Det er ikke solskin og blå himmel, man kommer til at tænke på i dette sommerinterview med Lone Loklindt, hvor vi spørger til økonomien på Frederiksberg. Det ser tværtimod noget dystert ud.
”Vi overtog et underskud på 80 millioner kroner, og det steg til 100 millioner kroner, da man regnede ordentligt efter,” fortæller Lone Loklindt.
Det skulle ellers være så godt efter sejren ved kommunalvalget i november 2021, hvor den grønne koalition vandt flertallet i kommunalbestyrelsen, og Det Konservative Folkeparti efter 112 år ved magten måtte overdrage borgmesterposten til Socialdemokraterne.
Radikale Venstre fik tre medlemmer i kommunalbestyrelsen, og Lone Loklindt blev 1. viceborgmester.
Ved årsskiftet skulle det nye flertal så i gang med at realisere sin politik. Men får i stedet indsigt i, at kommunens økonomi ser meget værre ud end ventet.
”Vi måtte derfor lægge ud med en dispositionsbegrænsning på 1,5 procent i alle afdelinger og institutioner, og det ser desværre ud til, at vi må fastholde denne grønthøster,” forklarer Lone Loklindt.
Og det oven i, at det allerede i sidste periode blev afdækket, at der er et efterslæb på flere hundrede millioner kroner på vedligehold af kommunens bygninger.
Ekstern undersøgelse af økonomien
”Vi har bedt om at få en ekstern undersøgelse af økonomien for at dobbelttjekke forvaltningens vurdering af, hvor galt det står til. Men jeg må sige, at det materiale, vi har fået, er så overbevisende, at jeg forventer, at det bliver en undersøgelse, der bekræfter situationen,” fortæller Lone Loklindt.
Mange af landets kommuner oplever et pres på økonomien, blandt andet på grund af stigende udgifter på de specialiserede områder. Det gælder også Frederiksberg. Og så er der en cocktail af forskellige andre udgifter, på både service og anlæg, der også spiller ind i det store billede. For eksempel mere kommunal udligning, udgifter forbundet med corona og modtagelse af flygtninge fra Ukraine. Genopretning af familieafdelingen, et dyrt p-hus under rådhuset og ekstraudgifter til renovering af svømmehallen.
Involverende proces
Hvad kommer det så til at betyde for kommunens borgere? Ser vi ind i besparelser og forringet service? Og i skattestigninger?
”Det vigtige for mig er, at vi beslutter, hvilket serviceniveau vi ønsker på Frederiksberg. Det handler så om at få økonomien til at passe til den virkelighed, vi ønsker for vores borgere,” siger Lone Loklindt.
Som forberedelse til efterårets budgetforhandlingerne er der udarbejdet et katalog med forslag til besparelser på alle kommunens områder. Kataloget er ikke politisk behandlet, og prioriteringerne er ikke begyndt. Kommunens medarbejderorganisation er inddraget i øvelsen med at se på besparelser, da de med deres daglige indsigt i områderne kan være med til at kvalificere evt. tiltag.
”Vi vil gerne have en mere åben budgetproces og inddrager derfor MED tidligere, så de kan byde ind med input og alternativer, før der træffes politiske beslutninger,” fortæller Lone Loklindt.
Besparelser er aldrig sjove, og kataloget med forslag til, hvor kommunen kan spare, er heller ikke opmuntrende læsning. Det handler blandt meget andet om reduktion af serviceniveauet for ældrepleje, flere elever i klasserne og reduktion af idræts- og kulturpuljerne.
Bredt samarbejde og fælles ansvar
I løbet af efteråret skal der tages politisk stilling til, hvordan næste års budget skal skrues sammen. Og det bliver en prioriteringsøvelse.
”Der er nogle områder, hvor jeg vil have svært ved at se besparelser for mig. For eksempel på ungeområdet, hvor vi oplever stor mistrivsel i forvejen,” siger Lone Loklindt.
Hun understreger, at hendes ønske for efterårets budgetøvelse er, at der tages et fælles ansvar for at rette op på økonomien.
”Jeg vil gerne have et bredt samarbejde og en fælles beslutning om at rette op på økonomien. Lige nu sørger vi for, at alle får den nødvendige indsigt. Vi har som politikere aldrig haft så meget indblik som nu. Vi vil gerne skabe et fælles billede af, at vi står i en megapresset situation, som vi alle er ansvarlige for at rette op på,” siger hun.
Processen starter for alvor i august. Den 30. august er der borgermøde om budgetforslaget, og primo oktober vedtages budget 2023 for Frederiksberg Kommune. Og så kan man håbe på mere solskin og blå himmel til næste år.