Vi skal styrke dansk kunst og kultur, ikke det modsatte. Det gør vi ved at styrke kunstnerne og kulturlivet, og ved at styrke de steder, hvor danskernes mødes og taler om kunst og kultur. Med dette udspil markerer vi en tydelig anden kurs end nedskæringer og splittende fortællinger om land mod by; elite mod folk; kristne mod muslimer; mænd mod kvinder; kandisfans mod operaelskere.
Dansk kulturpolitik er kørt ud på et sidespor
Dansk kulturpolitik er stort set glemt. Kørt ud på et sidespor. Samtidig er danskerne et folkefærd af kulturmennesker.
Vi danskere myldrer ind på biblioteker, museer og teatre i hele landet. Danske kunstnere kæmper sig til sejre både hjemme og ude. Og ledende politikere holder skåltaler om kulturen som den lim, der binder os sammen, når vi kæmper med krise eller corona. Men selve det politiske fundament under kulturen: Lovgivningen. Bevillingerne. Strukturerne. Det er der ikke den store interesse for på Christiansborg. Og konsekvenserne er alvorlige.
Vi har haft otte kulturministre på fjorten år. De har hver især ønsket at markere sig, men uden at tilføje kulturen nye penge. Derfor er det mest blevet til lappeløsninger, halvbagte projekter og symbolpolitik, der ikke koster mere end en hjemmeside. Under de borgerlige regeringer blev kulturen systematisk skåret ned.
Resultatet er tydeligt: Hele området lider af underfinansiering, forældet lovgivning og tilsandede strukturer. Gammelkendte problemer bliver ikke løst. Åbenlyse potentialer bliver ikke indfriet. Overalt er der døre, der unødvendigt lukkes i og veje, der unødvendigt ender blindt. Manglende forbindelseslinjer. Manglende samtænkning. Manglende overblik.
Kulturen er fundament for vores nation og folkestyre
Den politiske ligegyldighed og manglende prioritering af kulturen er et problem. Men endnu værre er den politiske ødelæggertrang. Der er politikere, der går målrettet efter vores kulturliv. De hænger navngivne kunstnere ud, truer med at tage deres støtte og taler hånligt om de steder, hvor danskerne mødes og taler sammen om vores værdier og vores kultur. De skaber en falsk modsætning mellem kulturen på den ene side – og nationen, folket og folkestyret på den anden side. Men intet kunne være mere forkert.
De glemmer, at det nationale kun eksisterer i kraft af kulturen. Det er kunstnerne, der har sat ord, lyd og billeder til vores nation. Hvad ville Danmark være uden guldaldermalerne, højskolesangbogen, PH-lamperne og Matador? Uden Holbergs komedier, Oehlenschlægers digte, H.C. Andersens eventyr, Søren Kirkegaards filosofi og Grundtvigs salmer? Uden Karen Blixen, Benny Andersen, Tove Ditlevsen, Lars von Trier, Kim Larsen og Anne Linnet? Alt det er Danmark. Det er indkogt danskhed manifesteret i kultur.
De glemmer også, at selve demokratiet hviler på kulturen. Det var de litterære samtalesaloner, der bar den danske guldalder i første halvdel af 1800-tallet. Her sad nogle af de mennesker, der i dag er blandt Danmarks største nationale ikoner – Adam Oehlenschlæger, H.C. Andersen, Søren Kirkegaard, H.C. Ørsted, N.F.S. Grundtvig – og inspirerede hinanden til at skabe dansk kulturarv. Da der i 1840’erne blev holdt stormøder på københavnske teatre, var det med til at berede vejen for vores første danske grundlov. Den lov der stadig i dag er kernen i vores demokrati.
I dag udvikler vi fortsat vores folkestyre gennem samtaler. Meget ofte tager de samtaler udgangspunkt i en kulturel begivenhed – en roman, en udstilling, en teaterforestilling, en koncert, en film. Og samtalerne finder sted over hele Danmark. Fra de mindste forsamlingshuse til de største scener. Fra statslige kulturinstitutioner til højskoler overalt i kongeriget.
