne får stress, sygemeldes de som regel fra det miljø, der har forårsaget belastningen. Men når børn får stress, kalder vi det ”belastningsreaktioner” og alligevel insisterer vi alt for ofte på, at de fortsat skal dukke op i det samme miljø og de samme rammer, som har skabt mistrivslen. 

Siden 2021 har jeg været frivillig i Danske Handicaporganisationers lokalafdeling i Egedal. De fleste henvendelser, vi får, kommer fra forældre til børn i mistrivsel på grund af ufrivilligt skolefravær. Det er et problem, der rammer bredt og hårdt, og som dokumentaren desværre blotlægger alt for tydeligt. 

Jo senere hjælpen kommer, desto dyrere bliver den, både menneskeligt og økonomisk. 

Og selv når børn endelig lander i et tilbud, der passer til deres behov, begynder en ny kamp: kommunerne vil have dem hurtigst muligt op i fuld tid igen, og frygten for at barnet hjemtages til folkeskolen fylder hos mange familier. 

Vi har brug for en ny retning, hvor vi anerkender fortidens fejl og tør investere i rettidig støtte og tilstrækkelig hjælp, og prioritere hurtige visiteringer til de rette tilbud, uden at børn først skal afprøves i folkeskolerne og midlertidige lappeløsninger i mellemformer og gå i stykker. 

Vi skal investere i specialskoler og specialtilbud, også på dagtilbudsområdet. I Egedal kommune har vi fx ikke vores eget specialskoletilbud, hvorfor børn med handicap og særlige behov sendes ud af kommunen for at få det specialiserede tilbud som de har behov for og krav på. 

Ægte inklusion handler ikke om at gøre børnene almindelige, det handler om at gøre plads til forskellighed. Samtidig må vi anerkende, at nogle børn har brug for et specialiseret tilbud. Derfor skal vi både investere i folkeskolen, i specialskoler og i det specialiserede socialområde. Kun sådan kan vi sikre, at ingen børn tabes.

Det er bl.a. også derfor, jeg stiller op til kommunalvalget i Egedal for Radikale Venstre: fordi vi har brug for en ny retning, hvor vi tør tænke i langsigtede investeringer, så alle børn kan trives og få et trygt skoleliv.

Af Rikke Mortensen, Dennis Roland Pedersen og Cirkeline Kajhøj
Radikale Venstre

Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) er på vej med en ny inklusionsstrategi – Inklusion 2.0 – med ambitionen om, at endnu flere børn skal undervises i den almene folkeskole. Men spørgsmålet er, om vi reelt har lært af fortidens fejl.

Inklusionsreformen fra 2012 havde som mål, at 95 % af alle børn skulle inkluderes i almenundervisningen. Konsekvenserne har været alvorlige: stigende mistrivsel, skolevægring og manglende støtte til børn med særlige behov. Ifølge en undersøgelse fra Autismeforeningen i 2024 har næsten hvert femte barn med autisme været væk fra skolen i over et år. Samtidig viser tal fra
Danmarks Lærerforening, at 85 % af lærerne har elever i deres klasser, som ikke modtager den nødvendige støtte.

Det er ikke inklusion, når børn placeres i fællesskaber, hvor de ikke trives. Det er eksklusion i forklædning.

I Egedal Kommune fremhæves en inklusionsprocent på 96,9 % som en succes. Men bag tallene gemmer sig en anden virkelighed: En markant stigning i udbetalinger for tabt arbejdsfortjeneste til forældre, fordi deres børn mistrives og i mange tilfælde slet ikke går i skole, eller har begrænset
fremmøde. Når hjælpen kommer for sent, er det både menneskeligt og økonomisk dyrere at genopbygge barnets trivsel.

Reel inklusion kræver mere end blot at flytte børn – det kræver målrettede, specialiserede rammer, hvor børn med handicap kan udvikle sig på lige fod med andre. Det kræver ressourcer, faglighed og politisk vilje til at sætte barnets behov først.

