Nyhed

Det må ikke blive et spørgsmål om enten-eller

Radikale Venstre Kalundborg om budget 2025

Det må ikke blive et spørgsmål om enten-eller

Kalundborg kommune er en kommune i rivende udvikling med et industriboom, der misundes landet over.
Dette til trods har vi stadig store udfordringer på velfærdsområdet: en folkeskole i problemer, et alt for
begrænset kulturudbud og ikke mindst en generel dårlig sundhedstilstand. Det er et problem for vores
livskvalitet og udviklingsmuligheder, og det koster dyrt i symptombehandling og brandslukning.
Som borgere i kommunen kan det være svært at se, at der ikke sker markante fremskridt på så centrale
områder, når nu at vi hører at det går så godt. Det er klart, at mange års udvikling i en forkert retning ikke
kan vendes på en dag. Men vi må ikke opgive ambitionen.
Derfor vil gerne opfordre til, at vi på trods af, at kommunens økonomiske råderum i det kommende
budgetår reduceres med 60 mio. kr., har ambition om både at investere i vores folkeskoler, i vores kulturelle
tilbud og ikke mindst i forebyggende sundhedsstiltag. Vi mener ikke at vi har råd til at lade være.
Det kommunale budget bør rammes ind af en stærk vision for de 3 indsatser. Det kan godt være vi ikke når
der hen med de første skridt, men det skal være tydeligt hvad vi går efter:

1. Et attraktivt børne- og ungdomsliv fra vuggestue til ungdomsuddannelse, hvor alle elever bliver
mødt på deres læringsniveau og føler sig inkluderet i et udviklende fællesskab, uanset deres årgangs
størrelse eller hvor i kommunen de vokser op.

2. En kulturel opblomstring i hele Kalundborg kommune, hvor vi styrker det eksisterende, udvikler det
mulige og satser det exceptionelle. Vi skal have sunde græsrødder, og platforme og et fyrtårn, der
kan lyse langt ud over landets grænser.

3. En sundhedsplan, der sikrer at alle beslutninger der tages i kommunen, fremmer vores sundhed. Vi
skal have adgang til bedre og sundere fødevarer (hvorfor vi også bør have en kommunal
madkulturstrategi), vores infrastruktur skal invitere til bevægelse, og vi skal bygge de lokale
fællesskaber som skaber mental sundhed og reducerer misbrug og afhængighed.

Helt konkret anbefaler vi:

• At vi opretter en offentlig international folkeskole, som kan vise vores ambitioner på
folkeskoleområdet og bidrage til at sætte nye ambitioner for kommunens folkeskoleindsats.

• At vi afsætter midler til at sikre et børneinstitutionsliv, der er resilient overfor bl.a. variation i
årgangene, og som sikrer børnene et trygt og udviklende forløb.

• At sikre fortsættelsen af Kumult, der både fremmer indlæring og trivsel i folkeskolen og giver vores
børn en kulturel dannelse, der kan styrke dem både som individer og som del af et fællesskab.

• At styrke kommunens muligheder for at indgå samarbejde med ikke-offentlige aktører omkring
kulturelle opgaver, så vi sikrer at den kommunale indsats mangedobles i partnerskaber.

• At den sundhedsfremmende indsats tænkes ind i alle kommunens opgaver, så vi sikrer at det
sundhedsfremmende tiltag prioriteres bredt og med effekt.

• At der afsættes midler til synlige, eksemplariske forebyggelsesindsatser på familieniveau.

Budget 2025 må ikke blive et spørgsmål om at prioritere enten mellem kultur, folkeskoler eller vores
sundhed. Vi kan imidlertid ikke finansiere alt via det kommunale budget, så vi bliver nødt til at tænke i
samarbejde med andre aktører og finansiering gennem bl.a. fonde i samarbejde med civilsamfund og
foreningsliv.

Vi har ikke råd til at lade være.

På bestyrelsens vegne
Mette Hvid Brockmann
Bestyrelsesleder Radikale Venstre Kalundborg