De samtaler er forudsætninger for det politiske. Fuldkommen som det politiske kan skabe fundamentet for samtalerne – eller ødelægge dem.
Vi skal styrke dansk kunst og kultur, ikke det modsatte. Det gør vi ved at styrke kunstnerne og kulturlivet, og ved at styrke de steder, hvor danskernes mødes og taler om kunst og kultur.
Med dette udspil markerer vi en tydelig anden kurs end nedskæringer og splittende fortællinger om land mod by; elite mod folk; kristne mod muslimer; mænd mod kvinder; kandisfans mod operaelskere.
Dette udspil vil samle Danmark. Det er båret af en uendelig kærlighed til danskernes kultur i alle dens mangeartede fremtrædelsesformer. Og det er skabt med et ønske om at prioritere et rigt og varieret kulturliv, hvor vi knytter forbindelser mellem kulturarven og det nye; bredden og eliten; land og by; det nationale og det internationale.
Dette udspil vil samle Danmark. Det er båret af en uendelig kærlighed til danskernes kultur i alle dens mangeartede fremtrædelsesformer. Og det er skabt med et ønske om at prioritere et rigt og varieret kulturliv, hvor vi knytter forbindelser mellem kulturarven og det nye; bredden og eliten; land og by; det nationale og det internationale.
Kultur som erhverv og middel til at løse de store kriser
Udspillet bygger også på en anerkendelse af kultur som erhverv og en del af svaret på nogle af tidens største kriser.
Kunsten går om bord i tidens store udfordringer og er i den forstand et spejl på det samfund og den tid, vi lever i. Men den gør mere end at spejle – den søger at føje noget til – refleksion, mening, æstetik og fællesskab. På den måde er den også med til at forme de forandringer, der kommer. Og det får vi brug for.
Vi befinder os i en brydningstid. Kloden er ved at koge over. Velfærdssamfundet slår revner. Flere og flere mennesker brænder sammen med stress og angst. Det er tegn på, at der er noget fundamentalt galt med vores samfund. Det er ikke nok med småjusteringer og teknologiske fiks. Et mere økologisk, socialt og mentalt bæredygtigt samfund er i allerhøjeste grad også et spørgsmål om ny æstetik, nye værdier, nye fortællinger – ny kultur. Men også mere kultur. For i fremtidens bæredygtige samfund skal vi finde en ny balance mellem ressourcekrævende forbrug og mere immaterielle værdier – herunder kunst og kultur.
Vi må tænke kunsten og kulturen ind i løsningen af de store kriser. Hvordan integrerer vi kunsten i de store grønne anlægsprojekter, så de ikke bare er funktionelle, men også æstetiske og meningsgivende? Hvordan bruger vi kunsten og kulturen til at skabe meningsfulde fællesskaber og afhjælpe mistrivsel, ensomhed og sygdom? Hvordan skaber vi en ny balance mellem ressourcekrævende forbrug og mere immaterielle værdier, herunder kunst og kultur?
Alligevel står den overstrømmende kærlighed, som dansk landbrug møder på Christiansborg, i skærende kontrast til den kulde, der strømmer i kulturarbejdernes retning. Hvorfor er det sådan? Måske fordi den evindelige fortælling om storbyens snyltende kunstnere som kontrast til de hårdtarbejdende mennesker på landet er en politisk fortælling, der har bundtræk. Men den fortælling er ikke sand. For kulturarbejderen trækker lige så mange penge hjem til vores statskasse, som manden på traktoren i det blå kansastøj. Alligevel er den danske kulturpolitik de sidste tyve år blevet stadig mere uambitiøs og indadvendt.
Så sent som sidste år foreslog regeringen at nedlægge den såkaldte Lektoratsordning. Den har i snart 85 år sikret danskundervisning og formidling af dansk kultur på universiteter i hele verden. Det er naturligvis i danskernes interesse, at der findes mennesker i mange lande, der kan læse, tale og forstå dansk. På den måde kan vores kultur hjælpes afsted ud i verden. Men det eneste regeringen så, var muligheden for at sparre et par håndører. Forstår de slet ikke, hvad de har mellem hænderne?