I Radikale Venstre mener vi, at alle børn har ret til et skoletilbud, hvor de bliver mødt med forståelse og respekt for deres individuelle behov. Vi ønsker en tidlig og helhedsorienteret indsats, flere ressourcer til specialiserede skoletilbud og langsigtede løsninger, der prioriterer børns trivsel –
ikke besparelser forklædt som pædagogiske visioner.

Lad os lære af fortiden. Lad os sætte børnenes behov i centrum. For ægte inklusion handler ikke om at gøre børnene almindelige – det handler om at gøre plads til forskellighed.

På vegne af Rikke Mortensen, Dennis Roland Pedersen & Cirkeline Kajhøj Radikale Venstre

Af Cirkeline Kajhøj, social- og sundhedsassistent, social- og sundhedshjælper og kandidat til kommunalvalget for Radikale Venstre i Egedal

En ny rapport viser, at Egedal Kommune ligger næstsidst på landsplan, når det gælder tilfredshed med hjemmeplejen. Kun 63 procent af borgerne med kommunal leverandør er tilfredse eller meget tilfredse – markant lavere end landsgennemsnittet.
Det bør få alle alarmklokker til at ringe. For hjemmeplejen er ikke bare rengøring og praktisk hjælp, men fundamentet for tryghed, værdighed og livskvalitet for nogle af vores mest sårbare borgere.

Medarbejderne fortjener bedre rammer
Jeg vil gerne understrege: Vores medarbejdere i hjemmeplejen gør hver dag en kæmpe indsats. Problemet er ikke deres engagement eller faglighed. Problemet er de rammer og vilkår, vi som kommune giver dem. Når arbejdspresset er for højt, og der ikke er tid nok til at udføre arbejdet ordentligt, går det ud over både medarbejdere og borgere.
Rapporten viser, at kun 19 procent af borgerne i Egedal oplever, at medarbejderne i høj grad kender deres vaner og behov. Det handler ikke om, at medarbejderne ikke vil – det handler om, at de løber stærkt, møder for mange borgere på en dag og ikke får mulighed for at skabe de relationer, der er nødvendige. Tryghed skabes af genkendelige ansigter og tid til omsorg.

Når teknologien tager over
Egedal har indført både robotstøvsugere og skærmbesøg via iPad i hjemmeplejen. For nogle borgere kan det fungere godt. En robotstøvsuger kan lette hverdagen, og et skærmbesøg kan give struktur. Men teknologien må aldrig blive en standardløsning for alle.
Som social og sundhedsassistent ved jeg, at et besøg hos en borger handler om meget mere end den praktiske opgave. Når jeg hjalp med rengøringen, kunne jeg samtidig observere: Er køkkenet fyldt med gamle madrester – et tegn på, at borgeren ikke spiser? Er hjemmet pludselig mere rodet – et tegn på depression eller begyndende demens? Har borgeren blå mærker eller virker forpint – måske tegn på et fald eller sygdom? Alt dette går tabt, hvis vi blot sender en robot eller nøjes med et skærmbillede.
I budgetforslaget for 2026-2029 lægger Egedal også op til øget fokus på digital hjemmetræning. Det kan være en hjælp for nogle, men vi må ikke overse, at træning ikke kun handler om muskler og led – det handler også om motivation, relationer og tryghed. En medarbejder kan se, om en øvelse bliver lavet rigtigt, eller om borgeren mangler mod på at fortsætte. Den menneskelige kontakt kan ingen app erstatte.

Vi mangler hænder – og vi skal passe på dem, vi har
Kommunen skriver selv i budgetforslaget, at det er svært at rekruttere og fastholde det antal social og sundhedshjælperelever og -assistentelever, som vi er forpligtet til at ansætte hvert år. Det er en alvorlig advarsel: Hvis vi ikke kan tiltrække elever og give dem et godt uddannelsesmiljø, risikerer vi på sigt at stå med endnu færre hænder i ældreplejen.
Løsningen er ikke at erstatte mennesker med maskiner, men at investere i medarbejderne. Vi skal sikre bedre uddannelsesforløb, bedre introduktion, bedre arbejdsmiljø – og give medarbejderne den tid, de har brug for til at udføre deres arbejde ordentligt.

