Udtalelser fra Radikale Venstres hovedbestyrelse
Radikale Venstres hovedbestyrelse understreger vigtigheden af, at Danmark fortsat er en aktiv og tydelig støtte til Den Internationale Straffedomstol (ICC) i overensstemmelse med FN-pagten og FN’s principper for at fremme retfærdighed og ansvarlighed i verden. Som et mindre land er det afgørende, at vi engagerer os i og styrker internationale institutioner, der arbejder for en regelbaseret verdensorden, hvor magt ikke er ret, og hvor selv de stærkeste aktører kan stilles til ansvar for deres handlinger.
ICC spiller en central rolle i at sikre, at alvorlige forbrydelser såsom krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden bliver efterforsket og retsforfulgt. Danmark har som retsstat og internationalt orienteret nation en moralsk og juridisk forpligtelse til at støtte denne indsats.
Danmarks engagement i ICC er ikke kun et spørgsmål om at sikre retfærdighed for ofrene, men også om at sende et stærkt signal til verden om, at ingen står over loven, og at internationale samarbejder er afgørende for en fredelig og retfærdig verdensorden. Det gælder også, når ICC udsteder arrestordrer mod personer, hvor retten vurderer, at der er vægtige beviser for, at alvorlige forbrydelser kan være begået.
Radikale Venstres hovedbestyrelse har derfor en klar forventning om, at Danmark vil efterleve ICC’s arrestordrer, herunder i sagerne mod Israels premierminister Benjamin Netanyahu, tidligere forsvarsminister Yoav Gallant og Hamas-leder Mohammed Diab Ibrahim Al-Masri.
Vi finder det vigtigt at præcisere, at en arrestordre ikke i sig selv er en domfældelse, men et nødvendigt skridt i en retfærdig proces, hvor beviserne vurderes, og den anklagede har mulighed for at forsvare sig.
I lyset af en sund økonomi på statsligt niveau, finder Radikale Venstre det kun rimeligt, at staten løfter en større del af den økonomiske opgave, som kommunerne kæmper med i disse år.
Radikale Venstres hovedbestyrelse anbefaler derfor regeringen at udforme en økonomiaftale, der tilgodeser det specialiserede socialområde, så midlerne lokalt ikke forsvinder ud af almenområdet, og dermed forringer vilkår på skoler, daginstitutioner, plejehjem med videre.
Siden 2018 er omkostningerne til det specialiserede socialområde steget med 6 mia. kr., som landets kommunalbestyrelser selv har skullet kompensere. Den udvikling er uacceptabel og skærer dag for dag i kernevelfærden. Hovedbestyrelsen bakker dermed op om det massive opråb fra radikale kommunalbestyrelsesmedlemmer samt den politiske leder, Martin Lidegaard.
Vedtaget af Radikale Venstres hovedbestyrelse den 25. maj 2024
De nye ejendomsvurderinger stiller mange borgere i en meget utryg situation. De burde ikke være sendt ud med så mange alvorlige og kendte fejl. Ligesom der er behov for fuld transparens i beregninger så alle kan forstå deres vurderinger.
Princippet om optimal udnyttelse er samtidig udtryk for en forældet forståelse af, hvordan Danmarks areal bør forvaltes. Radikale Venstre opfordrer derfor regeringen til at revidere princippet om optimal udnyttelse henimod faktisk udnyttelse. Herved understøttes grøn omstilling og mere fri natur samtidig med, at tilliden til skattesystemet genskabes.
Skal vi nå ambitionerne om grøn omstilling, mere fri natur og bedre biodiversitet, kan vi ikke bebygge hele landet til den teoretiske grænse. En grund bebygget med et højhus skal selvfølgelig beskattes af den reelle høje værdi. Men en ejer, der lader en stor grund forblive natur, skal ikke straffes med en fiktiv høj værdi der aldrig realiseres.