Helt modsat forholder det sig i vores nordiske nabolande. Her satser politikerne målrettet på kultureksport, og det ses som et politisk resultat, når deres kunstnere har succes i udlandet. Tænk, hvor stort potentialet ville være, hvis Danmark på samme vis begyndte at satse på kultur som et eksporterhverv? Mon ikke de kreative branchers bidrag til nationaløkonomien meget hurtigt ville overstige landbrugets? Under alle omstændigheder er det på tide, at vi forstår og anerkender, at Danmark i mindst lige så høj grad er et kulturland som et landbrugsland.
Uanset om vi tænker i kunstnernes betydning for vores nationale fortælling. I den demokratiske værdi af danskernes kulturelle samtaler og mødesteder. I kulturens potentiale for at finde svar på tidens store spørgsmål. Eller i kulturens økonomiske bidrag til nationaløkonomien. Så er kulturen en af grundpillerne i vores samfund. Det er på tide, at vores kulturpolitik også kommer til at afspejle det.
Men vores ambitioner rækker længere end til enkeltbevillinger og enkeltinstitutioner. Vi vil løfte kunsten og kulturens stilling i samfundet. Vi vil styrke kulturen i hele landet. Vi vil bringe kulturen ind i danskernes hverdag.
Vi vil reformere og investere i dansk kulturliv
Som støtteparti har vi ved de seneste tre finanslove prioriteret kulturen. I 2019 pressede vi regeringen til at afskaffe omprioriteringsbidraget. Året efter kom vi bl.a. igennem med en ny spillestedsordning og et stort børne- og ungekulturudspil. Og sidste år lykkedes det bl.a. at få etableret Kulturens Analyseinstitut og sætte Danmarks nationale teaterfestival på Finansloven.
Men vores ambitioner rækker længere end til enkeltbevillinger og enkeltinstitutioner. Vi vil løfte kunsten og kulturens stilling i samfundet. Vi vil styrke kulturen i hele landet. Vi vil bringe kulturen ind i danskernes hverdag. Vi vil rydde op i forældede strukturer og frigøre midler til udvikling. Vi vil skabe bedre indtægtsmuligheder for vores kunstnere. Vi vil bære dansk kunst og kultur ud i verden. Vi vil bruge kunsten og kulturen til at løse tidens store kriser.
Det vil vi først og fremmest gøre ved at behandle kulturlivet med den seriøsitet og grundighed, som det fortjener. Kulturlivet har ikke brug for flere hovsaløsninger eller smarte signaturprojekter, der i virkeligheden bare har til formål at skjule, at der hverken er økonomi til at investere i kulturen eller indsigt til at forny strukturerne. Der er brug for ægte kulturpolitisk rugbrødsarbejde: Rigtige investeringer. Reelle reformer.
Der er nok at tage fat på. Museerne og scenekunsten har ventet i ti år på en reform. Den rytmiske musik fik aldrig det løft, der var forudsat i forarbejdet til den nye spillestedslov. Orkesterlandskabet er en rodebutik. Litteraturpolitikken, der kan løfte dansk litteratur ud til et bredere publikum i både Danmark og resten af verden – sådan én har vi slet ikke. Og den kulturelle offentlighed er langsomt ved at forsvinde. Osv. Osv.
400 millioner kroner mere om året til kultur
Med dette investerings- og reformudspil lægger vi op til et løft af hele Danmarks kulturliv på 400 millioner kroner frem mod 2030. Udspillet omfatter konkrete forslag til investeringer og reformer på alle de store kunst- og kulturområder og med blik for de konkrete udfordringer og muligheder, der gør sig gældende på de enkelte områder. Det drejer sig om museer, scenekunst, musik, litteratur, billedkunst, arkitektur og højskoler . Samtidig foreslår vi en række tværgående initiativer, der kan løfte kunsten og kulturens generelle stilling i samfundet og skabe en stærkere kulturel offentlighed.
1. Museumsreform
Radikale Venstre vil have en museumsreform, der åbner for flere statsanerkendte museer, indfører et differentieret tilskudssystem med forskellige museumskategorier og skaber en mere retfærdig og gennemsigtig fordeling af museumsmidlerne.
