Pagels
Solrød er et godt sted at bo og hverdagen skal bare fungere. Sådan lyder udgangspunktet for Radikale Venstre i Solrød.
Om det gælder daginstitutioner, skoler, ældrepleje, fritid eller vores forhold til naturen og hinanden, vil vi altid sætte det enkelte menneske forrest.
Vi mener også vi kan mere og vi vil arbejde for at gøre Solrød bedre for alle.
Ordentlighed og borgerinddragelse
Vi har været uenige med et flertal i byrådet om transportcentret og udvidelsen af biogasanlægget, og der er nu brug for at vi kigger fremad på løsninger, hvor vi kompenserer for tidligere dårlige beslutninger, ved at tænke nyt og gennem dialog opnår enighed om fremtidige gode løsninger.
Derfor ønsker Radikale at være bannerførende for den gode tone i debatten og samarbejde bredt i byrådet.
Gode løsninger for borgerne kræver også inddragelse af samme og vi kan med glæde konstatere at flertallet i byrådet har forstået dette, så der er indført borgerinddragelse i det nye projekt ”Borgernes hus”. Det vil Radikale sikre fortsætter efter valget, også på alle andre nye tiltag.
Vi er rigtig glade for at byrådet har besluttet at vi skal have en borgerrådgiver og vil arbejde for at dette støttes og gerne bliver til en fuldtidsstilling, da det er en Radikal mærkesag at borgernes rettigheder overholdes.
Børn og unge
Solrød har en dannelsesstrategi, der omfatter vores børns udvikling fra spæd til ung voksen, og det er Radikale i grunden tilhænger af. Strategien er dog ikke målbar og selv om trivsel er nævnt, så er strategien ikke bundet op på trivsel. I radikale Venstre mener vi klart at trivsel er forudsætning for al læring og personlig udvikling, så det vil vi arbejde for i højere grad bliver implementeret i strategien.
Det står nemlig også øverst og vigtigste i Radikale Venstres børneløfte se vores udspil her:
https://www.radikale.dk/politik/udspil/born-og-skole/taenk-frit-taenk-born/
I øvrigt Mener vi i Radikale Venstre at Kultur er et vigtigt element i dannelse og kulturudbud for vores børn og unge skal øges, se afsnittet nedenfor.
Pasning
Når børn skal passes, så er deres trivsel meget afhængig af de voksne der passer dem og derved normeringen af voksne i vores pasningstilbud. Vi er derfor glade for at minimumsnormeringer er en del af det nye budgetforlig, da det er en Radikal mærkesag. Vi vil arbejde for at det bliver sikret og vil se på om vi kan opnå det endnu hurtigere, ligeledes er vi fortalere for en ny Skovbørnehave.
Bedre Skoler og Ny lille folkeskole
Skolerne skal tilføres flere penge i Solrød for at rette på økonomien, da det løft Folketinget og KL har aftalt, i realiteten er sparet væk i Solrød.
Så arbejder Radikale landspolitisk på at gøre op med den sidste skolereform, så ”skolerne sættes fri”. Det kommer forhåbentlig til at betyde at skolerne får større frihed til selv at bestemme.
Vi vil arbejde for at arbejdet begynder så hurtigt som muligt og sikre at en reformøvelse ikke igen bliver en spare øvelse, men at skolerne reelt får et løft.
Det er ikke nogen hemmelighed at Munkekær og Uglegård er fyldte til bristepunktet og vi har ingen tilbud til de sensitive børn, som ikke trives blandt mange børn og larm. Derfor foreslår Radikale Venstre at vi skal undersøge om vi kan etablere en ny lille folkeskole i Solrød Strand, da det vil løse både problemet med pladsmangel og skabe et godt tilbud til sensitive børn.
Kulturhus på Stationspladsen
Solrød er blandt de kommuner der bruger mindst på kultur, når man fratrækker idræt.
Så Nej til nyt rådhus, men ”Borgernes hus” bliver til en vindersag når man fjerner rådhus og udskifter med KULTUR.
Så Radikale ønsker et Kulturhus på Stationspladsen
Radikale mener nemlig det er en unik mulighed for at bruge en central beliggenhed til at by-udvikle Solrød og skabe en samlingsplads for alle byens borgere hvor vi kan mødes og få en masse gode oplevelser.
Vi skal samle Bibliotek, Biograf, Teater, Koncertsted, Galleri og Musikskole, der kan skabe liv og give os gode oplevelser.
Vi skal have mere ”åndelig føde”, det er det der giver oplevelser vi kan samle os om, og det giver grobund for den dannelse vi ønsker vores unge og børn vokser op med.
Det skal være slut med at folk føler sig utrygge fordi de unge samler sig på upassende steder.
Lad os i stedet give OS ALLE et samlingssted.
Natur og Klima
I radikale Venstre har natur og klima længe været en mærkesag, og det vil det altid være. Så vi er åbne overfor alle gode forslag der tilgodeser naturen.