En værdig ældrepleje er en politisk opgave
Hvis Egedal skal hæve tilfredsheden med hjemmeplejen, skal vi starte med at insistere på værdighed. Vi skal give medarbejderne tid til omsorg og skabe rammer, hvor de ældre møder kendte ansigter, der kender deres behov. Vi skal bruge teknologien som supplement – aldrig som erstatning for den menneskelige kontakt.
Som kandidat til kommunalvalget for Radikale Venstre i Egedal vil jeg arbejde for en ældrepleje, hvor mennesket sættes først. Vi skal løfte medarbejderne, ikke presse dem yderligere. Vi skal skabe kontinuitet, tryghed og nærvær for de ældre. Og vi skal insistere på, at værdig ældrepleje ikke er luksus – det er en kerneopgave for kommunen.

Egedal kan gøre det bedre.

Og vi skal gøre det bedre.

Af Cirkeline Kajhøj, socialrådgiver, mor til et barn med handicap og kandidat for Radikale Venstre i Egedal Kommune

Ferierne kommer som et glædeligt afbræk for mange, men for børn med handicap kan de være det modsatte: en lang pause fra fællesskabet. 

Sommerferien er netop slut, men allerede i uge 42 står næste ferie for døren. 

Hvis vi vil undgå, at børn med handicap igen skal sidde isoleret derhjemme, må vi begynde at planlægge nu – og især tænke anderledes om den seks uger lange sommerferie.

Mange børn med handicap går i specialskoler eller dagbehandlingstilbud, som enten lukker helt ned eller kun har begrænset åbning i seks til syv uger om sommeren. 

Nogle børn går i skole langt væk fra hjemmet, og klassekammeraterne bor spredt i forskellige kommuner. For børn med autisme viser tal fra Autismeforeningen, at hele 46,7 % aktuelt har ufrivilligt skolefravær, og 22,8 % har været væk i over et år. For dem er kontakten til klassekammerater i forvejen minimal. Nogle børn har slet ikke et SFO- eller klubtilbud.

Når hverdagen forsvinder, forsvinder ikke bare undervisningen. Hele barnets sociale liv og struktur forsvinder. Vi sender børn ind i en social ørken i seks uger, mens verden udenfor summer af ferier til udlandet og aktiviteter i Danmark – ture til museer, en dag i Lalandia, zoo eller andre steder fyldt med mennesker, larm og uforudsigelighed. For mange børn med handicap er det slet ikke realistiske muligheder, og de ser det hele passere forbi – gennem vinduet eller på de sociale medier.

Sommerlukningen rammer ikke kun skoler og uddannelsesinstitutioner. Også de få fritidstilbud, der findes for børn med handicap, holder pause. I Egedal har vi ét svømmehold for børn med handicap – et fantastisk hold med plads til alle og engagerede svømmetrænere. Men også dette hold lukker ned i slutningen af maj og starter først op igen til september. Der er i Egedal mulighed for svømmeskole og sommerhold – men ikke for børnene på handicapholdet. De få børn, der har en fritidsaktivitet, oplever derfor, at den kan være lukket i flere måneder hen over sommeren, mens neurotypiske børn fortsætter med sommergymnastik, sommersvømning, udflugter med klubben og andre fællesskaber.

Problemet er veldokumenteret. Ifølge en stor undersøgelse fra Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – foretaget i 2020 og offentliggjort i november 2021, har 22 % af mennesker med større fysisk handicap og 29 % med større psykisk handicap ingen venner eller ser dem sjældnere end én gang om måneden. Til sammenligning gælder det for kun 11 % af mennesker uden handicap. Allerede i 2017 viste en undersøgelse blandt socialpædagoger, at hver ottende voksen med handicap slet ikke havde nogen venner. Tallene viser, at ensomhed blandt mennesker med handicap ikke er nyt – og at vi som samfund stadig ikke har knækket koden til at sikre adgang til fællesskaber.