Debatten om en museumsreform har efterhånden varet i et årti. Den nuværende museumslov er fra 2001, men blev revideret i 2013 på baggrund af en udredning om fremtidens museumslandskab. Siden har debatten bølget frem og tilbage, og museumsloven kritiseres fortsat for at være forældet. Kritikken går dels på, at museumsloven ikke afspejler museernes eksisterende rolle og arbejdsgrundlag, men også at tilskudsfordelingen er uigennemsigtig og uretfærdig.
Debatten kulminerede under daværende kulturminister Mette Bock, der i 2017 igangsatte en proces for udviklingen af en ny museumsstruktur. Hun nedsatte to visionsgrupper, der skulle se på arbejdsdelingen mellem stat og kommuner og komme med forslag, der skabte råderum, objektivitet og transparens i tilskudssystemet. Men et folketingsvalg kom på tværs.
Da Joy Mogensen tiltrådte som kulturminister, tog hun museumsstafetten op og satte sit ministerium til at arbejde videre med konkrete forslag til en ny tilskudsmodel. Men så kom corona på tværs. Nu sidder der en ny kulturminister på Gammel Strand, og selvom Ane Halsboe-Jørgensen for nyligt åbnede for en reform, så kommer der ikke til at ske noget før et valg.
Vi vil til gengæld arbejde for, at det bliver det allerførste, en ny kulturminister kaster sig over. Efter ti års debat, usikkerhed og udskydelser fortjener museerne afklaring. Men de fortjener frem for alt en moderne museumslov, der afspejler deres rolle i et moderne samfund, og som fordeler museumskronerne på en gennemsigtig og retfærdig måde.
Arbejdet med en museumsreform og tilskudsfordeling skal tage udgangspunkt i en fornyet diskussion af museernes opgaver i forhold til samling, formidling, forankring og forskning – men også en diskussion af, om det giver mening at stille de samme opgaver til alle. Vi mener, at tiden er kommet til en mere differentieret museumslov med forskellige museumskategorier, opgaver og bevillingsniveauer. Akkurat som vi kender det fra andre kulturområder – scenekunsten, orkesterområdet og spillestederne – der opererer med forskellige kategorier og niveauer.
Vi vil nedsætte en ekspertgrupper bestående af en bred gruppe af museumsfolk fra det danske museumsvæsen og udlandet, der skal udarbejdet konkrete forslag til en differentieret museumslov og et nyt, differentieret tilskudssystem. Både de ikke-statsanerkendte, statsanerkendte og statslige museer skal indgå i arbejdet, og der skal arbejdes med forskellige museumskategorier (fx specialmuseer) med forskellige opgaver og forpligtelser.
Vi afsætter 40 millioner til reformen, så det både bliver muligt at åbne for nye statsanerkendte museer og løfte nogle museer til et højere bevillingsniveau, uden at det dog fører til alt for store nedskæringer andre steder.
Økonomi
2. Revision af scenekunstloven
Radikale Venstre vil revidere scenekunstloven for at etablere flere regionale teatre, oprette en permanent ordning for turné- og projektteatre og frigøre midler til udvikling inden for scenekunsten. Vi vil oprette en ny uddannelse i drama- og dansepædagogik i Holstebro og bevare den eksisterende danseuddannelse i København. Vi vil gøre de midlertidige finanslovsbevillinger til børne- og ungdomsteater og Danmarks nationale teaterfestival permanent.
Debatten om en ny støttestruktur med flere teaterkategorier har rumlet i over 10 år. Problemerne er velkendte og detaljeret beskrevet i rapport efter rapport. Men der er ikke taget hånd om de gammelkendte problemer eller grebet ud efter nye potentialer. Det er et ulykkeligt spild. For dansk scenekunst har et umanerligt højt niveau.
Helt tilbage i 2010 udgav Teaterudvalget – efter bestilling fra kulturministeren – den store rapport, ”Veje til udvikling”. Rapporten kom med anbefalinger til en ny og mere fleksibel støttestruktur og havde især fokus på turné- og projektteatrenes usikre rammer og behovet for flere frie midler. Anbefalingerne i ”Veje til udvikling” blev imidlertid aldrig fulgt op af egentlig politisk handling. Så i 2015 tog en ny kulturminister initiativ til en ny dialogrække – Scenekunstdialog – som resulterede i endnu et visionspapir. Også dette visionspapir satte fokus på turné- og projektteatrenes usikre rammer – uden at det dog førte til en løsning, hvorfor problemet fortsat er uløst .