For Radikale Venstre har det endvidere været vigtigt at håndtere problemstillingen omkring jordejere, der kommer i klemme ved omlægning fra produktion til eksempelvis natur. Regeringen har på Radikale Venstres opfordring iværksat et arbejde, om at udarbejde en ny kategori for ”naturejendomme”, som skal skabe større tryghed for netop disse. Radikale Venstre opfordrer regeringen til at fremskynde dette arbejde, med henblik på at skabe en tiltrængt afklaring.
Der er krig i Europa. Den værste siden 2. Verdenskrig. Vi ser en ny geopolitisk virkelighed. Vi går fra et unipolært liberalt verdenssamfund mod en mere flydende verdensorden, hvor Vesten ikke længere kan diktere, hvad verden samler sig om. Vi har brug for venner og partnere ude i verden, der kan være med til at fremme og bibeholde en international retsorden baseret på et liberaldemokratisk verdenssyn. Men vi er også nødt til at kunne forsvare os selv, vores og vores allieredes territorier og værdier. Først og fremmest med ordets magt, diplomati og dialog. Men om nødvendigt med våben.
Vi skal op på 2 pct. af BNP og nå NATOS styrkemål
I det kommende forsvarsforlig skal Danmark øge forsvarsbudgettet til 2 pct. af BNP, som det er aftalt mellem NATO-landene i Wales-aftalen i 2014 og herigennem også leve op til NATOs styrkemål. Vi skal sikre en genoprettelse af Forsvarets fundament herunder renovering af bygninger, sikre moderne udstyr, tilvejebringelse af reservedele, genopfyldning af lagre og en ordnet organisationsstruktur, der sikrer, at Forsvaret kan drives optimalt.
Styrket fokus på Arktis
Radikale Venstre ønsker et særligt fokus på Arktisk i det kommende forsvarsforlig, herunder en styrket overvågning, der kan anvendes til både civile og militære formål. Indsatserne skal tilrettelægges i tæt samarbejde med Grønland og Færøerne og bidrage til lavspænding og en bæredygtig udvikling i hele det arktiske og nordatlantiske område.
Faglig fundering
Opbygningen af vores forsvar skal ske på et fagligt grundlag. Derfor går vi ind for at anvende 5 pct. af det danske forsvarsbudget på forskning og teknologiudvikling, der kan fremme dual use og samspil mellem det civile og militære Danmark. Samtidig støtter vi etableringen af et ekspertudvalg, der kan give den nødvendige viden bag et veldrevet forsvar og fornuftig opbygning af dette.
Et fleksibelt forsvar
Vi skal sikre en god balance mellem fast stampersonel, en solid, velfungerende og afprøvet reserve, en begrænset værnepligt - også for kvinder - og frivillige kræfter i hjemmeværn og beredskab, der kan mobiliseres efter behov og med størst mulig fleksibilitet.
En attraktiv arbejdsplads
Vi skal sikre, at forsvaret bliver en attraktiv arbejdsplads, der kan tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft gennem tidssvarende uddannelser, fornuftig aflønning og gode arbejdsvilkår. Et forsvar, hvor der sættes ind mod og forebygges krænkelser. Vi ønsker gode vilkår for vores udsendte også efter udsendelsen. En samlet veteranpolitik, der dækker udsendte uanset om disse er udsendt fra Forsvaret, Udenrigsministeriet eller Justitsministeriet.
Et langt stærkere beredskab
Radikale Venstre ønsker at styrke det civile beredskab, ikke mindst indenfor cybersikkerhed og det digitale område, indenfor klimasikring, og når det handler om kritisk infrastruktur på energiområdet.
Forsvaret skal tænkes ind i en større sammenhæng, hvor beredskab og kritisk infrastruktur samt kapaciteter og enheder til moderne krigsførelse i form af bl.a. information og cyber warfare udvikles, gerne i samarbejde med virksomheder og institutioner i Danmark.
Et tæt samarbejde mellem dansk forsvar, danske uddannelses – og forskningsinstitutioner og danske virksomheder vil gavne både Forsvaret, civilsamfundet og erhvervslivet.
