Den kendte og regelbaserede verdensorden er under angreb. I den nye verdensorden er EU sammen med Arktis omdrejningspunkt for dansk udenrigspolitik og sikkerhed. I forlængelse af det nationale kompromis vil vi arbejde for at styrke det transatlantiske NATO-samarbejde og EU’s rolle i det. Vi ønsker samtidig at koble EU’s økonomiske styrke mere direkte til egne geopolitiske interesser. Vi mener, at EU’s eget initiativ er afgørende for verdenssamfundets udvikling – og for Europas ve og vel.
Læs om vores plan B for Europa til Europa-Parlamentsvalget 2024 her.
Putins invasion af Ukraine, klimakrisen, migrationskrisen, terror, skattely, tech-giganterne og deres platformes stigende indflydelse og splittelse. Listen med store internationale udfordringer er lang og med Putins invasion af Ukraine har tilføjet en helt ny forsvars- og sikkerhedspolitisk dimension. Men ikke desto mindre har krigen i Ukraine vist, at EU kan stå sammen og handle resolut, når det kræves. Det er i EU, vores vigtigste samarbejde, at vi finder svaret på de store udfordringer som Danmark og verden står over for. Vi kan ikke løse problemerne alene - uagtet hvor meget de nationalistiske partier bliver ved med at sige det. Men vi skal også sørge for, at Europa får en langt mere klar og markant stemme i verden, fordi verden bliver et bedre sted, når Europa sidder med ved bordet og kæmper for menneskerettigheder, demokratiet, klare regler og fair konkurrence. Og vi skal koble EU’s økonomiske styrke mere direkte til vores geopolitiske interesser.
Vores spidskandidat ved valget er Sigrid Friis - lær hende at kende her.
Radikale Venstre ønsker et EU, der kan forsvare og stå op imod Putin og hans autoritære regime. Vi ønsker et EU, der går forrest, når det handler om klimaudfordringer, grænseoverskridende kriminalitet, retsstatsprincipper, udvikling og ligestilling mellem kønnene. Et EU, hvor der ikke findes fattige børn, og hvor unge ikke skal efterlades i arbejdsløshed. Et EU, der bruger færre penge på landbrugsstøtte og flere på uddannelse og forskning. Vi ønsker et EU, der tager sit ansvar alvorligt – både overfor sig selv og overfor omverdenen.
Udfordringen er:
- Stærke kræfter i både Danmark og Europa kæmper for at svække Europa. Det forpligtende fællesskab og de fælles værdier, som EU bygger på, kan ikke tages for givet i en verden med Putins aggressive fremfærd, Trump, der måske kandiderer til præsidentposten igen og højrenationale kræfter i og udenfor Europa, som arbejder for at svække det europæiske fællesskab.
- Klimakrisen kan ikke løses alene, men skal løses i fællesskab i EU.
- De store migrationsstrømme kan ikke bremses ved den danske grænse. Der er brug for at sætte massivt og fælles ind for at håndtere flygtninge og migration.
- Når kriminalitet og terror er grænseoverskridende, skal politiets samarbejde også være det – og vi skal være med, der hvor beslutninger med stor betydning for vores sikkerhed træffes, f.eks. i Europol.
- Svækkelse af samarbejdet fra højrenationalistiske kræfter og brud med EUs værdier i bl.a. Polen og Ungarn.
- Tech-giganterne skal reguleres og det løses kun via EU.
- International skattesvindel, skattely og hvidvaskning er fortsat en udfordring, vi kun kommer til livs via EU.
Fælles ansvar - fælles løsninger
- Vi vil holde enhver regering fast på, at Danmark hører til i kernen af EU, og at vi skal styrke vores engagement og bånd til EU frem for at svække det. Vi vil insistere på, at Danmark bidrager konstruktivt til at finde gode løsninger på de problemer, vi har til fælles i Europa.
- Vi lever i en tid med bl.a. Putins aggressive fremfærd, en flygtningekrise, en klimakrise og efterdønningerne fra Brexit. Det viser, at der er en række problemer i verden det er bedre at være sammen om end at stå alene med. Fælles problemer kræver fælles løsninger. Det forhindrer forbeholdene os i på en række områder. Derfor bør vi afskaffe dem. Det skal selvfølgelig ske gennem folkeafstemninger og i takt med, at danskerne også ser behovet.
- Vi vil skabe et fælles europæisk asylsystem, hvor man søger asyl ved grænsen til EU, og hvor godkendte flygtninge derefter kan fordeles under ordnede forhold. Der skal samtidig gøres op med spontan asyl, så man ikke søger asyl ved den danske grænse. Så vil færre også risikere liv og legeme på vej over Middelhavet.
- Vi vil have en storstilet EU-strategi for Afrika, som med frihandelsaftaler og nedbrydelse af toldmure skaber økonomisk udvikling og dæmper årsagerne til migration. En Marshall-plan for Afrika.
- Vi vil gøre EU og Danmark 100 pct. selvforsynende fra russisk gas og olie så hurtigt som muligt.
- EU skal koble sin økonomiske styrke mere direkte til sine geopolitiske interesser.
- EU skal sanktionere de medlemslande, der bryder EU's værdier og principper langt hårdere ved bl.a. at gøre modtagelse af støttemidler fra EU afhængigt af, om man lever op til de kriterier, man søger om optag i EU på.