I de seneste fem år er der dukket et nyt emne op i teaterdebatten: Egnsteatrenes uindfriede potentiale. Egnsteatrene har flere steder fået vokseværk. Produktionerne strutter af kunstnerisk selvtillid, teatrene går i samspil med deres publikum på helt nye måder og rækker ud til større geografiske områder. Det blev delvist honoreret i scenekunstaftalen fra 2019, hvor tre jyske teatre blev løftet op til såkaldte §5 teatre. Der blev i den forbindelse oprettet en særlig kategori af teatre med regionale opgaver på tværs af flere kommuner inden for rammerne af scenekunstloven. Problemet er dog, at der reelt kun var tale om, at tre teatre blev løftet over i § 5-ordningen, selvom det har vist sig, at potentialet er langt større. Egnsteatre rundt i hele landet står og tripper for at opnå samme status og blive et regionalt kraftcenter for scenekunst.
Det varmeste emne i scenekunstpolitikken lige nu er dog uden tvivl beslutningen om at flytte danseuddannelsen fra København til Holstebro. Beslutningen er blevet mødt af kraftig kritik fra en samlet scenekunstbranche, der ser det som et opgør med 20 års pionerarbejde for at skabe en verdensanerkendt danseuddannelse i Danmark og integrere dansen og teatret i et samlet scenekunstmiljø. Samtidig har miljøet længe efterlyst en ny uddannelse i drama- og dansepædagogik.
Vi foreslår derfor en revision af scenekunstloven med følgende fokus:
3. Revision af musikloven og ny musikhandlingsplan
Radikale Venstre vil overføre basisensemblerne og genre- og netværksspillestederne til musikloven og give dem en fast bevilling på finansloven. Det vil frigive midler til Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, som bl.a. kan bruges til at udpege flere specialensembler og skabe en ny ordning for stadsorkestre. Derudover vil vi øge musikhandlingsplanens tilskud til koncertaktiviteter og udviklingsinitiativer inden for både den rytmiske og klassiske musik.
Musik er en af de bredeste kunstgenrer. Genremæssigt spænder det fra kommerciel pop til moderne kompositionsmusik. Og kulturpolitisk er der også tale om en pose blandede bolsjer – fra symfoniorkestre til rytmiske spillesteder til skolekoncerter.
Det gør det svært at behandle musikområdet under én hat, og det gør det heller ikke nemmere, at området er knopskudt i alle mulige retninger og med ulogiske opdelinger til følge. Nogle orkestre og spillesteder ligger således under musikloven med en fast bevilling på finansloven. Andre må klare sig for midlertidige projekttilskud fra Kunstfondens Projektstøtteudvalg for Musik, Musikhandlingsplanen, udlodningsmidlerne eller midlertidige finanslovsbevillinger.
Det er derfor et mål i sig at rydde op i strukturerne, så der sikres større sikkerhed for etablerede kulturinstitutioner, samtidig med at der frigøres midler til udvikling af hele musikområdet. Og så halter den rytmiske musik stadig langt bagud på bevillingssiden.
4. Litteraturpolitik
Radikale Venstre vil arbejde for, at Danmark får en litteraturpolitik, der styrker produktionen af ny dansk litteratur, fremmer den danske læsekultur og bringer dansk litteratur ud i verden.
Danmark skal have en litteraturpolitik. Vi halter langt bagud i forhold til lande som Norge og Island, der har gjort litteratur til en offensiv kulturpolitisk og udenrigspolitisk satsning.
Grundmaterialet i Danmark fejler ellers ikke noget og spændvidden er enorm. Antallet af danske udgivelser er steget de sidste ti år, og vi har et bredt felt at dygtige forfattere inden for alle genrer: Morten Papes Amagerrealisme, Thomas Korsgaards udkantslitteratur, Helle Helles provinspoesi, Stine Pilgaards hverdagseksistentialisme, Anne Lise Marstrand Jørgensens store historiske romaner og Charlotte Weitzes klimalitteratur. De kaster nyt lys over vores land og historie, de reflekterer over tidens store spørgsmål, og de fornyer vores sprog.
