Indkaldelse til Opstillingsmøde
2025 bliver et spændende valgår, hvor vi med sikkerhed skal holde valg til kommunalbestyrelser og regionsråd den 18. november 2025.
I relation til valget til regionsrådet i Region Syddanmark afholder vi opstillingsmøde/ekstraordinært delegeretmøde:
Dato og tid: Lørdag den 1. marts 2025 kl.12
Hvor: KUC i Kolding, Kolding Uddannelsescenter, Ågade 27, DK-6000 Kolding
I henhold til vores vedtægter og proces skal vi have valgt en spidskandidat og op til fem topkandidater.
Dagsorden:
-Velkomst
-Præsentation af kandidater
-Gennemgang af valgprocedure
-Valghandling
-Politisk dialog
-Eventuelt
For Proces og procedure for valg af kandidater, spørgsmål kan rettes til formand, Morten Lorenzen, email: mortenlorenzen@me.com - mobil: 20260138
Radikale hilsner,
Morten Lorenzen
Formand, Radikale Venstre Region Syddanmark
Mail: mortenlorezen@me.com
Mobil: 20260138
Forretningsorden for Radikale Venstre i Region Syddanmark
Forretningsorden for den radikale regionsforsamling i Region Syddanmark
- 1
Regionsforsamlingens navn er Det Radikale Venstre i Region Syddanmark.
- 2 Formål
I hver region oprettes én regionsforsamling.
Regionsforsamlingen har til opgave at:
- opstille kandidater til valg til regionsråd
- udvikle politik sammen med regionsrådsgruppen
- fastlægge et politisk program ved regionsrådsvalg
- at indgå evt. valgforbund
- planlægge og gennemføre valgkamp
- sikre politisk dialog mellem regionsrådsmedlemmer, regionsrådskandidater,
- kommunalbestyrelsesmedlemmer i regionen og medlemmerne.
- forvalte regionsrådsrelaterede partistøttemidler
- 3 Delegeretmøde
Stk. 1
Delegeretmødet er forsamlingens øverste myndighed, hvortil alle medlemmer af Det Radikale Venstre i regionens område har møde- og taleret. Stemmeret har de af kommuneforeningerne valgte delegerede i forhold til det antal medlemmer, der har betalt skyldigt kontingent senest den 15. marts i det år, hvor delegeretmødet afholdes. Hver kommuneforening vælger en delegeret for hver påbegyndt 15 medlemmer. Kun medlemmer, der har betalt forfaldent kontingent kan være delegerede
Det ordinære årlige delegeretmøde afholdes mellem 1. maj og 30. juni og indkaldes med mindst 1 måneds varsel med angivelse af dagsorden. Indkaldelsen skal ske skriftligt til de delegerede.
Bestyrelsen er ansvarlig for at alle delegerede indkaldes.
Dagsorden for det ordinære delegeretmøde skal mindst indeholde:
- Valg af dirigent, protokolfører og stemmetællere
- Formandens beretning
- Beretning fra regionsrådet
- Forelæggelse af det reviderede regnskab
- Behandling af indkomne forslag
- Valg af formand for 1 år
- Valg af næstformand for 1 år
- Valg af kasserer for 1 år
- Valg af 2 revisorer og 2 revisorsuppleant for 1 år
- Politisk debat
- Eventuelt
Forslag der ønskes behandlet under punkt 5 på det ordinære delegeretmøde skal være formanden i hænde senest 14 dage før delegeretmødet.
Stk. 2 Urafstemning
Beslutning om eventuel urafstemning vedrørende personvalg eller emner kan træffes på det ordinære delegeretmøde, forudsat at punktet er optaget på dagsordenen eller på et ekstraordinært delegeretmøde med dette punkt på dagsordenen.
Forslaget skal indeholde afstemningstema og fastsættelse af nærmere bestemmelser for afstemningen afholdelse og optælling.
Stk. 3
Ekstraordinære delegeretmøder skal de delegerede indkaldes til med mindst 2 ugers varsel med angivelse af dagsorden.
- 4 Bestyrelse
Stk. 1
Foreningen tegnes over for tredjemand af formanden og næstformanden.
Stk. 2
Imellem delegeretmøderne ledes regionsforsamlingen af en bestyrelse, der bortset fra formand og næstformand og kasserer konstituerer sig selv med en sekretær. Hver kommuneforening har 1 repræsentant i regionsforsamlingens bestyrelse.
Følgende tiltræder bestyrelsen uden stemmeret:
- Radikale regionsrådsmedlemmer valgt i regionen
- 1 repræsentant fra RU bosiddende i regionen.
Senest en måned efter det ordinære delegeretmøde skal bestyrelsen afholde sit konstituerende bestyrelsesmøde.
Dagsorden for konstituerende bestyrelsesmøder skal mindst indeholde:
- Godkendelse af dagsorden
- Meddelelser
- Regionspolitisk debat
- Økonomi
- Aktiviteter
- Næste møde
- Eventuelt
Formanden indkalder bestyrelsen med 14 dages varsel så ofte formanden finder det nødvendigt, dog mindst 2 gange om året. Formanden skal indkalde til bestyrelsesmøde når mindst 1/3 af bestyrelsesmedlemmerne fremsætter ønske herom med motiveret dagsorden. Forslag der er optaget på dagsordnen efter tidsfristens udløb kan kun vedtages, hvis mindst halvdelen af bestyrelsen er til stede.