Et grønt forsvar
Vi skal turde tænke grønt også i Forsvaret, og vi skal arbejde for, at Danmark får verdens første klimaneutrale flåde. Investeringer i p2x bør derfor indgå i forligsforhandlingerne.
Samtænkning med allierede partnere
Dansk forsvars militære kapabiliteter skal samtænkes med vores partnere i NATO, EU og ikke mindst i Norden samt Baltikum. Eksisterende og kommende forsvars- og våbensystemer skal være kompatible, standardiserede og kunne supplere hinanden. EU-indsatsen med den bredde palette af redskaber, EU råder over, såvel militære som civile, skal samtænkes imellem Forsvarsministeriet, Udenrigsministeriet og Justitsministeriet, så samarbejdet styrkes og understøtter dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Forsvarets kommende investeringer skal styrke samvirket mellem værn og baserer sig på systemer, der effektivt kan virke i netværk. I rammen af NATO og EU skal Forsvaret samarbejde om logistik, uddannelse og vedligeholdelse, så der opnås en sund driftsøkonomi og kompetencer på tværs af værn og allierede.
Rusland har begået utallige krigsforbrydelser i Ukraine, blandt andet omfattende og overlagte bombardementer af civile mål, tortur, voldtægt og drab på civile i de besatte områder, samt tortur og drab på krigsfanger. Det synes at være en bevidst strategi, hvis formål er at svække moralen blandt Ukraines civilbefolkning, militær og politiske ledelse. Denne strategi har før været benyttet i for eksempel Tjetjenien og Syrien og må betegnes som en form for statsstøttet terror, hvor alle ansvarlige systematisk og personligt bør stilles til ansvar for deres gerninger, både retsligt og politisk.
Det er Radikale Venstres hovedbestyrelses opfattelse, at vi både må fortsætte og udvide vores militære, økonomiske, humanitære og politiske støtte til Ukraine, herunder bidrage til løbende genopbygning.
Herudover støtter vi omfattende sanktioner imod Rusland og vi bør sammen med resten af EU begrænse udstedelsen af turistvisa til russiske statsborgere. Det er samtidig essentielt, at EU hurtigst muligt får frigjort sig af afhængigheden af russisk gas gennem energieffektivitet og massiv udbygning med vedvarende energi. Vi må aldrig igen bringe os i en lignende sårbar situation omkring vores energiforsyning.
Den dag der kommer en fredsløsning, er det essentielt, at Ukraine selv forhandler vilkårene. Vi hverken kan eller skal presse Ukraine til at afgive territorium. Efter en fred er Ukraine velkommen i både EU og NATO, hvis de ønsker det, og når de opfylder vilkårene for optagelse.
Vi tror stadig på, at samhandel og samarbejde er befordrende for fred i Verden, og vi skal kunne have relationer til både demokratiske og autoritære lande. Det er imidlertid ikke muligt at se en normalisering af forholdet til Rusland så længe der er russiske soldater på ukrainsk jord. Her er kun utvetydig og omfattende afstandtagen mulig.
Udtalelse vedtaget af Radikale Venstres hovedbestyrelse den 27. august 2022
I Radikale Venstre er vi dybt uenige i Kommissionen for den glemte kvindekamps anbefaling om at ville forbyde religiøse symboler i den danske grundskole.
Som socialliberalt parti tror vi på friheden til at tro på det, man vil. Men også på friheden til at bære de religiøse symboler, man ønsker. Det er en grundlæggende frihedsret, som er med til at skabe et rummeligt og tolerant samfund. Dette gælder i alle arenaer og livsfaser af vores liv.
Udfordringerne med kvindeundertrykkelse i etniske minoritetsmiljøer skal tages dybt alvorligt. Men disse løses ikke med kommissionens synsninger, der mangler ballast i evidensbaseret forskning.