Men det er – med få undtagelser – ikke nemt at leve af at være forfatter i Danmark. Selv anerkendte forfattere må klare sig med en kludetæppeøkonomi bestående af legatpenge, bibliotekspenge og indtægter fra salg, undervisning og foredrag. Det gør det svært at koncentrere sig om selve kerneopgaven – at skrive.
Samtidig må vi se i øjnene, at den danske læsekultur er truet. Danske børn og voksne læser simpelthen mindre. På børneområdet er flere parter gået sammen om at udvikle en national læsestrategi for børn og unge. Det er et vigtigt initiativ, for uden fremtidens læsere, forsvinder litteraturen.
Men der er også brug for en mere grundlæggende indsats for at styrke litteraturens rolle i samfundet. Engang var litteraturen en naturlig del af den offentlige samtale. De store bogklubber leverede litteratur af høj kvalitet direkte hjem i danskernes reoler og sørgede for, at mange læste og talte om de samme bøger. Litteraturen var en fælles referenceramme og en social aktivitet. I dag har tv-serierne i vidt omfang overtaget den rolle. Det er dem, der udveksles anbefalinger af på de sociale medier, og som diskuteres henover kantinebordet.
Vi vil arbejde for, at litteraturen genindtager positionen som samtaleemne rundt ved landets middagsborde og kantiner. Og så vil vi arbejde for, at Danmark igen kommer på det litterære verdenskort. Dansk litteratur fortjener et meget bredere publikum både herhjemme og ude i verden.
Vi vil derfor give Danmark en offensiv litteraturpolitik, der skaber mere arbejdsro og flere indtægtskilder for forfatterne, øger læselysten blandt danskerne og bringer dansk litteratur ud i verden.
5. Billedkunstpolitik og arkitekturpolitik
Radikale Venstre vil fremme den kunstneriske vision i det offentlige rum, bringe kunsten ud til flere danskere og styrke billedkunstnernes arbejdsforhold. Vi vil også integrere kunsten og klimaet i en kommende arkitekturpolitik.
I de seneste år har billedkunstpolitik især handlet om billedkunstnernes sårbare økonomi. Debatten tog for alvor fart i 2018, hvor CBS udgav et forskningsprojekt, der viste, at billedkunstnernes økonomi er stærkt presset, og at de må hente mere end halvdelen af deres indkomst på andet arbejde end kunstnerisk virksomhed. Det er med andre ord en kæmpe udfordring at leve af sin kunst i Danmark til trods for, at der er tale om mennesker, der har taget nogle af landets bedste og dyreste uddannelser.
En del af forklaringen er, at vi som samfund simpelthen ikke honorerer kunstnere rimeligt for deres arbejde. Det var den problemstilling, kunster Jens Haaning satte på spidsen med sit værk ”Take the Money and Run”. Mange kunstnerne får ikke noget honorar, når de udstiller, og det er sjældent, at de modtager støtte til produktion af nye værker. Den form for proletarisering af billedkunsten kan vi ikke være bekendt. Men det er også et vanvittigt spild af kunstnerisk potentiale, når uddannede og anerkendte kunstnere skal bruge deres tid på alt muligt andet end kunst – eller ligefrem vælger at søge væk fra kunsten.
Men vi har også brug for en mere generel diskussion af, hvad vi vil med kunsten – og hvor vi har brug for den. Vi skal væk fra den smalle opfattelse af kunst som noget, der bare hænger på et kunstmuseum eller i et privat hjem. Kunst handler grundlæggende om at tale til vores æstetiske sans, pirke til vores nysgerrighed, udfordre vores intellekt, åbne vores sanser, vække vores fantasi, skabe genkendelse og fremmedgørelse og røre vores følelser. Det er en tilgang til dét at være menneske og samfund, som gerne skulle gennemsyre alt, hvad vi gør – og ikke mindst den måde, vi gør det på. Lige fra at bygge en bro til at drive en børnehave. Vi er så vant til at tænke i funktion i vores super effektive moderne samfund. Men som mennesker har vi også brug for at tænke i æstetik og mening.
