Martin Lidegaard

Lidegaard

Min største ambition er at kunne levere et Danmark og et samfund videre, der er endnu bedre end det, vi selv fik af vores forældre.

I dag risikerer vi at gøre det modsatte. Klimaet går i den gale retning, fordi politikerne ikke gør det, som de siger. Børns og unges mistrivsel vokser. Uddannelserne bliver ringere, og det kniber med at finde mennesker og medarbejdere til alle velfærdssamfundets kerneydelser.

Jeg er overbevist om, at vi kan gøre det bedre. Vi radikale er overbeviste om, at det kan gøres bedre.

Det er faktisk inden for rækkevidde at give et stabil, fredelig og bæredygtig verden videre. Hvis vi vil – og det vil jeg!

Da jeg første gang stod med min nyfødte datter i armene i 2002, gav alting pludselig mening. Sidenhen har jeg fået to døtre til med min nuværende hustru. Der er ikke noget jeg holder mere af end at være sammen med min familie og mine børn.

Hver morgen cykler jeg med mine to mindste børn i skole. Det er godt for mig, men også for det klima, som har været den grønne tråd i hele mit politiske arbejde.

Jeg gik ind i politik på grund af klimaet, og jeg er her stadig på grund af klimaet. Vi er den sidste generation af politikere, der kan nå at gøre noget ved den globale opvarmning på vegne af alle kommende generationer. Derfor har det for mig den højeste prioritet.

I 2001 blev jeg for første gang valgt til Folketinget. Dengang blev Anders Fogh Rasmussen statsminister, og en af hans første gerninger var at aflyse de to planlagte havvindmølleparker samt stort set alle grønne satsninger, som SR-regeringen havde lavet. Så var rammen sat.

Jeg var Klima- og Energiordfører og husker stadig en vidunderlig udveksling mellem Venstres Finansminister Thor Pedersen og Socialdemokratiets Svend Auken under en energiforhandling:

Thor: Svend, jeg har tænkt over det. Skulle vi ikke bare sætte vindmøllerne op i byen, dér hvor folk er så glade for dem, og hvor der bliver brugt mest el?
Svend: Fantastisk ide, Thor. Hvad med så også at lægge alle svinestaldene i byerne, her bliver der jo spist flest koteletter.

Begge havde ret. Jeg er overbevist om det er afgørende for at kunne finde fælles politiske løsninger, at man ser og respekterer hinandens perspektiv.

Det var på baggrund af denne erfaring at jeg i 2008 forlod dansk politik og sammen med 100 andre aktører dannede den tværpolitiske grønne tænketank Concito, som jeg var formand for i de næste tre år.

I 2011 var jeg fortsat formand for Concito - og ville ikke bytte det for noget... tænkte jeg. Indtil jeg en aften fik et opkald fra Margrethe Vestager, som spurgte mig, om jeg ville være klimaminister i den nye SRSF-regering. Det takkede jeg selvfølgelig ja til.

Jeg er særligt stolt over, at det i 2012 lykkedes at samle stort set alle Folketingets partier bag det mest ambitiøse grønne energiforlig nogensinde. Med et højt ambitionsniveau og stabile rammer betød det, at prisen på vindenergi blev reduceret med 60-80 procent over de følgende år. Hvilket igen har fået betydning for alle globale energimarkeder, fordi vind og sol nu er de billigste energiformer.

I 2014 blev jeg udenrigsminister, og få måneder efter annekterede Rusland Krim. Jeg fik derfor en ekstrem stejl læringskurve ind i en ny europæisk ministerkreds og en ny multipolar verdensorden, hvor der mere end nogensinde er brug for sammenhold og offensiv tænkning i Europa.
Jeg fik også god brug for mine erfaringer som energiminister. Den dag i dag fatter jeg ikke, hvor dårlige vi er til at koble vores energipolitik og sikkerhedspolitik - hvad jeg vist fik sagt så mange gange til mine kollegaer i EU, at de blev lidt trætte af mig.

Men helt ærligt: Hvor tåbeligt er det ikke, at vi EU-borgere hvert år importerer fossile brændsler for 300 milliarder Euro fra regimer, der bruger pengene til at opbygge store hære og føre krige i vores nærområder, som vi bagefter skal bruge andre milliarder på at rydde op efter.

Selv ved årsskiftet 2022/23 importerede vi stadig 10 procent af vores gas fra Rusland, hvorved vi pumpede milliarder i Putins krigsmaskine. Vi burde i stedet bruge de mange milliarder på at investere i en historisk hastig omstilling af hele vores energisektor til ren, billig og sikker energi. Til gavn for klima, økonomi og sikkerhed.

Jeg er født i 1966 og opvokset med mine brødre Øjvind, Kresten og Bo Lidegaard samt min far Mads og mor Else. De var lige flyttet fra Grønland til Krogerup Højskole i Humlebæk, da jeg blev født. En stor del af min barndom og ungdom foregik derfor med Grønland som bagtæppe og højskolen som ramme. Lige siden har jeg været forelsket i den danske tradition for oplysning og dannelse, ungdommens særlige energi, den lyttende samtale – dans og demokrati.

I 1987 startede jeg på Roskilde Universitetscenter, hvor jeg først læste på samfundsvidenskabelig basisuddannelse og senere tog kommunikation og historie på overbygningen. Tiden på RUC blev en af de bedste perioder i mit liv, der både formede mig fagligt og menneskeligt.

I dag er min oplevelse desværre, at skiftende regeringer har gjort det til en selvstændig pointe at forringe, udflytte og tale universiteterne ned. Fri og lige adgang til stadig bedre uddannelser er hele hemmeligheden bag det danske demokrati og den danske velfærd. Der er klart brug for at styrke vores erhvervsuddannelser og velfærdsuddannelser, og der er endnu mere brug for at skabe uddannelser, der kan invitere de unge med, der i dag slet ikke får anden uddannelse end folkeskolen. Men da ikke ved at skære på andre uddannelser, der tjener os godt!

Vores unge har brug for at finde sig selv - ligesom jeg gjorde på RUC, og vores samfund har brug for deres viden. Derfor er det min klare overbevisning at vi skal have mere uddannelse og ikke mindre. Vi skylder vores unge at investere mere i deres fremtid – og hvis vi voksne fik mulighed for at arbejde lidt længere på vore egne betingelser, kunne vi også finansiere det.

Martin Lidegaard er opstillet som folketingskandidat i Rudersdalkredsen i Nordsjællands Storkreds.