Jeg søger de gode løsninger med bred opbakning, men jeg står fast på mine værdier - frihed og mindre mindre formynderi, mennesket før systemet, mere vild natur og sund opvækst i en stærk skole for alle børn.
Jeg vil arbejde for mere substans i betegnelsen "Børnenes Hovedstad" - flere cykelstier, bedre udsyn i trafikken, og højere sikkerhed for vores mindste trafikanter. Cyklen er både grøn og sund, og vi skal alle være mere af begge dele. Den grønne omstilling vil jeg støtte erhvervslivet med, da det også vil gøre dem mere attraktive for fremtidens arbejdsstyrke, samt styrke kommunens grønne profil. Vi skal have grønne kommunale udbud og indkøb, hvor vi sikrer reduktion ikke kun i lokalt udledt CO2, men i særdeleshed i tredjegrads-udledt CO2, hvor det virkelig gør en forskel. Jeg vil arbejde på at sætte skolen og institutioner fri, så der bliver mere tid til mennesket - børn, ældre og borgere, der møder den kommunale forvaltning. Fokus skal være på højest mulige serviceniveau og det enkelte menneske, ikke systemer og kassetænkning - og vi skal væk fra formynderiet, så individet igen bliver stærkt. Det vil jeg arbejde for.
Vi skal omgående have en klar kommunal plan for den grønne omstilling, inklusiv implementering af grønne kommunale udbud og indkøb, samt at vi hurtigst muligt får cykelstier mellem alle byer i kommunen, særligt Grindsted og Billund. Jeg håber også, at alle børn i kommunen kan færdes mere trygt i trafikken på cykel, og at vi kan lykkes med at finde bedre løsninger for den tunge trafik ind og ud af byen mod øst. Jeg drømmer samtidig om en skrotning af Hærvejsmotorvejen.
Om mig
Jeg er uddannet i Kinesisk og Lingvistik fra Århus Universitet, og har arbejdet hovedparten af min karriere i Kina, hvor jeg har beskæftiget mig primært med handelsvirksomhed og forretningsledelse. Jeg har en kone, som stammer fra Japan, og 3 skønne børn. Vi flyttede til Billund i 2018 og er nu faldet godt til.
Jeg er blevet politisk aktivt på grund af klimaudfordringen, som jeg har haft helt inde på livet i Kina, samt den dårlige behandling, de fleste udlændinge udsættes for i Danmark af både myndigheder og borgere, og som vi på ingen måde kan være bekendt.
Jeg er god til at lytte og inddrage alle fornuftige holdninger i mine tanker. Jeg søger de gode løsninger med bred opbakning, men jeg står fast på mine værdier - frihed og mindre mindre formynderi, mennesket før systemet, mere vild natur og sund opvækst i en stærk skole for alle børn.