Udtalelse vedtaget af Radikale Venstres hovedbestyrelse den 27. august 2022
Det er ikke godt nok, at regeringen vil vente til sommer med at indgå en aftale med kommunerne om en økonomisk håndsrækning for at dække ekstra udgifter til støtte for ukrainske børn i skoler og daginstitutioner.
Radikale Venstre ønsker, at regeringen med det samme indgår en aftale med Kommunernes Landsforening, så skoler og daginstitutioner kan tage godt imod de ukrainske børn.
Udtalelse fra Radikale Venstres hovedbestyrelsesmøde i Nyborg lørdag den 19. marts.
Yderligere oplysninger hos Radikale Venstres landsformand Mikkel Irminger Sarbo mobil 40 55 66 66.
Radikale Venstre vil pålægge danske børsnoterede virksomheder at få mere ligelig repræsentation i bestyrelserne inden for de næste fem år således, at andelen af det underrepræsenterede køn i virksomheders bestyrelser kommer op på minimum 40 procent. Efter fem år evalueres reglerne med henblik på eventuelle justeringer.
Derudover vil Radikale Venstre stille krav om, at de virksomheder, der allerede i dag er omfattet af årsregnskabslovens regler om afrapportering for samfundsansvar, opstiller opfølgende måltal for andelen af det underrepræsenterede køn i de øverste ledelsesorganer. Måltallene skal være med til at sætte fokus på ubalancen mellem kønnene og motivere virksomhederne til at fremme ligestilling – også i topposterne.
Vedtaget ved møde i Radikale Venstres hovedbestyrelse den 27. november 2021.
På baggrund af den seneste tids debat om partiets udlændingepolitik slår Hovedbestyrelsen fast, at Radikale Venstres udlændingepolitik baserer sig på følgende principper:
”De principper, som bærer Det Radikale Venstres politik i det danske samfund, bærer også Det Radikale Venstres internationale politik.
Det danske samfund er en del af verdenssamfundet, der er fælles om ansvaret for det globale miljø og ressourcer, menneskerettigheder, sikkerhed og velfærd. Det enkelte menneske skal sikres fundamentale sociale, kulturelle og demokratiske rettigheder uanset etnisk baggrund, køn, tro eller statsligt tilhørsforhold.
Det Radikale Venstre opfatter det som Danmarks særlige og fornemme rolle at fortsætte med at være et foregangsland, hvor det er muligt, for at fremme arbejdet for at opnå fælles løsninger globalt. Vi skal ikke være tilfredse med at yde efter mindste fællesnævner.”
Citat: Principprogrammet af 1997.
Vedtaget af Radikale Venstres hovedbestyrelse den 2. oktober 2021
Israel-Palæstina konflikten kom igen i verdens søgelys da israelsk politi fjernede palæstinensiske demonstranter fra al-Aqsa Moskeen den 7. maj 2021. Som respons herpå sendte Hamas missiler mod Israel efter forinden at have sendt et ultimatum. Dette eskalerede urolighederne til væbnet kamp som har forårsaget hundredvis af civile døde, langt de fleste på palæstinensisk side på grund af Israels militære overlegenhed. Der er kun to grupper som vinder på denne tragedie; det er Hamas og den højrenationale israelske bosætterbevægelse og deres politiske støtter, da begge parters konfliktoptrappende politik legitimeres af den gensidige vold.
Konflikten mellem Israel og Palæstina drives af disse mørke kræfter på begge sider, men den næres i disse år først og fremmest af Israels helt uacceptable behandling af den palæstinensiske befolkning, herunder de ulovlige bosættelser med tvangsforflyttelse, ekspropriation af ejendom og ødelæggelse af civile installationer. Den israelske regerings behandling af den palæstinensiske befolkning betegnes nu fra flere sider som reel apartheid. Med den israelske fremfærd umuliggøres den eneste mulige og varige løsning på konflikten: En selvstændig stat til palæstinenserne.
Alvoren i den israelske regerings behandling af den palæstinensisk befolkning understreges også af, at den internationale straffedomstol i Haag (ICC) i marts i år besluttede, at der var rimelig grund til at undersøge Israel for krigsforbrydelser i Gaza og på den besatte Vestbred.