Folketinget har lige aftalt et nyt relevant og ambitiøst udspil for landbruget og klima, som vi kan bruge til at øge vore naturkapital. Ifølge Dansk Naturfredningsforenings 5-årige undersøgelse, er Solrød nemlig i bund.
Radikale vil med støtte fra folketingets forslag, i samråd med landmændene, købe jord og plante SKOV, for det er på høje tid at vi giver noget natur igen til de fremtidige generationer.
Så vil Radikale også være med til at reetablere stenrev i Køge Bugt, så betingelserne for livet i havet genskabes og fiskene vender tilbage. Det giver også mulighed for at vi kan snorkle og i endnu højere grad nyde naturen ved vores strand.
Radikale vil ikke nøjes med at bevare naturen. Vi skal genskabe natur!
Så at plante skov anser vi som en investering på lige fod med bygning af boliger og andre anlæg!
Land og By
Solrød har 6 landsbyer, som vi skal bevare og udvikle. Radikale fremsætter igen ønske om at oprette et landsbyråd, der skal have fokus på liv og vækst i landsbyerne.
Byrådet har valgt at gøre de 2 områder mellem Jersie Landsby og Jersie strand og mellem Solrød Landsby og Solrød Strand til ”perspektiv-områder”, hvor der så med tiden kan bygges mere beton og på den måde sammenbygge landsbyerne med Solrød Strand så de reelt mister status af landsbyer.
Det er Radikale Venstre imod, og vi ønsker i stedet der skal plantes skov i de nævnte områder, så vi kan få etableret nogle oaser af natur som alle kan nyde og som kan kompensere for motorvej, jernbane og transportcenter.
Støj fra motorvejen
Radikale Venstre anser støj fra motorvejen som et stort problem i Solrød, og mener grundlæggende at de store varige løsninger skal udarbejdes i samarbejde med nabokommuner og vejdirektoratet/Staten.
Men vi kan godt gøre mere for at begrænse støjen fra motorvejen og vi bør afsætte økonomi til at lave undersøgelse af mulige løsninger og støjkortlægning, så vi kan sætte nogle krav til Staten, herunder støjreducerende asfalt.
Vi kan udvide engagementet i GATE21 og deltage i projektet Silent City og inspireret af Vallansbæk kommune mener Radikale Venstre også vi skal nedsætte en styregruppe der skal udarbejde en ny støjhandlingsplan (seneste er fra 2005) og starte nogle projekter med forsøgs-støjskærme, hvor behovet er størst.
Fremsynet anlæg og investeringer
Transportcenter og udvidelse af biogasanlæg har Radikale Venstre stemt imod, simpelthen fordi vi syntes det var nogle dårlige idéer.
”Borgernes hus” har Radikale Venstre også stemt imod, men det var fordi det handlede om at flytte rådhuset og der ikke indgik undersøgelser af hvad vi f.eks. kan få for Solrød Gl. Skole, når vi tømmer den.
Lige nu mangler vi en institution i Solrød Strand området og især omkring Trylleskoven, men det er kun få år siden Solrød nedlagde den tidligere SFO ”Tjørnen og Gyngen”, der har en perfekt beliggenhed til formålet og som ”nødløsning” flyttede ”jobhuset” derned.
I Radikale vil vi planlægge anlæg bedre og tage højde for de synergier man kan opnå. Derfor stiller vi forslag om at undersøge følgende:
- Der skal bygges et Kulturhus med boliger på Stationspladsen, så vi får et sted der samler os.
- Flyt Biblioteket til Kulturhuset og flyt 10.klasse op ved siden af Gymnasiet, det er perfekt til brobygning og de unge kommer tættere på idrætsfaciliteter.
- Byg et anneks til Rådhuset på den parkeringsplads som står tom bag det gamle rådhus. Så er der plads til ”Jobhus” og ”Familiehus”.
- Når ”Jobhuset” er flyttet, så kan Solrød få en ny pasningsinstitution.
- Når Idrætscenteret skal have en hal, så bør der også tænkes i lokaler til foreninger og de aktiviteter ungsolrod ikke kan flytte ind i det gamle bibliotek.
- Tilbage står så 60.000 km2 ”Solrød Gl. skole” der kan udvikles til en ny bydel af leje og ældreboliger og være med til at finansiere andre anlæg.
Uanset ønsker Radikale at planlægge og by-udvikle med visioner og se på helheder, så der bygges med omtanke.
Boliger til alle
Der er en lang kø for at få en lejelejlighed i Solrød, uanset om du er ung eller gammel. Derfor skal vi øge andelen af almennyttige boliger, der er til at betale for de fleste. Vi ser jo at folk der bliver skilt, bliver nødt til at flytte fra byen og at de unge flytter fra byen når de flytter hjemmefra.
I fremtiden får vi så også flere ældre. Derfor støtter Radikale Venstre at der bygges flere plejeboliger og ældreboliger der er indrettet så ældre med fordel kan flytte fra det hjem der er blevet for stort.
Vi har et ansvar for at Solrød har plads til alle.