En Verden Med Velfærd
Udlændinge og integration

En verden med velfærd

Udspil om fremtidens danske udviklingssamarbejde.

Danmark har altid været i front i det internationale udviklingssamarbejde, hvor fattigdomsbekæmpelse,
demokrati og menneskerettigheder har været centralt.

Det danske demokrati har været et vigtigt referencepunkt. Men vi har ikke i samme grad trukket på vores erfaringer fra opbygningen af en stærk velfærdsstat og sociale sikkerhedsnet og beskyttelse.
Det bør en ny udviklingsstrategi ændre på.

Læs hele udspillet

Radikale Venstre ønsker, at Danmark bidrager til at etablere velfærdsydelser i verdens fattigste lande som et institutionaliseret socialt system, der kan sikre bred social og økonomisk sikkerhed.

Dialog og støtte til opbygningen af velfærdsydelser som universelle pensioner eller børneydelser vil ikke kun være godt for fattigdomsbekæmpelse, lighed og social sikkerhed, men en gradvis udbygning af sådanne ydelser kan også lægge kimen til stærkere institutioner og et finansielt bæredygtigt socialt system.

En styrkelse af social beskyttelse skal samtidig ses i sammenhæng med en styrket indsats indenfor uddannelse og sundhed.

Den nye udviklingsstrategi er en oplagt mulighed for at bruge Danmarks erfaringer på velfærdsområdet i vores støtte til lande i det globale Syd. Baseret på de erfaringer som andre donorer, blandt andet Storbritannien, allerede har gjort indenfor området, er der tre områder, hvor vi ønsker at Danmark og EU skal sætte ind:

1. Bidrage til at skabe evidens for vigtigheden af universelle sociale velfærdsydelser, blandt andet i forhold til at styrke den sociale kontrakt, og til at håndtere kriser som pandemier og klimaforandringer.

2. Styrke finansiering af sociale velfærdsydelser i en opstartsperiode indtil landenes regeringer selv er i stand til at køre programmerne. Det kan ske gennem etablering af en global eller europæisk fond for social beskyttelse og/eller gennem EU’s budgetstøtteprogrammer.

3. Støtte udviklingen af nationale politikker for velfærdsydelser og styrke myndighedernes kapacitet til at levere offentlige ydelser gennem myndighedssamarbejde og erfaringsudveksling.

Læs hele udspillet her.