6. Højskoler
Radikale Venstre vil styrke højskolernes rolle i løsningen af tidens store kriser. Vi vil lave særlige stipendieordninger til udsatte unge og ældre og give højskolerne en særlig rolle for at udvikle redskaber for bæredygtig dannelse.
Højskolerne er en dansk opfindelse, der har rødder helt tilbage til Grundtvig. De opstod da det danske samfund var ved at omstille sig fra kongedømme til folkestyre, fra landbrugsland til industriland. Det er guldalderens saloner ført ud til den danske ungdom overalt i landet.
Højskolen skulle klæde nationens ungdom på til mødet med tidens kriser og danne folket til kulturel og demokratisk deltagelse. Sådan var det dengang, og sådan er det nu. I dag tager højskolerne også udfordringen op i mødet med nutidens kriser – for eksempel den globale klimakrise og trivselskrisen blandt unge.
Den unikke danske undervisningsform, hvor man lever og lærer sammen, har fremtiden for sig. ”Skolen for livet” kaldte Grundtvig det, og det er det virkelig. Højskolebevægelsen er en unik dansk kulturform, som kræver politisk kærlighed, så den kan vokse sig endnu større og endnu stærkere til gavn for fremtidige generationers unge – og for os alle.
7. Kulturel offentlighed og andre tværgående indsatser
Radikale Venstre vil styrke dansk kultur ved at styrke den kulturelle offentlighed. Vi vil skabe en ny digitale kulturkanal, og vi vil støtte kulturelle medier, så der fortsat er en fagprofessionel dækning af dansk kunst. Vi vil nedsætte et Kulturelt kriseråd, der kan se på kulturens bidrag til at løse tidens store kriser. Vi vil desuden sikre Kulturens Analyseinstitut, Applaus og LEX.dk en permanent bevilling.
En vigtig – og ofte undervurderet – del af et stærkt kulturliv er en stærk kulturel offentlighed. Til en stærk kulturel offentlighed hører fagprofessionelle anmeldere, der kan folde værkerne ud for publikum, gå i dialog med stoffet og give kunsten frugtbart modspil. Måske endda i diskussion med andre anmeldere, så der opstår en både højloftet og højtkvalificeret debat om kunsten. Med til den kulturelle offentlighed hører også muligheden for at sætte samfundsmæssige problemstillinger under kulturel lup.
Desværre har vi oplevet et decideret skred i den kulturelle offentlighed de seneste ti-tyve år. Tidligere havde vi både P2, DRK og dagbladenes kritikere. Men P2 er skåret ned til en aftenflade, DRK blev lukket i forbindelse med det forrige medieforlig og dagbladene har skåret kraftigt ned for kritikken. DAB-kanalen – det nuværende 24Syv – blev oprindeligt oprettet med det formål at sende kulturradio i partnerskab med kulturaktører, men efter Berlingske har overtaget mediet, er der skåret kraftigt ned på både kulturindholdet og kulturpartnerskaberne.
Til gengæld er der skudt en masse private medier og blogs op, og mange kulturinstitutioner er selv begyndt at producere film og podcast til deres forskellige platforme. Men det er svært at skabe overblik og skelne fagprofessionalisme fra synsninger i den meget fragmenterede kulturelle offentlighed. Men det største problem er næsten, at den store nationale samtale om dansk kunst og kultur er blevet en undergrundsaktivitet. Det har været med til at fortrænge kunsten og kulturen fra toppen af det samfundsmæssige hierarki – og langt ned i bunden, hvor det ikke hører hjemme.
Udspillets samlede økonomi
Udspillet er finansieret via vores 2030-plan, der dels afsætter 300 mio. kr. ekstra til kulturområdet frem mod 2030, dels muliggør en permanentgørelse af eksisterende midlertidige finanslovsbevillinger til kultur på i alt 93,4 mio. kr. Det vil sige en samlet ramme på knap 400 mio. kr. mere til kultur frem mod 2030.
