Efter Putins invasion er det blevet meget tydeligt, at Europa skal kunne forsvare sig selv. Vi skal kunne forsvare vores værdier – også militært. Derfor var det også godt, danskerne stemte ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Det giver os flere muligheder i udenrigs-, sikkerheds-, og forsvarspolitikken og viser, at Europa står sammen. Også hvis USA begynder at fokusere andetsteds.
Derudover mener vi, at forsvaret skal være en motor i den grønne omstilling og derfor skal vi bl.a. bruge nogle af pengene fra det nationale kompromis til den grønne omstilling af forsvaret, ikke mindst det nye materiel, der skal indkøbes. Konkret foreslår Radikale Venstre, at Danmark skal bygge verdens første grønne flåde - ligesom briterne har erklæret, de vil bygge verdens første grønne flyvåben. Det vil være godt for den grønne omstilling, for det danske erhvervsliv og samtidig skabe et mere robust forsvar, der kan stå sig bedre med nyt klima og med kortere forsyningslinjer. Det bliver også en stor opgave at skaffe personnel nok til det nye forsvar, og her står det centralt for Radikale Venstre at få flere kvinder med, det vil sige lige værnepligt for alle unge og resolut opgør med krænkelser i Forsvaret.
Vi skal kunne beskytte os selv og andre allierede fysisk ved at styrke territorialforsvaret og vores fysiske kapaciteter. Men for Radikale Venstre er det ligeså vigtigt, vi styrker cyberområdet, hvor krigsførelsen finder sted hver eneste dag, og hvor vi har brug for bedre og mere omfattende strategier, ligesom vi bør styrke vores totalberedskab på linje med Norge og Sverige, så det kan tage hånd om både forsvarskriser, klimakriser og nye pandemier.
Udfordringen er:
- Danmarks sikkerhedssituation ændres drastisk i disse år. Cybertrusler, USAs skiftende opbakning til NATO, Putin og Ruslands invasion af Ukraine samt russisk aggression mod Europa og Vesten, afhængighed af sort energi fra ustabile diktatorer og risiko for at langt flere må flygte som følge af klimakrisen.
- Putin og Ruslands invasion af Ukraine samt russisk aggression mod Europa og Vesten
- Nye former for krigsførelse gennem hybridkrig
- Cyberområdet fylder mere og er mere central for den danske infrastruktur. Hackere kan nedlægge hele det danske sygehusvæsen
- Der er stor geopolitisk interesse for Arktis - både som handelsrute, men også som sikkerhedspolitisk område
- Kinas magtposition bliver større og større samtidig med landet bliver mere og mere diktatorisk - det går den forkerte vej i Kina
Løsninger
- Det nationale kompromis, hvor vi bruger 2 % af BNP på forsvaret i 2033. Vi skal bruge penge på forsvar fordi sikkerhed koster. Vi er først og fremmest nødt til at kunne forsvare Danmark.
- Krig er altid sidste udvej. Alle muligheder for en forhandlet løsning skal afprøves først.
- Radikale Venstre ønsker et moderne og højteknologisk forsvar. Derfor vil vi ikke være med til blindt at øge udgifterne til forsvaret. Tværtimod skal værnepligten på sigt afskaffes, og forsvaret omdannes til en reelt professionel hær.
- Mere koordination i EU. NATO er grundlaget for Danmarks forsvar, men Danmark kunne spare store summer – og blive bedre forsvaret – hvis vi koordinerede vores europæiske forsvar langt mere.
- Styrke cyberområdet - både organiatorisk og ressourcemæssigt
- Tusindvis af biler i Forsvaret kan med fordel køre på el, og på sigt skal grønne brændstoffer benyttes. Et oplagt sted at starte er Power-to-X, som kan blive en central komponent i et grønt, dansk forsvar – og i den grønne omstilling af hele Danmark. Det kan skabe en unik mulighed for et nyt, grønt eksporteventyr, der vil gavne danske virksomheder og placere Danmark som en aktiv udvikler i internationale alliancer.
- Et nyt styrket totalberedskab, der omfatter traditionelt forsvarsberedskab, pandemier, cyber og ekstreme vejrhændelser som følge af klimaforandringerne
- Værnepligten skal indbefatte kvinder, og krænkelser i Forsvaret afdækkes og bekæmpes resolut.