Tænk nyt-skilt på fortorvet

Skat

Skatter og afgifter er et vigtigt værktøj, som sikrer vores velfærd og den grønne omstilling.

Skatter og afgifter er et vigtigt værktøj. Skat sikrer finansiering til vores velfærdssystem, så vi kan tilbyde gode daginstitutioner og skoler til vores børn, et sundhedsvæsen til at tage hånd om os når vi bliver syge, et sikkerhedsnet til at gribe os når vi ikke kan forsørge os selv. Med afgifter kan vi understøtte adfærdsændringer, som når vi opnår CO2-reduktioner ved at indføre en CO2-afgift, eller reducerer vores forbrug af plastik, ved at indføre en afgift på plastikposer i supermarkedet.

I Radikale Venstre er vi ikke styret af blind ideologi, når det gælder skatter og afgifter, vi ser det snarere som et værktøj for at realisere vores ambitioner om et grønt og klimavenligt Danmark med et stærkt velfærdssystem, hvor det kan betale sig at arbejde og hvor det private erhvervsliv har de bedste betingelser.

Udfordringen er:

  • Den grønne omstilling bliver ikke en realitet, hvis vi ikke får en mere ensartet beskatning af CO2-udledninger - også i landbruget og på transportområdet.
  • Den offentlige og private sektor mangler arbejdskraft.
  • Skattesystemet og det gunstige rentefradrag bidrager til at subsidiere gældsstiftelse i husholdningerne.

En skatte- og afgiftspolitik, der sikrer velfærd og den grønne omstilling

  • Vi vil sikre, at aftalen om grøn skattereform for industrien skal følges op med CO2-afgifter og regulering af landbruget og transportområdet, herunder med en flyafgift.
  • Vi vil have at skatten på arbejde skal sænkes for at gøre det mere attraktivt at arbejde. Vi ønsker ikke at afskaffe topskatten, men vi vil gerne sætte indkomstgrænsen op, så den øverste mellemindkomstgruppe løftes ud af topskatten.
  • Vi vil sænke grænsen for elvarmeafgift fra 4.000 kWh til 3.000 kWh, så flere husstande får mere gunstige vilkår for at bruge el som opvarmning.
  • Vi vil afskaffe iværksætterskatten, så små og nystartede virksomheder kan bidrage med kreative og innovative løsninger.
  • Vi vil gøre rentefradraget mindre gunstigt, så skattesystemet ikke puster til husholdningernes gældsstiftelse og sikrer en mere stabil udvikling på boligmarkedet.