Baggrund
Som reglerne er i dag, stilles der ved en førstegangsansøgning om ægtefællesammenføring en række krav til både referencen og den udenlandske ægtefælle vedrørende bl.a. sprogkundskaber, beskæftigelse og uddannelse – de såkaldte integrationsrelevante betingelser. Når opholdstilladelsen efter to år udløber, stilles der til gengæld stort set ingen krav ved forlængelse (kun selvforsørgelse, fælles bopæl, boligkrav og økonomisk sikkerhedsstillelse).
Med forslaget bliver det lettere at opnå familiesammenføring, men vi stiller samtidig krav om, at ægtefæller viser, at de vil integrere sig.
Forslaget
Vi vil afskaffe integrationskravet samt kravet om bestået danskprøve på A1/A2-niveau efter hhv. 6 og 9 måneder, der i dag stilles ved førstegangtilladelser.
Følgende grundlæggende krav, som i dag stilles ved ansøgning om familiesammenføring, skal fortsat stilles ved en førstegangsansøgning:
- Der skal være tale om et gyldigt ægteskab, som er indgået frivilligt og ikke med det formål at få opholdstilladelse
- Begge parter skal være fyldt 24 år. Dog skal reglen gøres mere fleksibel.
- Referencen (ægtefællen i Danmark) skal bo fast i DK i selvstændig egnet bolig
- Referencen må ikke være dømt for vold mod samlever/ægtefælle
Der gælder herudover fortsat en fremadrettet forsørgerpligt, hvorefter referencen og ægtefællen ikke må modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven. Denne pligt gælder indtil ægtefællen har permanent opholdstilladelse. Modtages ydelser inddrages opholdstilladelsen som udgangspunkt.
Endelig lægges der ikke op til en ændring af udvisningsreglerne. Kriminalitet vil således i samme omfang som i dag kunne medføre, at opholdstilladelsen inddrages, og ægtefællen udvises af Danmark.
Øvrige justeringer:
- 24-årsreglen, som i dag medfører, at alle par under 24 år meddeles afslag på familiesammenføring, skal justeres så reglen i højere grad end i dag tjener til beskyttelse af unge, der presses ind i arrangerede- eller tvangsægteskaber. Vi foreslår, at par, som dokumenterer sammenlagt mindst et års samliv, undtages fra 24-årsreglen. De øvrige betingelser skal fortsat være opfyldt, og parret skal begge være fyldt 18 år.
- Boligkravslisten afskaffes. Kravet om, at referencen ikke må bo i et område som to år i træk har opfyldt kriterierne for udsatte boligområder afskaffes, da det er diskriminerende.
- Bankgarantien afskaffes, men fortsat krav om selvforsørgelse fremadrettet. Hvis der modtages hjælp fra det offentlige [efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven], vil dette fortsat medføre, at opholdstilladelsen inddrages.
- Selvforsørgelseskravet moderniseres, således at tilbagebetalte ydelser ikke indgår i vurderingen, ligesom perioden, hvor referencen ikke må have modtaget ydelser ændres fra 3 til 1 år.
- Der skal være ret til at arbejde under processuelt ophold.
- Ansøgningsgebyret skal sættes markant ned.
I stedet for det afskaffede integrationskrav foreslår vi, at der ved forlængelsen efter 2 år stilles følgende krav for at understøtte integrationen: - Krav om, at den udenlandske ægtefælle har bestået en danskprøve (som udgangspunkt på A2-niveau, men med mulighed for dispensation ved handicap, sygdom etc.).
Dette krav erstatter det eksisterende sprogkrav til ansøger, som medfører, at ansøger hhv. 6 og 9 måneder efter meddelt opholdstilladelse/tilmelding til folkeregister skal bestå en danskprøve på A1/A2-niveau.
- Krav om at udlændingen har haft mindst 6 måneders beskæftigelse.
Beskæftigelseskravet kan opfyldes ved lønnet, så vel som frivilligt ulønnet arbejde, ved uddannelsesaktivitet eller ved aktivt medborgerskab (fx deltagelse i skolebestyrelse el.lign.).