Stærkt, frit og fremsynet
I Furesø Radikale Venstre vil vi have de bedste rammer for børns skoleliv. Med kompetente voksne, to-lærertimer og daglig opmærksomhed fra en voksen i øjenhøjde. Skolen skal have gode rammer til at tilbyde teknologiforståelse, bæredygtighed, stimulere skabertrang & iværksætteri, men samtidig sikre at ingen tabes på gulvet ift. basale læse- og matematikfærdigheder. Alle kan mestre noget – og vokser af det. Talenter skal stimuleres – og negativ social arv skal brydes – det er respektløst at lade være.
Når børnene forlader folkeskolen er det med oprejst pande, en tro på egne evner og en nysgerrighed efter at lære mere – hvad enten det er på en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse.
Radikale Venstre vil fortsat arbejde for at etablere en yderligere ungdomsuddannelse i Furesø samt en god infrastruktur til udenbys uddannelser til de unge pendlere.
Vi vil…
• Furesø skal være blandt de bedste – også til at bryde negativ social arv
• Lærere i Furesø skal være blandt de mest tilfredse, kompetente og stolte af deres arbejdspladser
• Tiltrække en større andel af læreruddannede lærere til vores skoler bla. gennem trainee ordninger og praktikker med læreruddannelserne
• Der skal være 2-lærerdækning i flere klasser
• Furesøs skoler uddanner til fremtiden og stimulerer skabertrang bla. gennem makerspaces, innovationssamarbejder og praktikophold på lokale virksomheder
• Vi tager elevdemokratiet alvorligt og sikrer eleverne reel indflydelse
• Furesøs elever bliver ambassadører for bæredygtighed og grøn omstilling
• Give flere elever mulighed for at spille instrument uden at gå på musikskole – f.eks. gennem åben skole med lokale aktører eller som en ”Orkestermesterskole”
• Skolen i Jonstrup skal løbende udvides op til 5. årgang, når elevtallene er til det
• Furesø skal have en eller flere offentlige ungdomsuddannelser af stærk kvalitet
Attraktiv for alle børn:
Skolelivet er en stor del af børnelivet og skal prioriteres højt. Børn skal mødes i øjenhøjde og uddannes til fremtiden med det afsæt de har hver især. Furesøs 7 folkeskoler skal bidrage til at nedbryde negativ social arv, sikre fællesskaber, sammenhængskraft, inklusion og integration i - og med - lokalsamfundet og det omgivende samfund. Venskabsklasser skal udbredes og folkeskolen skal stå stærkt i en i øvrigt velkommen valgsituation med privat- og lilleskoler.
Hverdagen i klasselokalet:
Vi ønsker langt flere to-lærertimer end i dag. Coronaerfaringerne ift f.eks. differentierede mødetider for de ældste elever kan overvejes på den enkelte skole.
Kompetente voksne skaber kompetente børn. Lærerne skal sættes fri – de ved, hvad der er bedst for vores børn og kan møde dem i øjenhøjde med daglig opmærksomhed – hvis de får lov. Furesøs skoler skal derfor være attraktive som arbejdspladser – med fleksibel arbejdstid, gode normeringer og metodefrihed i klasselokalet. Både lærere og pædagoger skal sikres kompetenceudvikling - efteruddannelse som kommer alle elever til gode, uanset niveau. Vi skal have styrket andelen af uddannede lærere i Furesø i vores personalegruppe.
Furesøs skoler uddanner til fremtiden Skolens opgave er at danne og uddanne elever til samfundsborgere der kan begå sig digitalt, grønt og være demokratiske medborgere. Furesøs skoler skaber også fremtidens iværksættere ved at understøtte teknologiforståelse og stimulere skabertrang gennem makerspaces, innovationssamarbejde med erhvervsliv, praktikker mm. Ud med PISA – ind med nysgerrighed, selvværd, tro på egne evner samt lyst til en ungdomsuddannelse.
Mere musik i skolelivet:
Det stimulerer selvværd og støtter læring og fællesskab, når man får mulighed for at mestre et instrument, udtrykke kreativitet, og skabe samspil med andre. Furesø stærke musikskole bør involveres mere i folkeskolernes hverdag og en Orkestermesterskole kan etableres.
Jonstrup skole skal udvides:
I takt med at elevtallet vokser i bydelen Jonstrup er det rimeligt at afstanden til den lokale skole ikke er for stor. Radikale Venstre bakker derfor op om at sikre et lokalt skoletilbud op til 5. klasse, når elevtallene er til det.
Ungdomsuddannelse:
Vi skal fortsat arbejde for at tiltrække en eller flere offentlige ungdomsuddannelser - eller satellitter af sådanne - til Furesø. Vores unge har for langt at pendle i dag og kan langt fra være sikre på deres førstevalg i den store kabale.