Skal vi mure os selv inde og verden ude? Eller stå ved, at Danmark er blevet et fantastisk land, fordi vi har åbnet os mod verden og gennem tusinder af år besøgt, handlet og samarbejdet med vores naboer?
Vi radikale er ikke i tvivl. Isolation sætter os i stå. Inspiration udefra gør os stærkere og bringer os fremad. Derfor skal vi række ud efter verden, belønne danskere for at rejse ud frem for at straffe dem, byde mennesker udefra, der kan og vil Danmark, velkommen og turde tro på, at selv et lille land som vores kan forandre verden til det bedre. For det har vi vist igen og igen.
Udfordringen er:
- Danskere kan ikke få lov at bo i Danmark med deres familie. Skrappe regler tvinger familier til Flensborg og Malmø. Selvom de er integrerede og kan forsørge sig selv, bliver de mødt med en mur af regler for familiesammenføring.
- Danmark har brug for talent og arbejdskraft udefra, men reglerne gør det svært at få udenlandsk arbejdskraft hertil.
- Udveksling giver inspiration og udsyn, men Danmark er et af meget få lande uden mål for, hvor mange udenlandske studerende, vi gerne vil tiltrække, og hvor mange danske studerende, vi gerne vil have til udlandet.
Ordentlige rettigheder til danskere - udsyn i verden
- Vi vil sikre, at danske statsborgere kan bo i deres eget land med deres udenlandske ægtefælle. Så længe man forsørger sig selv og er klar til at lære dansk, skal man ikke mødes med krav om bankgaranti og en masse andet.
- Vi vil gøre det lettere for danske virksomheder at få talent udefra ved at sænke beløbsgrænsen. Vi vil afskaffe loftet over internationale studiepladser på de videregående uddannelser så der åbnes op for flere engelsksprogede studiepladser på områder med stor efterspørgsel.
- Vi vil gøre det mere attraktivt for internationale studerende at komme til Danmark og slå sig ned efterfølgende, og vi vil igen have en internationaliseringsstrategi med et mål for, at mindst halvdelen af alle danske unge kommer til udlandet under deres studier.