Det er på tide at det internationale samfund siger fra overfor denne systematiske forskelsbehandling af egne borgere og den uendelige krig mellem Israel og Hamas. Målet er dobbelt. Fredsforhandlingerne skal tilbage på sporet. Men indtil da har Israel ansvaret for at beskytte den palæstinensiske befolkning og sikre dem samme basale rettigheder som israelerne. Radikale Venstre opfordrer den danske regering til at søge enighed i EU om at lægge det nødvendige pres for at sikre begge dele, herunder søge enighed om europæisk boykot af de få finansielle virksomheder, der muliggør den israelske bosættelsespolitik.
Vedtaget af Radikale Venstres hovedbestyrelse den 29. maj 2021.
Radikale Venstres hovedbestyrelse finder det uacceptabelt, at regeringen ikke holder Folketinget fuldt oplyst gennem relevante fora om efterretninger, der knytter sig til situationen om danske statsborgere i fangelejre i Syrien.
Hovedbestyrelsen opfordrer derfor Folketingets partier til at gøre det klart for regeringen, at spørgsmålet i sidste ende kan være afgørende for tilliden til de relevante ministre.
Vedtaget af Radikale Venstres hovedbestyrelse den 20. marts 2021
Coronakrisen er exceptionel og den er ikke ovre. Nogle virksomheder er ramt hårdt og endda lukket. Nogle er helt upåvirkede. Nogle har sadlet om, tænkt nyt og innovativt og fundet nye veje. Vi har ikke set de langsigtede økonomiske konsekvenser og det er nu vi skal understøtte og lægge sigtelinierne for en radikal og grøn erhvervspolitik post-corona.
Radikale Venstre er et socialliberalt parti, der vil give hvert enkelt individ de bedste muligheder for at udfolde sine evner og interesser og derved opnå den ønskede livskvalitet samtidigt med at erhvervslivet bedst muligt kan understøtte samfundsudviklingen.
Radikale Venstre er et holdningsparti, der ikke varetager bestemte erhvervs interesser. Formålet med erhvervspolitikken er at skabe de bedste rammebetingelser for alle virksomheder, så der er råd til både velfærd og Danmarks fortsatte udvikling.
Med udgangspunkt i hensynet til klimaet, naturen, råstofanvendelse, folkesundheden og til medarbejderne, skal rammebetingelserne understøtte:
- værdiskabelse
- bæredygtighed
- innovation og teknologisk udvikling
Radikale Venstre ønsker at styrke EU’s indre marked og de internationale institutioner, der sikrer multilateral handel og investering. Danmark skal via initiativer i EU
- sikre en aktivistisk konkurrencepolitik, der ikke beskytter monopoler
- fremme det internationale samarbejde, der forhindrer
- skattesnyd, hvidvask og korruption.
Radikale Venstre er tilhænger af øgede beføjelser til EU til at indføre regler og minimumssatser for selskabsskat for at undgå, at overskud flyttes til lande med lav beskatning.
Rammebetingelserne skal støtte den grønne omstilling, herunder:
Lovgivningen skal med tilskud og afgifter gøre det fordelagtigt for virksomhederne at nedbringe CO2 udledningen uden at tilskynde til flytning af produktion til udlandet (lækage). Radikale Venstre støtter EU’s forslag om carbon border tax.
Offentlig forskning skal styrkes med fokus på grønne teknologier, Bio/Farma og IT uden det går ud over øvrige forskningsområder. Radikale Venstre vil samtidig understøtte forskning of udvikling i privat regi gennem målrettede programmer, der også understøtter iværksætteri og innovation.
Det offentliges rolle i erhvervspolitikken
Det er afgørende for virksomhedernes konkurrenceevne, at de har adgang til kompetente medarbejdere. Det er derfor vigtigt at uddannelsessystemet på alle niveauer kan levere de kompetencer, erhvervslivet efterspørger og at det er let og enkelt at ansætte kompetente medarbejdere fra udlandet.