I sager, der er optaget på den til bestyrelsen udsendte dagsorden, er bestyrelsen beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal stemmeberettigede bestyrelsesmedlemmer.
Der skal føres referat af regionsforsamlingens forhandlinger og beslutninger.
- 5 Forretningsudvalg
På det konstituerende bestyrelsesmøde nedsættes et forretningsudvalg, som har til opgave at lede forsamlingens arbejde mellem bestyrelsesmøderne.
Forretningsudvalget består af formanden, næstformanden, sekretæren, kassereren, samt 3 bestyrelsesmedlemmer valgt på det konstituerende bestyrelsesmøde.
- 6 Opstillingsmøde til regionsrådsvalg
Stk. 1
Opstillingen sker på et ekstraordinært delegeretmøde, der indvarsles med 14 dages varsel. Delegeretmødet træffer forud for kandidatopstillingen bestemmelse om antal kandidater på listen.
Stk. 2
Senest 15. februar i det år, hvor der afholdes regionsrådsvalg fastsætter bestyrelsen tid og sted for opstillingsmødet.
Senest 2 måneder før opstillingsmødet indkalder kommuneforeningerne forslag til min 2, højst 4 forslag til kandidater. Ethvert medlem kan stille yderligere kandidater. Forslagene skal være formanden i hænde senest ugedagen før opstillingsmødet. De modtagne forslag sendes til kommuneforeningsformændene senest 4 dage før opstillingsmødet.
Alle tilmeldte kandidater opføres på stemmesedler i alfabetisk orden. Bestyrelsen kan supplere med yderligere kandidater. Disse placeres efter de kandidater, der indgik i afstemningen.
På den endelige liste skal der være mindst 2 kandidater med bopæl i hver storkreds.
Stk. 3
Opstillingsmødet kan ved flertalsbeslutning bemyndige bestyrelsen til at træffe praktiske foranstaltninger vedr. valget, og til at træffe beslutning om evt. listeforbund og/eller valgforbund.
Stk. 4
Spidskandidaten kan udpeges før den normale omstillingsprocedure. Bestyrelsen kan beslutte, at spidskandidaten vælges på et delegeretmøde, der finder sted i året forud for regionsrådsvalget.
Der indkaldes i så fald senest 2 måneder før delegeretmødet forslag fra kommuneforeningerne, og disse skal være formanden i hænde senest ugedagen før delegeretmødet. De modtagne forslag sendes til kommuneforeningsformændene senest 4 dage før opstillingsmødet.
Stk. 5
Valg af kandidater til regionsrådsvalget til listen sker ved pointmetoden. Kandidater, der ikke opnår valg til listen, bliver suppleanter i den rækkefølge, de får point.
Stk. 6
Opstillingsformen ved regionsrådsvalg er sideordnet.
- 7 Regnskab
Regionsforsamlingens regnskabsår følger kalenderåret.
De valgte revisorer har pligt til at gennemgå regionsforsamlingens regnskab og bilag samt kontrollere beholdningens tilstedeværelse. Ligeledes har revisorerne pligt til at påse, at forsamlingens midler anvendes efter alle lovlige vedtagelser.
- 8 Ekstraordinært delegeretmøde
Ekstraordinært delegeretmøde kan afholdes, når formanden ønsker det, og skal afholdes når et flertal i bestyrelsen, eller mindst ¼ af de valgte delegerede indgiver skriftlig begæring til formanden herom med motiveret forslag til dagsorden. Et sådant ekstraordinært delegeretmøde skal afholdes senest 5 uger efter, at formanden har modtaget anmodning herom, og indvarsles i øvrigt som ved ordinært delegeretmøde.
Efter udskrivning af folketingsvalg kan varslet reduceres til 4 dage hvis der er sager, der taler for det.
- 9 Afstemninger
Alle valg og afstemninger foretages som fastsat i landsforbundets vedtægter.
- 10 Ændringer i forretningsordenen
Stk. 1
Forslag til ændringer i forretningsordenen kan kun vedtages på et delegeretmøde, hvor ændringerne er vedlagt indkaldelsen til delegeretmødet.
Stk. 2
Forslag til ændringer i forretningsordnen fra medlemmerne skal sendes til formanden, så denne har dem i hænde senest 1. april. Ændringsforslag skal udsendes til de delegerede samtidig med indkaldelse til regionsforsamlingsmødet.
- 11 Opløsning
Evt. opløsning af regionsforsamlingen skal ske efter konsultation med Landsforbundets forretningsudvalg.
Ovennævnte forretningsorden er vedtaget på regionsforsamlingen den 12. juni 2007, og revideret ved regionsforsamlingen maj 2010, ved regionsforsamlingen maj 2013 og regionsforsamlingen den 10. juni 2024.