Nyheder

Tre hurtige til Ruben Kidde om udlændingepolitik

Dygtige og flittige udlændinge, som bidrager til samfundet og drømmer om en fremtid her, skal ikke smides ud af landet, siger Ruben Kidde, folketingskandidat på Frederiksberg.

Hvad er der galt med udlændingepolitikken i DK?

Hvor skal jeg starte? Der, hvor jeg tager mig mest til hovedet, er ift. den iver, der er efter at sende talentfulde mennesker ud af landet, uanset hvor meget de ellers bidrager til vores samfund. Vi har brug for langt flere udlændinge i vores velfærdssamfund, for eksempel til at passe på vores syge og gamle, og vores virksomheder har brug for kloge hoveder fra hele verden. Og så er der også noget helt galt med det menneskesyn, som ligger bag Danmarks flygtningepolitik. Hvordan kan man forsvare at sende syriske flygtninge hjem til et land i krig eller drømme om at sende flygtninge ned til en diktator i Rwanda?  

Hvad vil du allerhelst ændre?

Det mindste, man kan forlange, er, at dygtige og flittige udlændinge, som bidrager til samfundet og drømmer om en fremtid her, ikke skal smides ud af landet. Og at danskere har ret til at bo i Danmark med deres familie. Sådan er det desværre ikke engang i dag, og det skal ændres. Og så vil jeg give unge, som er født og opvokset i Danmark, automatisk statsborgerskab, når de fylder 18. Desuden skal vi tage flere FN-kvoteflygtninge og stoppe hjemsendelserne til Syrien.

Hvad ser du som den sværeste udfordring på området?

Det er jo svært at vende en supertanker, og desværre er der et stort flertal i Danmark, som endda har en konkurrence om at føre den strammeste udlændingepolitik. Og derfor bliver det også et langt, sejt træk som radikal at svinge pendulet i den anden retning igen. Det kræver gode argumenter, og at vi bliver ved med at hive de her absurde eksempler frem på gode folk, som Danmark mister med den gældende politik.

Følg Ruben på hans Facebook-side