Herfra min verden går
Jeg er i slutningen af 50’erne og har boet i Værløse de sidste 29 år.
Jeg har to børn, der nu er flyttet hjemmefra, og har via dem deltaget aktivt i forældrebestyrelsen i daginstitutionen Skovstjernen og i Alugod (Det Danske Spejderkorps) og dermed i repræsentantskabet i Spejdernes Genbrug.
Jeg er uddannet boghandler, men har arbejdet med løn og HR siden 90’erne. I dag har jeg arbejde som softwaretester og business analyst inden for løn og HR systemer.
Mit lokale engagement omfatter i dag medlemskab af Kano og Kajakklubben Nord der holder til ved Furesø Bad samt Farum Værløse Rideklub.
Mit politiske liv
Jeg har tidligere, som repræsentant for Radikale Venstre, været medlem af kommunalbestyrelsen i Værløse fra foråret 2002 – 2007. Da jeg gik ud af kommunalbestyrelsen valgte jeg også at trække mig væk fra al lokalpolitisk aktivitet. I stedet har jeg været engageret som tillidsmand og i de sidste år også som fællestillidsmand på mit arbejde. Mine erfaringer fra det lokalpolitiske liv og civilsamfundet giver mig en god ballast og historisk viden, som er vigtig at have og til gavn i byrådsarbejdet, tværpolitisk samarbejde og udviklingen af kommunen.
De bedste hilsener
Hanne Gudik-Sørensen