Den offentlige regulering skal understøtte erhvervslivets udvikling, skal være enkel og må ikke medføre administrativt bøvl. Vi skal have den bedste erhvervsservice fra stat, region og kommune og kommunikationen skal være let forståelig og kunne foregå digitalt.
Det offentlige skal sikre – men ikke nødvendigvis eje – infrastruktur i verdensklasse som udgangspunkt for virksomhedernes aktiviteter. Det gælder såvel fysisk som digital infrastruktur.
Vedtaget af Radikale Venstres hovedbestyrelse den 30. januar 2021.
Radikale Venstre tager stærkt afstand fra det hærværk, der er begået mod jødiske begravelsespladser i flere dele af landet, og den uhyggelige brug af klistermærker med jødestjerner på private postkasser.
Radikale Venstre ønsker at udtrykke solidaritet med Danmarks minoriteter, herunder ofrene for de hadforbrydelser og intimideringer, som de antisemitiske angreb på årsdagen for krystalnatten er eksempler på.
Udtalelse vedtaget af Radikale Venstres hovedbestyrelse den 23. november 2019.
Radikale Venstre ønsker ikke, at Danmark skal deltage i en flådeindsats ved Hormuz-strædet, uden at der er et klart folkeretligt grundlag, forankret i FN-pagten, og EU-opbakning til en eventuel mission.
En amerikansk eller britisk ledet indsats uden bred international opbakning vil uundgåeligt føre til eskalation af konflikten, og Radikale Venstre ønsker i stedet med alle midler en de-eskalation. Så længe danske skibe ikke er blevet opbragt eller chikaneret på anden vis, vil en dansk militær indsats uden folkeretligt grundlag kun bidrage til den unødige eskalation.
Udtalelse fra Radikale Venstres hovedbestyrelsesmøde lørdag den 24. august 2019
Antibiotikaresistens er ifølge WHO den næste store sundhedsmæssige udfordring, vi står overfor. Der er frygt for udvikling af multiresistente bakterier, der vil have en stor betydning for menneskelig sundhed og dødelighed. Selv om husdyr-MRSA ikke udgør en specifik trussel mod mennesker sammenlignet med Stafylokokker generelt, er den stadig et problem i forhold til hospitaler og svækkede personer.
Der er grund til at tage MRSA-problematikken meget seriøst. Den store spredning vidner om bagvedliggende problemer, der skal tages hånd om, inden andre og værre resistente bakterier dukker op. Der er frygt for overførsel af resistensgener til andre bakterier.
Radikale Venstre anerkender, at dansk landbrug er kommet rigtig langt i forhold til reduktion af antibiotikabrug og ligger lavt i internationalt perspektiv bl.a. ved forbud imod systematisk profylaktisk brug af antibiotika.
Radikale Venstre understreger, at det er dyreetisk uforsvarligt at tale for et totalt forbud imod antibiotika, da syge dyr selvfølgelig skal behandles. Det er også vigtigt at understrege, at danskproduceret kød er antibiotikafrit, når det købes, uanset om dyret har været behandlet eller ej. Der er dog et fremvoksende marked for kød, hvor dyret garanteret aldrig har været behandlet. Herudover er der bred videnskabelig enighed om, at vi skal arbejde for en yderligere reduktion af antibiotikaforbruget stadig under hensyn til dyreetik.
Radikale Venstre støtter derfor op om en målrettet, markant indsats som omfatter
- optimeret anvendelse af stadigt mindre mængder antibiotika,
- herunder begrænsning af eller forbud mod de typer antibiotika, der er særligt vigtige for mennesker
- forebyggelse af infektioner både i stalde og på hospitaler
- styrket overvågning, herunder også af andre og farligere bakterier og
- prioritering af yderligere forskning.
Spredningen af husdyr-MRSA skal begrænses igennem en målrettet og evidensbaseret tilgang. Hvis Danmark får held med at etablere smittefrie områder, f.eks. på Bornholm, vil man endvidere kunne eksportere smittefrie grise til udlandet.
