at ældes med både humør og værdighed
I Furesø Radikale Venstre ønsker vi, at det er muligt at ældes med både humør og værdighed – at vi understøtter valgmulighederne, så den enkelte får størst mulig livskvalitet - også når der bliver brug for hjælp udefra! At få lov til selv at bestemme og blive inddraget er med til at give livskvalitet, og der er flere muligheder for at inddrage både den enkelte borger, de pårørende og seniorrådet.
Vi vil…
- Give valgmuligheder for den enkelte i forhold til bolig
- At de ældre i Furesø skal have mulighed for at indgå i en bred vifte af aktiviteter med andre for at forebygge ensomhed og skabe netværk
- Sikre at kommunen kan være med til at skabe livskvalitet for den enkelte, når der er behov for hjælp
- At ældre borgere fortsat kan leve livet med værdighed og selvbestemmelse
- Støtte medarbejderne ved at skabe fleksibilitet i hverdagen og sikre medbestemmelse så ikke alle beslutninger tages centralt
- Sikre at frivillige, der kan og vil bidrage til kommunens seniorliv, bliver set og får mulighederne
Forskellige boformer – valgfrihed i den sene alder – frihed til at vælge boligform: Vi skal skabe valgmuligheder for den enkelte senior – senior-bofællesskaber, senioregnede boliger, tryghedsboliger, hjælp til at blive boende i egen bolig længst muligt og muligheden for at bo på et fri- eller selvejende plejehjem - uden for det kommunale regi – alt det er med til at skabe valgmuligheder, og give indflydelse på eget liv, når der er brug for det.
Aktive ældre: Vi ønsker, at der er et bredt udbud af muligheder og aktiviteter både i kommunens foreningsliv, men også på dag-/aktivitetscentre og på plejehjem, der er målrettet de ældre i Furesø. Kommunen skal være klar til at stille lokaler og faciliteter til rådighed i forbindelse med dag- og plejecentre og understøtte de aktiviteter som kan være med til at skabe grobund for fællesskaber. Aktiviteter der vokser nedefra, og som drives af energi og engagement, er med til at forebygge ensomhed og isolation for den enkelte senior.
Transport: Er en vigtig forudsætning for at komme ud af eget hjem. Furesø giver mulighed for at benytte Flextrafik, hvilket vi vil være med til at fastholde. Den offentlige transport fx i form af busser skal medtænkes i kommunens planer for plejeboliger. Det er vigtigt både at kunne komme ud af eget hjem og at få besøg af pårørende.
Vi skal passe på dem, der skal passe på os: Furesø Kommune skal understøtte, at personale og ansatte i kommunens ældrepleje tager udgangspunkt i at skabe livskvalitet uanset den enkelte seniors udgangspunkt. Vi ved, at i de kommende år bliver der kamp om de varme hænder i ældreplejen, og vi skal arbejde aktivt med at rekruttere og fastholde ansatte gennem uddannelse og styrkelsen af et godt arbejdsmiljø, der kan være med til at skabe det overskud, som kan mærkes af den enkelte borger. Fastholdelse af personale er også med til at sikre faste hjælpere til den enkelte og minimere brugen af vikarer.
Velfærdsteknologi: Kan være med til at sikre at de ansattes arbejdskraft målrettes bedre og minimerer arbejdsskader i ældreplejen. Der findes i dag en række muligheder, og det er vigtigt, at medarbejderne er med til at beslutte, hvad der sker. Ved bygning af nye plejeboliger skal velfærdsteknologi tænkes ind fra start.
Borgerinvolvering – og beslutninger tæt på borgerne: Vi lytter til seniorråd og Ældresagen osv. Vi går langt for selvbestemmelse og decentrale beslutninger. Nogen af de redskaber vi skal tage i anvendelse er mere decentral ledelse, så flere beslutninger kan lægges ud til medarbejderne og den lokale ledelse, som kender den enkelte borgers forhold.
Frivillige og pårørende: Vores frivillige og pårørende er vigtige medspillere i arbejde for et godt seniorliv. Men det må aldrig være de frivillige og pårørende, som er afgørende for, om man kan få et godt seniorliv i Furesø.
Humør og værdighed: Livskvalitet er en forudsætning for en meningsfuld tilværelse – og er med til at give glæde ved livet. At leve med værdighed og selvrespekt kræver at man har indflydelse på sin egen hverdag, og at man kan planlægge. At være afhængig af andre kan være svært at acceptere, og det er vigtigt at bevare styringen over eget liv bedst muligt. Der skal indgås dialog med den ældre om muligheder for at tage hensyn og planlægge i forhold til den enkeltes behov. Og vi skal fortsat have mulighed for en klippekortsordning – for det er ikke samme ydelse, som tilfredsstiller den enkelte.
STEM RADIKALT
… for et aktivt seniorliv – med valgmuligheder