Radikale Venstre kæmper for et samfund, der hænger sammen. Hvor der tages hånd om socialt udsatte, børn og mennesker med særlige behov. Tænk hvis vi kunne skabe et samfund, hvor børns baggrund ikke afgør deres fremtid, og hvor alle, der har særlige behov, får den hjælp, de har brug for. Det er vores vision for fremtiden.
Udfordringen er
- For mange børn vokser op i fattigdom - ikke mindst som følge af integrationsydelsen.
- For mange mennesker falder mellem to stole i mødet med kommuner og regioner. Børn og unge skal ikke gå i årevis uden at få den rette hjælp og behandling og mennesker med handicap skal have den højt specialiserede indsats i regionerne.
- Borgernes retssikkerhed på social- og handicapområdet kan blive langt bedre. I dag oplever mange mennesker, at klagemulighederne er for dårlige. Der er fejl i næsten hver anden sociale sag hos kommunerne, som ankes. Det er stærkt bekymrende, særligt fordi nogle borgere slet ikke har ressourcer eller overskud til at klage.
Bedre sikkerhedsnet for alle
- Vi vil afskaffe selvforsørgelses- og hjemrejseydelsen (tidl. integrationsydelse). Ydelsen er urimelig og mange børn lever i fattigdom som følge af det lave ydelsesniveau.
- Vi vil gøre op med systemer og silotænkning, der gør det svært at sikre stærkere samarbejde mellem regioner og kommuner omkring indsatser for mennesker med særlige behov, så behandlingssystemet er tæt på, når den sociale indsats ikke slår til.
- Vi vil sørge for, at de højt specialiserede områder organiseres i regionerne
- Vi vil øge retssikkerheden for borgere med handicap ved at styrke ankestyrelsens beføjelser. Vi mener, at det skal koste i kommunekassen, hvis borgere med handicap igen og igen får Ankestyrelsens ord for, at kommunens afgørelser i sager om støtte til borgere med handicap er forkert.