Danske Handicaporganisationer peger på, at vejen ind i fællesskabet kan være alt fra et job til en bustur. For børn og unge med handicap kan det være en tryg sommeraktivitet med kendte voksne eller en tur med en klub, hvor der er forståelse for deres behov. Når sådanne tilbud ikke findes, står familierne alene med opgaven – og ferien bliver en tid, hvor barriererne vokser, forskellene til andre børn bliver tydeligere, og belastningen på familien stiger.

Som mor ved jeg, hvordan det føles at forsøge at skabe en meningsfuld sommer for et barn, der ikke har adgang til de samme fællesskaber som andre. Som socialrådgiver ved jeg, hvor store konsekvenser langvarig isolation kan have: mistrivsel, tilbagegang i færdigheder, forværret angst og social usikkerhed. Og et familieliv der bliver endnu mere presset end det i forvejen var.

Det er ikke en naturlov, at sommerferien og de andre ferier skal være ensomme. Det er et politisk valg, at kommuner ikke sikrer tilbud, fællesskaber og aktiviteter for børn med handicap i ferierne. 

Vi kunne vælge at lave små hold med kendt personale et par timer om dagen. Vi kunne skabe fælles aktiviteter på tværs af kommunen, hvor børn trygt kan mødes. Vi kunne samarbejde med foreninger, spejdergrupper, sportsklubber og civilsamfundet.

Jeg opfordrer mine politiske kolleger: Når vi nærmer os efterårsferien, så tænk på de børn, der ikke tæller ned til første skoledag efter ferien af glæde, men af lettelse over, at hverdagen vender tilbage. Og husk også de børn og unge, der slet ikke har et skoletilbud at vende tilbage til eller som af forskellige årsager ikke kan rumme det tilbud, de har. For dem er ferien ikke blot et afbræk fra skolen, men en forlængelse af en allerede langvarig isolation, hvor fraværet af fællesskab og meningsfuld hverdag er ekstra mærkbart.

Lad os være forberedte på de kommende ferier – ikke mindst den ualmindeligt lange sommerferie, som for mange børn med handicap er alt for ensom. Velfærd må ikke gå på ferie, bare fordi politikerne gør det. Vi kan finde pengene, vi kan finde viljen – spørgsmålet er, om vi har modet til at handle. For når verden lukker ned for børn og unge med handicap, lukker vi også ned for deres muligheder for at være en del af fællesskabet. Og det har hverken de eller vi som samfund råd til.

af Cirkeline Kajhøj den 9. september 2025

DEBATINDLÆG:
Kære Kristian Nørgaard
Tak for dit indlæg og for at sætte fokus på, hvor vigtigt det er, at børn og unge med handicap og særlige behov også får mulighed for at være en del af fritids- og foreningslivet – både i ferieperioder og i hverdagen.
Som medlem af Handicaprådet i Egedal Kommune og som kandidat for Radikale Venstre har jeg netop rejst denne problematik i min egen kronik i Egedalposten.
Vi har i Handicaprådet gennem længere tid drøftet Specialsportsguiden og behovet for at få kortlagt, hvilke fritidstilbud og idrætsfaciliteter i kommunen der har plads til børn, unge og voksne med særlige behov. Desværre har vi indtil videre fået meldingen om, at administrationen ikke har ressourcer til at gennemføre en fuld kortlægning, men vi fortsætter arbejdet og har inviteret afdelingsleder for Kultur og Fritid, Peter Høybye, til Handicaprådets møde i september for at drøfte, hvordan vi kan komme videre. 
Der er altså allerede et igangværende arbejde på området, og jeg håber, at både dit forslag om en fritidsvejleder og dialogen med Specialsport.dk kan være med til at skubbe udviklingen i den rigtige retning. Det er helt afgørende, at vi i fællesskab – politikere, foreninger, administration og borgere skaber rammer, så alle børn og unge kan opleve glæden ved fællesskab og aktivitet. 