Udtalelse fra Radikale Venstres Hovedbestyrelsesmøde 18. marts 2017
Radikale Venstre vil afskaffe det såkaldt moderne kontanthjælpsloft, der træder i kraft 1. oktober 2016. Vi vil vise nye veje, også for de mest udsatte medborgere. Fattigdom er ikke en løsning, hverken menneskeligt eller økonomisk.
Kontanthjælpsloftet henter økonomisk gevinst på bekostning af udsatte børn og voksne, og vil have voldsomme konsekvenser. Mange familier vil blive presset hårdt økonomisk og risikerer hjemløshed. 10.000 børn er i fare for at blive sendt ud i fattigdom, isolation og mistrivsel, skubbet ud på kanten af samfundet.
Et omskifteligt liv uden et fast sted at kalde hjem vil undergrave enhver mulighed for stabil tilknytning til arbejdsmarkedet og et trygt børne- og skoleliv. Det vil efterlade mange børn i risiko for at forlade folkeskolen uden forudsætninger for at tage en ungdomsuddannelse, uden at have dannet stærke bånd til deres jævnaldrende. En barndom i fattigdom giver også ringere muligheder, når man selv stifter familie - og dermed skader regeringens fattigdomspolitik ikke kun mennesker nu og her, men efterlader ar på kommende generationer.
Radikale Venstre vil arbejde for, at samfundet bliver et fællesskab med plads til og brug for alle, både på arbejdspladsen og i skolen. Vi vil give muligheder for dem, der har behov, ikke sende tusindsvis af børn i fattigdom.
Det er vores børn. De er vores ansvar. Drop kontanthjælpsloftet.
Udtalelse vedtaget af Radikale Venstres Hovedbestyrelse 1. oktober 2016.
Hovedbestyrelsen opfordrer folketingsgruppen til at arbejde for oprettelsen af en fælles enhed for forskning i forebyggelse af terror. Formålet er at få forskning på tværs af faglige områder, gerne med indhentet inspiration fra tilsvarende enheder i udlandet.
Vedtaget af Radikale Venstres hovedbestyrelse lørdag den 27. august 2016.
Gennem nogle årtier har SKAT/Skatteministeriet lidt under en række omstruktureringer, udflytninger, it-skandaler og besparelser på personaleområdet. En række dygtige medarbejdere har mistet deres job og SKAT har ikke i tilstrækkelig grad kunnet opfylde sin rolle i samfundet. Borgerne mister deres tillid til systemet, og skattesvindel samt manglende inddrivelse af udestående skat mv. er forekommet i endog meget stort omfang.
Radikale Venstre ser det som bydende nødvendigt, at der sker en reorganisering, at der ansættes yderligere kvalificeret personale til at afhjælpe situationen, og tilføres yderligere ressourcer i øvrigt, så befolkningen igen kan få tillid til en væsentlig organisation til opretholdelse af velfærdssamfundet. Ligeledes bør hovedårsagerne til problemerne i SKAT belyses, således at vi kan lære til fremtiden.
Udtalelse vedtaget af Radikale Venstres Hovedbestyrelse den 12. marts 2016.
Radikale Venstre opfordrer regeringen til at skrinlægge alle tanker om konstant og systematisk overvågning af alle danskeres adfærd på internettet - den såkaldte sessionslogning.
Sessionslogning blev indført af VK-regeringen som et værn mod terror og suspenderet af SR-regeringen, fordi det på ingen måde tjente sit formål.
Genindførelse af sessionslogning, og endda i udvidet form, betyder, at hver eneste borgers adfærd på nettet vil blive overvåget - ifølge branchen gennemsnitligt mere end een gang i minuttet. Det vil være et brud med borgernes ret til privatliv og er ganske enkelt ikke en retsstat værdig.
Udtalelse fra Radikale Venstres hovedbestyrelse vedtaget 30. januar 2016