Europa er fremtiden. For mig er det også min familiehistorie og de værdier, jeg er opdraget med: Udsyn, sammenhold og samarbejde. Det var de værdier, som fik mig til at gå ind i politik. Lige siden har jeg arbejdet for dem og for politiske resultater.
Vi lever i et Europa, hvor der er krig, krise og sprækker i fællesskabet. Så hvorfor skal vi tro på fremtiden? Fordi vi sammen kan ændre verden. Vende frygt til håb. Stilstand til handling.
Det kræver, at vi står sammen – og at vi vælger politikere til Europa-Parlamentet, som har en mission, og som kan skabe resultater. Det kan jeg. For som tidligere Europaordfører i Folketinget ved jeg, at både kompasset og kompromisviljen er afgørende i forhandlinger.
Min mission i Europa-Parlamentet er klar. Jeg vil kæmpe for et stærkt, progressivt og sikkert EU. Jeg vil kæmpe for grundlæggende rettigheder, frihed og ligestilling i hele Europa. Og jeg vil kæmpe for klimahandling og en grøn og sikker fremtid for de kommende generationer. Jeg håber, at du vil være med.
Om mig
- Jeg er født i 1988, opvokset i Aarhus og bor i Roskilde med min mand, to børn og én på vej.
- Jeg voksede op i 90’erne med et væld af fastre, onkler, kusiner og fætre spredt ud over Europa og resten af verden. Med en international familie og med en far, der er opvokset i efterkrigstidens Tyskland, var udsynet mod verden og troen på det europæiske fællesskab en del af min opvækst.
- I 00’erne meldte jeg mig ind i den radikale bevægelse ud fra en stærk tro på, at vi som mennesker og som land står stærkere sammen end hver for sig. Senere rejste jeg i Mellemøsten, studerede i London og forsøgte at forstå en verden i opbrud.
- I 2015 blev jeg mor for første gang, flygtningekrisen ramte, og klimaforandringerne tog til. For mig blev det vigtigere end nogensinde at engagere mig i kampen for en bedre fremtid for den næste generation, og jeg valgte derfor at stille op til Folketinget.
- I 2019 blev jeg valgt til Folketinget, da 1954 vælgere satte kryds ved mit navn. Dét mandat brugte jeg til hver dag at arbejde for en grønnere, friere og stærkere fremtid som blandt andet Europaordfører og Menneskerettighedsordfører for Radikale Venstre.
Opstillingskreds
Anne Sophie Callesen er opstillet som kandidat til Europa-Parlamentet i Østjyllands Storkreds.