Tænk nyt-plakaten slapper af på en gul bænk

Pension

Pension skal ikke være en definitiv overgang fra arbejde til pensionistliv på en bestemt dato. Det er meget individuelt, hvornår man har lyst til eller brug for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Nogle vil gerne arbejde fuld tid også efter pensionsalderen, nogle vil gerne gå ned i tid lidt før pensionsalderen, nogle vil gerne fortsætte som vikarer eller med lejlighedsvise opgaver andre er nødt til eller vil gerne trække sig helt tilbage. Det skal vores system understøtte. Der er allerede gode muligheder for at gemme sin folkepension til senere og arbejde ved siden af sin folkepension. Senest har vi været med til at afskaffe modregning for egen arbejdsindkomst i folkepensionen.

Der er flere muligheder for dem, der ikke holder helt til pensionsalderen. Vi har både seniorpension, tidlig pension og efterløn. Vi mener som udgangspunkt ikke, at raske personer skal kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før pensionsalderen med offentlige midler i ryggen. Derfor er vi glade for seniorpensionen, som vi aftalte sammen med den tidligere VLAK-regering. Her er forudsætningen, at man har en begrænset arbejdsevne, men adgangskravene er mere fleksible end for førtidspension. Omvendt mener vi, at vi skal begrænse de øvrige tidlige tilbagetrækningsordninger ved at afskaffe efterlønnen.

Udfordringen er:

  • Vi skal forebygge nedslidning.
  • Det skal være muligt at trække sig tilbage, hvis man er nedslidt.
  • Vi har for mange tidlige tilbagetrækningsordninger og vi skal som udgangspunkt ikke betale raske mennesker for at trække sig tilbage før pensionsalderen.
  • Stigende levetid er lykkeligt, men det sætter de offentlige finanser under pres, hvis pensionsalderen ikke følger med
  • Seniorer oplever aldersdiskrimination og at det kan være svært at komme tilbage til arbejdsmarkedet, hvis man bliver ledig.

Radikale løsninger:

  • Vi skal give gode muligheder for videreuddannelse og omskoling (se også beskæftigelsespolitik).
  • Vi vil oprette center for seniorjobber, for at ændre kulturen for ansættelse af ledige seniorer.
  • Folkepensionsalderen skal stige, når levetiden stiger. Det er med til at sikre en balance i de offentlige finanser og på arbejdsmarkedet i takt med, at vi bliver ældre.
  • Efterlønnen skal afskaffes.