Med venlig hilsen
Cirkeline Kajhøj
Medlem af Handicaprådet i Egedal Kommune
Kandidat for Radikale Venstre

Af Cirkeline Kajhøj
Kandidat for Radikale Venstre til kommunalvalget i Egedal Kommune

I dag er der udkommet endnu en stærk og chokerende dokumentar på TV2, som sætter fokus på de fortsatte udfordringer på landets bosteder for mennesker med handicap og udviklingshæmning. Trods fremskridt i nogle dele af samfundet, er det tydeligt, at der stadig foregår omsorgssvigt, overgreb og uacceptable og ulovlige magtanvendelse mod nogle af samfundets mest sårbare borgere. 

Som kandidat for Radikale Venstre til det kommende kommunalvalg føler jeg et stærkt behov for at adressere denne alvorlige situation, som har stået på alt for længe.

Som mor til et barn med udviklingshæmning, der vil have behov for støtte gennem hele sit liv, er jeg dybt rystet over, at svigtet af mennesker med handicap fortsætteruændret.

Jeg ser med stor bekymring på de signaler, der sendes fra regeringen i kølvandet på den nyligt indgåede handicapaftale.

Denne aftale reducerer antallet af tilsyn på landets bosteder fra én gang om året til én gang hver tredje år. Det er en beslutning, der vækker bekymring, da det kan betyde, at der er endnu færre kontrolmekanismer til at sikre, at mennesker med handicap får dennødvendige omsorg og respekt de fortjener.

Jeg vil gerne understrege, at jeg er stor modstander af, at Radikale Venstre er gået med i den handicapaftale, der er indgået med regeringen. For mig at se medfører handicapaftalen en række forringelser for mennesker med handicap, hvilket er fuldstændigt uacceptabelt.

Aftalen undlader at adressere de grundlæggende problemer, der findes på landets bosteder, og den risikerer at forværre forholdene for mennesker med handicap og udviklingshæmning yderligere.

Jeg synes ikke vi kan ikke stå passivt og lade denne udvikling fortsætte, når vi ved, at det går ud over sårbare mennesker, der allerede lever i en udsat situation.

Dokumentarer som Farlig Omsorg og tragiske hændelser, såsom omsorgssvigt på et bosted, der kostede en ung kvinde livet, har ikke blot rystet mig som forælder, men også berørt mig dybt som samfundsborger.

Vi må spørge os selv, hvorfor der ikke er større opstandelse i befolkningen over disse hændelser og forhold for mennesker med handicap generelt. Hvorfor er der ikke et krav om, at mennesker med handicap får den nødvendige beskyttelse, og at ansvarlige personer stilles til ansvar?

I Radikale Venstre tror vi på, at alle mennesker fortjener lige rettigheder og beskyttelse, uanset deres fysiske eller mentale evner. Jeg mener, at vi som samfund skal stå sammen og kæmpe for at sikre, at mennesker med handicap får den nødvendige hjælp og behandling. Det er ikke nok at vente på, at systemet ændrer sig af sig selv. Vi skal kæmpe for at få sat fokus på de store problemer på landets bosteder og sikre, at der bliver sat ind med konkrete tiltag, der kan forbedre forholdene.

Jeg opfordrer til, at vi i kommunerne gør det til en topprioritet at sikre, at der er ordentlige rammer og tilsyn for vores borgere med handicap. Vi skal have flere ressourcer til området, og vi skal sikre, at der er et tilsyn, der ikke kun er symbolsk, menreelt sørger for at beskytte mennesker mod overgreb og svigt.

Det er på høje tid, at vi som samfund tager et ansvar for de sårbare grupper og står op for deres rettigheder. Vi må ikke tillade, at omsorgssvigt og magtanvendelser fortsætter uforandret. Det er vores ansvar – og vi kan ikke vente længere.

Cirkeline Kajhøj
Formand for Handicaprådet i Egedal kommune og Kandidat for Radikale Venstre til kommunalvalget i Egedal  kommune